Debatten om Asmaa Abdol-Hamids holdninger, hendes tørklæde og Søren Krarups tåbelige ytringer har bølget en del frem og tilbage, og der er efterhånden ingen ledige synspunkter tilbage — alle er vist blevet dækket ind.
Således også blandt SF-bloggerne derude — dem er der efterhånden en del af — og skulle nogen være i tvivl om at der er “højt til loftet” i SF, kan man med en hurtig søgning på Planet SF selv forvisse sig om at den er god nok, der er rimelig variation i holdningerne.
Selv er jeg vist mest enig i Ida Aukens udlægning af sagen — i et demokrati kan man ikke tillade sig at pege fingre af retten til en holdning. Deraf følger naturligvis også, at alle har ret til deres egen, også selvom den er underlig — i sidste ende kan man jo stemme som man lyster…
Hej Morten
Hvis du ikke hørte Villy og Asmaa Abdol-Hamid diskutere i radioen kl. 12.30, så synes jeg lige, du skal gå ind og tage den på nettet. Villy var forbilledlig klar – selvfølgelig må man have sin religiøse identitet og skikke, så længe man ikke argumenterer med et autoritativt skrift i hånden og så længe man accepterer demokratiets grundlæggende spilleregler. Asmaa Abdol-Hamid var også klar og tog tydeligt afstand fra f.eks. dødsstraf. Endnu har jeg ikke hørt hende sige noget, der er uforeneligt med et kandidatur for Enhedslisten – og det syntes jeg også, jeg hørte vores formand sige.
Mvh Ida
Godt sagt. Og i denne sammenhæng er det mest dominerende punkt i debatten jo de der med alle midler forsøger at holde troende muslimer væk fra at sidde i dommersædet ved at frarøve dem muligheden for at praktisere deres religion.
Det er meget uanstændigt at mennesker, der af gode grunde ikke kan optræde neutralt klædt ikke kan få adgang til dommerembedet. Det er en klar krænkelse af disse menneskers rettigheder.
Der er vi er mange moderne danskere med et åbent, der ikke kan forstå, hvorfor, der er denne tvivl på troende og deres påklædning blandt de snævertsynede:
De der ikke kan forstå, hvorfor nogen som ikke kan eller vil lægge deres religiøse symboler på hylden den tid de skal dømme i retten, heller ikke skulle kunne parkere deres verdensbillede og værdier.
Der er da ikke belæg for at nogen med rette skulle opleve sammenhæng mellem den måde man klæder sig på og de holdninger man repræsenterer?
Det svarer til at man skulle indføre i DBUs regler at en fodbold dommer skal bære neutral sort trøje frem for det ene spillende holds farve.
Det står der ikke noget om i reglerne idag, fordi man ved jo godt at en dommer med så lang uddannelse ikke ville have behov for at komme på banen med et statement der kan opfattes som provokerende partisk.
Det er simpelthen for langt ude at tænke sådan og i virkeligheden skjult diskriminiation. Og snæversyn. Religion er jo udtryk for åbentsind.
Det er en privat følelse og ikke udtryk for at man sætter nogen lov højere eller har andet moralsæt end det der er påskrevet i den lov vedtaget af folketinget.
Jeg er af den overbevisning af de der udvælges til dommere har været igennem en så lang uddannelse og udvælgelse at de ikke har noget problem med at holde deres tro privat i de sammenhænge, hvor fuldstændig neutralitet er påkrævet.
Der er nogle der mener at retsalen skal være neutral ikke bare i holdning men også i påklædning af hensyn til fx offer og sigtede i en voldtægtssag, så der ikke skal herske tvivl om hvilket grundlag der dømmes på – og at retssalen derfor ikke et sted at udtrykke sin personlige tro.
Men skal det være almindelige mennesker, der dømmer skal man naturligvis også kunne finde kristne, jøder, muslimer, hinduer osv. mellem dem og vise dem den tillid, at selv om de ikke kan fralægge sig deres symboler.
Lige så lidt som en person har valget til fralægge sig sin hudfarve, men alligevel være upartisk – så kan de der kun kan optræde med deres holdninger og tro uden på kroppen godt inden i skifte optik, når de skal dømme fx i sager der rummer adfærd der fra et religiøst synspunkt kan ses som moralsk forkastelige (’udfordrende’ påklædning, alkohol, stoffer etc).
At hævde andet er en slet skjult diskrimination, der søger at holde piger, der tilfældigvis praktiserer en bestemt tro – væk fra dommerembedet. Det er udtryk for uvidenhed om troens åbentsind.
Nogle vil hævde at det historisk set har været en dårlig idé at blande kirketro og dømmende magt.
Men Montesquieu talte i et samfund for 300 år siden og den spanske inkvisition er trods alt 200 år siden og menneskeheden skulle gerne være kommet meget længere siden da.
Nogle vil måske sige: er vi mon?
For at mane den sidste tvivl i jorden, så lad os få flere religiøse, der ønsker sig i dommerembedet til at forklare menig mand at hvad man tror og hvad man véd er to forskellige ting og i retten sætter man selvfølgeligt det sidste først.
Og lad SF stemme for friheden til at klæde sig som man vil i retten uanset hvilken side man sidder på dommerbænken.