Foto: CarbonNYC

Rockwool Fonden har igen set på skattestrukturen og samfundet, og i deres nyhedsbrev for november refererer de fra deres seneste udgivelse, Skat, arbejde og lighed.

I Berlingske er konklusionen tilsyneladende klar: Samfundet ville blive rigere ved lavere topskat. Eller, som det formuleres i samme artikel:

Danmark kunne blive et rigere land og få en markant højere velstand, hvis skatten på især høje indkomster blev sat ned.

Der er ikke umiddelbart grund til at sætte spørgsmålstegn ved bogens forudsætninger og beregninger, men der er til gengæld god grund til at stille skarpt på og betvivle konklusionerne.

• For det første bliver der sat utvetydigt lighedstegn mellem samfundets økonomi og hvad der er godt for samfundet. Selv ikke de mest sejlivede såkaldte liberalister vil vel hævde, at det udelukkende er økonomien, der bestemmer et samfunds “velstand”?
• For det andet bliver der sat lighedstegn mellem samfundets og den enkeltes økonomi, men det er vel forlængst bevist, at mange penge ikke automatisk er lykken. Jovist, lidt flere penge vil givetvis være rart for de fleste — for nogen vil bare lidt flere penge endda være rigtig godt — men velstand er jo ikke det samme som velfærd. Det ses ikke mindst når det nu viser sig at det ikke er nok med mikrobølgeovn, fladskærme og store biler — vi vil også have det godt!
• For det tredje antager man i konklusionen, at alle — eller bare de fleste — vil arbejde mere hvis skatten blev sat ned. Det er der ikke belæg for, og det bemærkes da også i nyhedsbrevet:
  

  Vælger de at skrue tilstrækkeligt ned for arbejdsblusset, når skatten sættes op — så er det en underskudsforretning for statskassen.

  Netop muligheden for at få mere tid i stedet for penge et aspekt som er særdeles relevant i netop disse tider, hvor langt de fleste arbejder mere end godt er, går ned med stress, og ikke har tid til venner, familie og børn. Det er formentlig ikke urealistisk, at mange ikke ligefrem vil arbejde mere, men tværtimod mindre, og så falder regnestykket sammen.

  Selv hvis man antager, at mekanismerne vil virke som forudsat, bør vi stille os selv spørgsmålet om det virkelig er det vi vil have? Har vi reelt brug for den ekstra lædersofa, når vi alligevel ikke vil få tid til at sidde i den? Ville det ikke være bedre med mere tid til være sammen, og mulighed for at reelt at leve i stedet for bare at arbejde?

Tid er penge, siges det, men tid kan ikke købes for penge…