Kategoriarkiv: Rettigheder

Krak fortsætter krigen mod links

Det er ikke altid, den ene hånd er klar over hvad den hånd foretager sig.

Eller: Krak fortæller udadtil med den ene hånd at de ændrer deres linkpolitik — og i øvrigt begynder at blande sig i blåkosfæren — men samtidig fortsætter de med den anden hånd de gamle takter med at sende advokatskrivelser: Krak til hobby-virksomhed: Betal for link.

Jeg ved om man skal græde eller grine, men det er vist ikke nødvendigt med yderligere kommentarer…

En heldigvis kun meget lidt relateret nyhed er, at Kraks Poul Anton Møller er død mens han var på ferie i USA. Jeg har diskuteret lidt med ham i forbindelse med Krak-link-sagerne tidligere på året, og selvom vi langt fra var enige er det alligevel sørgeligt.

Opdatering: Som jeg også har givet udtryk for det i kommentarerne til dette indlæg burde jeg ikke have blandet de to ovennævnte emner sammen. Det beklager jeg meget, og det var under ingen omstændigheder min mening at give udtryk for andet end at Poul Anton Møllers død er sørgelig og beklagelig — uanset de faglige uenigheder.

På hat med tørklædedebatten

Debatten om Asmaa Abdol-Hamids holdninger, hendes tørklæde og Søren Krarups tåbelige ytringer har bølget en del frem og tilbage, og der er efterhånden ingen ledige synspunkter tilbage — alle er vist blevet dækket ind.

Således også blandt SF-bloggerne derude — dem er der efterhånden en del af — og skulle nogen være i tvivl om at der er “højt til loftet” i SF, kan man med en hurtig søgning på Planet SF selv forvisse sig om at den er god nok, der er rimelig variation i holdningerne.

Selv er jeg vist mest enig i Ida Aukens udlægning af sagen — i et demokrati kan man ikke tillade sig at pege fingre af retten til en holdning. Deraf følger naturligvis også, at alle har ret til deres egen, også selvom den er underlig — i sidste ende kan man jo stemme som man lyster…

Find vej på Google Calendar

Jeg har gennem det sidste års tid været flittig bruger af Google Calendar — det er jævnt praktisk at kunne tilgå sin kalender overalt, omend det dog ikke er helt så nemt fra mobiltelefonen.

Da jeg åbenbart ikke rejser så meget i USA som Google tilsyneladende forventer, har jeg dog ikke meget ud af de links til Google Maps som bliver vist på de forskellige aktiviteter (i den engelsksprogede udgave) — det er sådan cirka kun “Copenhagen” der virker, og den ved jeg godt hvor ligger…

Til gengæld findes der jo en fin dansk pendant til formålet: findvej.dk. Den kender til næsten alle danske adresser, og passer derfor fint ind som erstatning for Google Maps til os der dagligt bevæger os rundt i Danmark fremfor USA, og med en smule fiks-fakserier er det faktisk muligt at foretage udskiftningen.

Det kræver følgende komponenter:

Installeret (hent, klik, klik og klik) i nævnte rækkefølge giver det følgende resultat:

Find Vej


Det virker ganske vist p.t. kun i den engelske udgave af Google Calendar (du kan evt. ændre sproget under “settings”), så næste skridt må være at få det til også at virke med den dansksprogede udgave.

Opdateret: Så virker den også med den dansksprogede udgave, og linkteksten er rettet til “findvej.dk”.

Opdateret: Nu virker den også med lidt mere kreative adresseformater, f.eks. “Store Vega, Enghavevej 40, København V, København*, 1674, Denmark”, se diskussion om last.fm længere nede på siden.

ObKrak: Heller ingen trafik til Krak via dette indlæg.

Årsag eller konsekvens?

Integrationsministeriet (som også står for det newspeak-navngivne “Udlændingeservice”) har via den såkaldte Tænketank udgivet en rapport om udlændinges værdier og normer, og hos Afskaf Provinsen er der plukket nogle citater om sammenhængskraft ud til sammenligning med udtalelser fra Dansk Folkeparti, f.eks.:

”23% af indvandrerne i Danmark mener ikke, at homoseksualitet er i orden.”
Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark, Integrationsministeriet 2007

”Der er tale om en forurening af sproget, når der tales om forælderskab frem for moderskab og faderskab, og om medmor og forældrepar af samme køn.”
Søren Krarup, Dansk Folkeparti, Folketingets talerstol, 1. december 2006

via shevy.dk

Kæmp!

Det er i dag Kvindernes internationale kampdag.

Det har været hvert år den 8. marts siden 1911 (eller 1908, eller 1921, afhængigt af hvem man spørger), hvor det blev foreslået i selvsamme ungdomshus der blev ryddet i sidste uge og revet ned i denne.

