Kategoriarkiv: Blåkosfæren

http://da.wikipedia.org/wiki/Weblog

10 år!

Det er ikke til at vide, om hun havde set det komme, men nu har Emme rundet de 10 år!

Et stort tillykke herfra må være på sin plads – naturligvis iblandet en knivspids misundelse; både over hvor skarp Emme var til at se konceptet dengang, og over vedholdenheden, som jo ikke ligefrem er i overskud på disse kanter.

Også en tak for inspiration og Det Gode Indhold(tm), og inden det nu kommer til at lyde for meget i retning af noget værre, afbryder jeg lige for at reklamere for blogolæumsinitiativet: Den danske blogosfære, en tidslinje.

Her på Eksponering har der kun været (lejlighedsvis) aktivitet siden 1. januar 2005, men faktisk er det lykkedes for Wayback Machine at opfange mine første bloglignende skriverier. Det stod på i godt halvandet år fra april 1996, blev drevet af FTP og havde ingen kommentarmuligheder, så det er nok en tilsnigelse at kalde det en blog, men forsiden hed faktisk log.html!

Log

2011

Når man ikke ligefrem skriver tit og ofte, bliver det lige det nemmere at finde på overskriften…

I modsætning til det foregående år lykkes det altså for dette år at få sin helt egen placering på denne blog. Begrebet infrekvens er vel ret beset slet ikke dækkende for hvad der (ikke) sker heromkring, men så alligevel.

Som en hurtig afslutning på året, nu hvor ungerne er faldet i søvn og krudtet er fyret af til ære for den ældste, må det alligevel være passende med en slags reusmé; det har alligevel været et år med lige lidt mere end gennemsnittet.

  • Jeg har fået en søn. Han er nu godt fem måneder, men jeg synes allerede det står klart, at han er en superknægt, og storesøsteren er også rigtigt glad for ham.
  • Skyen, specielt Azure, fylder en del mere i nørdsegmentet af mit liv, mens WordPress efterhånden indtager en tilbagetrukken position.
  • Vi har — endelig — fået en ny regering; den er ikke perfekt, men den er langt at foretrække for den forhenværende.
  • Det er blevet til en ny officiel titel på arbejdet, Chefarkitekt, men jeg synes den uofficielle, Projektjonglør, er mindst lige så dækkende.

Jeg har nogle forestillinger om, hvad 2012 vil bringe, men selvom noget af ovenstående var forudset, tror jeg ikke jeg vil forsøge mig med spådomme; jeg glæder mig til at se hvad der kommer, ikke mindst under de tre måneders barsel i forsommeren. Om det kommer til at omfatte mindre infrekvens? Dit gæt er sikkert lige så godt som mit…

Duer

En dag i maj sidste år, var det som om der pludselig var duer over det hele, og det var ikke fordi jeg stod på Rådhuspladsen i København. Det var derimod mit sociale netværk, der pludselig kastede duer i min retning, og så hele tre af slagsen:

Trine havde en Tirsdagstanke om duers alder

Torben mødte Den kontemplative due i sit vaskehus

Nikolaj fik en due gennem skorstenen, ned i brændeovnen

Som supplement kan jeg tilbyde et billede af en due fra haven, dog ikke fra sidste år:

image-6: Tree [ 1 ] and Ringdue

Bemærk dog, at dette er en ringdue, også kendt som skovdue, ikke en en tamdue / klippedue / rådhuspladsdue / bydue, som er den man ellers støder på i byen.

Bonus: Netop som indlægget her blev færdigskrevet, men inden offentliggørelsen, slår netværket til igen: LineP-tv tester kammertonen.. på nogle duer: LineP-tv og kammertonen

Atemporalitet

Atemporalitet

Jeg har gået og puslet med en idé, som gerne skulle være med at kickstarte produktionen af indlæg her på bloggen — og måske andre steder. Det har naturligvis trukket ud, men Bruce Sterling‘s (lettere malplacerede) afslutningsindlæg på Reboot 11 fik sat gang i projektet igen med omtale af et begreb han og andre er i gang med at overveje — Atemporalitet.

I alt sin enkelthed går projektet ud på, at få færdigskrevet og offentliggjort blogkladder, uanset at de tilsyneladende ikke længere er aktuelle.

