Kategoriarkiv: Verden

Ubehageligt løftebrud

I forbindelse med de igangværende velfærdsforhandlinger — der måske retteligt burde benævnes velfærdsnedskæringsforhandlinger — er regeringen i gang med at gennemføre endnu et løftebrud, tilsyneladende med opbakning fra DF og S.

Endnu en gang forsøger man sig med forslaget om, at halvere dagpengene for de 25-29 årige, på trods af at det beviseligt ikke hjælper, på trods af at det vil ramme mange allerede trængte familier hårdt, og på trods af at Anders Fogh så sent som i januar sidste år — umiddelbart før valget — lovede ikke at gøre det:

Jeg ser ikke behov for at skære i niveauet for dagpenge, kontanthjælp og førtidspension

Sørgeligt.

Forår!

Det er ganske vist: Det er forår.

Selvom den rigtige forårsduft ikke lige syntes at være ankommet endnu, er det tydeligt at der er et par ekstra par grader på termometeret, og det er som om alle de lokale grønirisker har lagt et par ekstra decibel oveni.

Endelig er der naturligvis klassikerne — vintergæk og erantis, selvom de nu faktisk var der allerede for mere end en måned siden:

image-02

Til gengæld fik jeg så en ordentlig skylle på vej hjem på cykel, men det tror jeg nok alligevel jeg foretrækker fremfor at skulle skovle sne…

Tid til natfilm

Uanset hvad meteorologerne siger må foråret være på vej, for årets natfilmfestival — den 17. i rækken — nærmer sig.

Årest coverstjerne er Rani Mukerji, som på det seneste er blevet en stor stjerne i Bollywood:

Rani Mukerji

Som sædvanligt er det planen at få set mest muligt på de ti dage der er fremvisninger i København, herunder mindst én Bollywood-film, et par såkaldte “american independents” og nogle andre udenlandske film der heller ikke forventes at blive vist under normale forhold, f.eks. Guitarmongolen fra det eksotiske Sverige.

Også i år regner jeg med at invitere vennerne, men jeg er så meget bagud med det hele at jeg er blevet overhalet indenom, så allerede nu har jeg været nødt til at sætte krydser i kalenderen — jeg må hellere se at få læst programmet færdigt meget snart…

DMA

Årest udgave af Danish Music Awards løber af stablen i aften i KB-Hallen.

Under normale omstændigheder ville jeg formentlig hverken have omtalt det, set det foran fjernsynet eller endsige overværet det, men når nu man kender nogen der står for sikkerheden, kan man jo godt tage mod tilbuddet om at hjælpe lidt til og få en på opleveren.

Jeg har faktisk været til arrangementet før (af samme årsag) for nogle år siden i Forum, og det var et helt fint show. Håbet er at det bliver lige så godt i aften, og at de musikalske indslag er værd at høre og se.

Med lidt held får jeg også foto-akkreditering, så jeg kan skyde løs blandt de lokale berømtheder…

OK til dybe links

{Jesper Laugesen} fandt i går frem til en klynkende artikel i Jyllands-Posten om dybe links.

Sø- og Handelsretten har tilsyneladende endelig fundet frem til, at det er lovligt at linke “dybt”, dvs. til andet end “forsiden” af f.eks. home’s hjemmeside.

Det var på tide.

Med f.eks. RSS på banen gennem nu flere år, har det været en temmelig udbredt praksis, og hvor ville det være sørgeligt hvis man f.eks. var nødsaget til at stole på de enkelte hjemmesiders egne sørgelige søgefunktioner, og ikke havde mulighed for selv at sammensætte linksamlinger.

Afgørelsen er en sejr for World Wide Web og alle os der bruger det — der er simpelthen ikke noget der hedder dybe links. Alle links er links.

Bonus: Læs selv domsudskriften (via internetarkivet), som Jon Lund har noteret sig konkluderer, at home’s database ikke er en database!

Overraskelser på vej?

Den gode Henrik Føhns blogger ikke kun på nettet, han er også med i noget der vel egentlig godt kan kaldes et forsøg på avisblogging: Han og tre andre skriver på skift hver uge i Information om et formentlig selvvalgt emne under overskriften “Mediekommentar”.

I den forgangne fredags udgave har han taget blåkosfæren under behandling (Mens vi venter på overraskelsen i genoptryk på mondofunza). Indledningen er på sin vis også hans konklusion:

Der er ingen dansk blogosfære!

Hans pointe er først og fremmest, at der endnu ikke findes eksempler på historier der er opstået på weblogs, med en enkelt mulig undtagelse i sagen om gamle pornobilleder i den københavnske valgkamp. Og han venter stadig.

På sin vis understreger nærværende indlæg vel egentlig hans pointe, men jeg vil alligevel vove den påstand at det nok skal komme. Ikke mindst fordi jeg har fornemmelsen at det er en naturlov der måske har lidt under det faktum, at de fleste danske bloggere har deres oprindelse i teknikken, som f.eks. også undertegnede.

Mere debat hos Information: Avissnedker nu som skældsord

Anbefalinger

Jeg er jo netop flyttet fra København til Hvidovre, og har derfor ikke mulighed for at afgive min stemme på de kandidater jeg kender og støtter.

Skulle du derfor være bosat i Københavns Kommune, vil jeg bede dig om seriøst at overveje at placere dit kryds ved en af de følgende (hvoraf de fire første udgør Det Feministiske Firkløver):

Signe Goldmann
En kandidat med en mission — social retfærdighed
Ninna Thomsen
Kandidaten der vil skabe en grøn og retfærdig verden
Lotte Thiim Bertelsen
En kandidat der vil etnisk ligestilling
Camilla Burgwald
En sambakandidat fra Vesterbro med skarpe holdninger
Jesper Laugesen
En kandidat der udover fokus på folkeskolen også har styr på blåkosfæren og open source (han bruger også WordPress)
Bo Asmus Kjeldgaard
Den måske kommende overborgmester?

(På Frederiksberg kan man med fordel benytte sit kryds til at sende Balder Mørk Andersen i kommunalbestyrelsen, han står for den mest progressive ligestillingspolitik i hele landet.)

Husk iøvrigt at stemme til regionsvalget, her kan f.eks. Marie Fugl og Serdal Benli anbefales!

Loftsramt?

En ny forening har set dagens lys her i perioden op til valget — uden iøvrigt at have direkte sammenhæng med dette: “Foreningen til Køb af Udtalelser fra Loftsramte Eksperter”.

Foreningen vil først og fremmest gøre opmærksom på problemerne der er opstået efter loven om loft over kontakthjælp er blevet indført.

Derfor et par opfordringer:

  • Er du blevet ramt af loftet? — Meld dig som ekspert!
  • Ellers: Støt foreningen og hjælp til med at få eksperternes stemmer frem.

Fra www.loftsramteeksperter.dk:

Min datter går hverken til sport, musik, sang eller noget andet. Det har jeg ikke råd til, og det er svært at forklare hende. Vi har jo heller ikke råd til ferie, så det var dejligt at hendes bedstefar kunne give os en tur i Bonbonland. Det er svært at bevare stoltheden, men man lærer at leve med det.