Dagen i dag er dog langt fra kun interessant af historiske årsager. Der er stadig masser at kæmpe for.

Kvinder verden over bliver misbrugt, handlet og overset — også herhjemme, hvor ligeløn endnu ikke er en realitet, hvor kvinder fra både ud- og indland bliver tvunget ind i sex-industrien, og hvor kvinder er voldsomt underrepræsenteret i de højere ledelseslag.

Også mændende bliver overset, og reel ligestilling fordrer også at mændende får nogle flere rettigheder, bl.a. til bedre barselsforhold og øvrig retsstilling i forhold til børn.

Det er nødvendigt med ændrede regler, love, holdninger og indstillinger, til både mænd og kvinder.

Det vil være fremskridt, for både mænd og kvinder.

Lad os kæmpe sammen, for hinanden — både mænd og kvinder.

Weekend på Holmen, dag 1

Fredagen på Linuxforum 2007 var temmelig stille og rolig — og det var heller ikke noget problem at komme derud, jeg tog dog havnebussen for at være sikker, man ved aldrig om der pludselig skulle være nogle hærgende autonome voldsmænd (M/K) i gang med en blokering af Prinsessegade.

Det mest interessante indlæg var Morten Kjærsgaards om økonomien i åbne standarder og open source, ikke mindst fordi IT & Telestyrelsen netop har sendt en rapport om implementering af åbne standarder i høring — heldigvis udgivet i både HTML, ODF- og PDF-format.

Høringsfristen er den 23. marts, og der er nok at tage fat i, på trods af forlydender om det modsatte, mener jeg ikke ligefrem at rapporten kan siges at være progressiv, der er for mange undtagelser og forbehold.

Et andet tankevækkende indlæg var Andreas Bach Aaens om fri software og ophavsret. Han kom blandt rundt om ideelle rettigheder, open source vs. free software og desuden om licenser, kontrakter og tillidsforholdet mellem leverandører og kunder.

Rigtig godt var det, at han påpegede at musikrettigheder og -kompensation varetages i et noget specielt system af KODA — f.eks. er det principielt ikke muligt for en musiker at lægge sin egen musik gratis ud på internettet, der skal betales KODA-afgifter. Tænk hvis det samme princip blev gjort gældende for alle andre frembringelser, f.eks. bøger, artikler eller software?

Dagens indsigt

mihanep gør opmærksom på et grundlæggende problem med den danske udlændingepolitik, som den p.t. føres og tilsyneladende også vil blive ført fremover, med mindre der kommer væsentligt andre boller på suppen: Hvad kan vi forlange af de nye borgere?

Vi kan ikke forlange, at de skal være nedbrudte og ødelagte for at få ophold her, og samtidig forvente, at de smerte- og gnidningsfrit udsluses i det danske samfund, så snart de har fået papirer.

Heldigvis ser det dog ud til, at der efter næste folketingsvalg vil være flertal for at afskaffe starthjælpen — et godt skridt på vejen.

Ungdomshuset ryddes

Politiet gik her til morgen i gang med at rydde Ungdomshuset — tilsyneladende med en massiv indsatsstyrke, selv på Østerport station var der kampklædte betjente.

Medierne er naturligvis i fuld gang, men TV2 News kan dog ifølge Balder ikke få deres helikopter i luften. Til gengæld er der begyndt at komme billeder på flickr tagget med ungdomshuset.

Selvom Ungdomshuset har planer for de næste dage, markerer dette alligevel en foreløbig afslutning på en sag, som slet ikke burde være kommet dertil. De ansvarlige politikere kan forsøge at gemme sig bag juraen, men faktum er, at der i en by som København skal være plads til den slags (lovlige) aktiviteter, Ungdomshuset har stået for.

Alternativet er et kønsløst, kedelig og konformerende samfund.

Opdatering: Sebastian Dorset har en tankevækkende kommentarer til flyveforbuddet.

Krak i pressen

Som jeg skrev om i sidste uge, har Krak revideret deres linkpolitik. Samtidig har direktøren Ove Leth-Sørensen lagt op til debat om fri- og rettigheder på nettet — tak for det.

Dog modsiger han sig selv, også i kommentarerne:

Langt de fleste virksomheder ser krak.dk som en vigtig vej til at komme i kontakt med kunder, hvorfor de normalt ikke har det fjerneste imod, at vi viser noget af deres indhold – vel tværtimod.

Det er jo ellers netop det argument, Krak har afvist i deres argumentation for ikke at tillade “dybe” links, men det er der heldigvis også andre i kommentarsporet der har opdaget.

Nyt i denne uge er det også, at både Computerworld og Comon har opdaget den nye linkpolitik. Sidstnævnte har desuden opsnappet, at Gauguin overvejer at afslutte sagen med forlig, men fremhæver dog stadig, jvf. udtalelserne i byretten, at Gauguin mener det er en principiel sag.