Som det fremgår af illustrationen, har jeg temmelig mange kladder liggende, omkring 150 stk. — årsagerne vil jeg naturligvis vende tilbage til. Jeg har ikke lavet tv-køkken på projektet, så jeg ved faktisk ikke hvordan det kommer til at gå, om jeg kan få mening ud af hver enkelt kladde, og om det vil give mening for andre, men forsøget skal gøres. Det endelig mål er naturligvis at komme i bund, en slags GTD/Inbox Zero…

Skulle andre have lyst til at lege med, og i disse for vort land så svære tider gøre en indsats for at få hævet BNBP (brutto-national-blog-produktet), er her en slags manifest for offentliggørelsen af “atemporaller”:

Atemporalitetsmanifestet:

  1. Atemporaller skal omhandle det oprindeligt tænkte emne, hvor det er muligt at afgøre dette
  2. Atemporaller bør så vidt muligt offentliggøres med den titel, de er gemt med (undtaget herfra er auto-genererede titler)
  3. Atemporaller må gerne aktualiseres med opdateret viden
  4. Atemporaller behøver ikke blive offentliggjort i samme rækkefølge som de blev oprettet
  5. Atemporaller må ikke prioriteres højere end produktionen af nye blogindlæg
  6. Atemporaller bør tagges med “atemporalitet”

Kryds fingre…

Reboot 11: Action!

Action

Dag 2 på Reboot 11 er gået i gang, og der er lige nu lidt stille, der er nok nogen der lige skal op i omdrejninger efter førstedagen (og dagen før, måske). Jeg har heller selv ikke nået at fordøje alt det der skete i går, men jeg har da noteret nogle nøgleord, størstedelen fra Tor Nørretranders glimrende aftenindlæg:

  • Distribuerede systemer virker bedre end decentraliserede (eksempel: World Wide Web med links) — hvilken betydning har det for demokratiet og en venstreorienteret dagsorden?
  • Ny tidsperiode: The Link Age
  • Just Add Daylight
  • Her-og-der-kort — “Here & There Maps
  • Kan en 3D-printer revolutioner fremstillingsprocessen og i sidste endte designrettigheder og copyright?
  • På 100 timer kan man blive god til noget, på 10.000 kan man blive ekspert

Temaet for årets Reboot er “Action”, og allerede inden dag 1 gik i gang i går, have jeg taget det meget bogstaveligt, og fået verdensfirmaet MFD Consult op at køre på WordPress — endelig! Når nu jeg selv skal sige det, synes jeg faktisk det er blevet ganske godt.

Nu mangler jeg sådan set bare at få denne blog op at køre, både i forhold til en WordPress-installation der mangler opgradering, og på det rent indholdsmæssige niveau; der har været temmelig stille her det sidste år.

Jeg kunne altså godt tænke mig at holde fast i det handlingsorienterede tema i den kommende tid, for jeg har allerede fået inspiration til et par projekter, herunder automatisk måleraflæsning og opkaldsinformation via Twitter. Trine-Maria fra Socialsquare havde nogle gode pointer i relation til at fastholde fokus, så selvom jeg ikke er helt sikker på hvordan min hjerne fungerer, kan det være jeg kan lure nok til at klare det alligevel.

Du kan i øvrigt finde nogle løbende #reboot11-kommentarer på min twitter-konto @mortenhf.

Travle blogdanskere?

Danmarks Statistik har undersøgt danskernes brug af internet, herunder også omfanget af bloggerier.

Konklusionen er tilsyneladende, at næsten hver tiende dansker skriver blog, men som Morten Gade pointerer, er det nok ikke helt rigtigt. Der er formentlig lidt begrebsforvirring inde over, og i hvert fald er vel usandsynligt, at næsten hver anden der har læst en blog også skriver en selv.

Andreas Saugstrup har fundet frem til grunddata fra Statistikbanken, så man selv kan eksperimentere lidt — fint i overensstemmelse med temaet på årets Reboot: Free.

Reboot #10

I år med prikker…

Hvis du ikke allerede har sat kryds i kalenderen og fået registreret dig og betalt, så er det nok snart nu du skal i gang: reboot10 finder sted den 26. og 27. juni, og temaet for dette års udgave er “free”.

Som sædvanligt er der mulighed for at være med til at præge indholdet via hjemmesiden, som også indeholder lidt af den sædvanlig sociale netværks-funktionalitet.

Jeg dukker op, gør du?

Politisk blogundersøgelse

Endnu en blogundersøgelse er undervejs, denne gang dog med et mere snævert fokus: Blogs i forbindelse med politisk kommunikation.

To studerende fra IT-Universitetet, Dís Pálsdóttir og Julie W. Oscilowski, er i gang med at skrive speciale omkring blogs, specielt i forhold til hvordan politikere bruger blogs og hvilke forventninger læserne har til bloggene.

Hjælp undersøgelsen til et velunderbygget resultat — svar på skemaet om vaner og forventninger ved læsning af blogs med politikere som afsender.

via

dada album cover meme

Et fint lille meme til at begynde det nye år med:

  1. The first article title on the Wikipedia Random Articles page is the name of your band.
  2. The last four words of the very last quotation on the Random Quotations page is the title of your album.
  3. The third picture in Flickr’s Interesting Photos From The Last 7 Days will be your album cover.
  4. Use your graphics programme of choice to throw them together, and post the result.

Mit resultat (1, 2, 3, 4):

All Flest Must Be Eaten - One Worth Listening To
Foto: wallatrope

via