Kategoriarkiv: Internet

Krak vil have penge for link

Endnu en gang er der nogen der tror, at der ikke er noget web i World Wide Web: Krak forsøger at opkræve penge for et link.

Heldigvis er der for ikke så længe siden blevet sat præcedens for lovligheden af dybe links, så der er nok ingen tvivl om, at Krak er ude på dybt vand.

Det lader til at Krak er gået i defensiven — de taber til bl.a. findvej.dk, og formår åbenbart ikke at bringe noget nyt på banen der kan hjælpe dem fremad.

PS: Nej, dette indlæg indeholder ingen links til Krak.

Opdatering: Sagen får som ventet en del omtale rundt omkring:

Opdatering 2:Dona’s mailingliste har Steven Snedker smidt et par interessante links:

Blogkontrol?

Emme mener at det ikke sjovt mere, nu hvor DJØF har kigget nærmere på blogs og medieansvarlighedsloven.

Uden at være jurist ser der dog ud til, at man ikke behøver bekymre sig voldsomt — først og fremmest fordi det er frivilligt om man vil registrere sig, og dermed blive omfattet af loven. Til gengæld får man så formentlig heller ikke mulighed for at beskytte sine kilder…

Analysen fra DJØF mener dog at vide, at blot man tillader uredigerede kommentarer, falder man udenfor loven, men den holder vist ikke i retten. Det er vist ikke urimeligt at antage, at man som blogger ikke er ansvarlig for kommentarer, men selve indlæggene kan man ikke løbe fra.

Til gengæld bliver de henne i USA ikke bekymret med muligheden for at vælge — blot man har mere end 500 læsere (hvordan det så end opgøres?) og i øvrigt mener noget, skal man måske fremover registrere sig hos kongressen som lobbyist.

Det er underligt med de amerikanere. For over 200 år siden var der nogle der var godt fremme i skoene og tænkte fremsynede tanker, og de nuværende indbyggere i Guds eget land forsømmer aldrig at henvise til dem i forhold til til andre landes opførsel, men alligevel formår de at skyde sig selv i foden, tilsyneladende helt uden at opdage det…

Opdatering: Det ser ud til at faren for amerikanerne er afblæst, i hvert fald i denne omgang.

Isen smelter på YouTube!

En fin lille “reklamefilm” om nedsmeltningen af indlandsisen — SF, for et grønnere Europa og et hvidt Grønland:

(Sjovt nok hed filmen “Klimafilm” da den først dukkede op på YouTube, nu hedder den “Isen smelter“.)

Andetsteds, i Second Life, har de franske nationalister fået kam til deres hår, deres nyopførte hovedkvarter er forsvundet. Det er blevet nedkæmpet i neutral zone, med skilte og tilsyneladende virkningsløs ammunition.

Hvad har disse to historier til fælles?

De illustrerer at de politiske aktører, i dette tilfælde SF og de franske “FN”, er ved at vågne op og prøve nye kanaler — som også Ungeren gjorde det før jul. Det bliver med garanti ikke det sidste vi får set af den slags.

Opdatering: Deri fik jeg ret, og det hurtigt: Nu bliver der også udsendt SMS’er med info om kampagnen…

Kagling om Cavling

Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen mener at Cavlingprisen gik til de forkerte.

Ikke overraskende mener formanden for Cavlingkomiteen det ikke.

I Simon Andersens indlæg — og i kommentarsporet dertil — bliver det dog tydeligt, at baggrunden for kritikken ikke er en vurdering af prismodtagernes indsats, men derimod ønsket om at lade Flemming Rose modtage prisen for karikaturkrisen i stedet.

Sørgeligt og småligt.

via Classy’s Kitchen (som også så rigtigt påpeger de fine links i Politikens artikler, stort!)

2 års fødselsdag

Nærværende blog kan i dag fejre to års jubilæum.

Mit første indlæg indvarslede et forsøg med indbygget forsæt til semidaglige opdateringer, og nogle kun delvist konkrete mål:

Jeg vil lære at være mindre perfektionistisk, skrive bedre og blive mere produktiv.

Hvordan synes jeg selv det er gået?

Jeg kan med rimelig sikkerhed konstatere, at jeg ikke er blevet væsentlig mere produktiv — sjovt nok nemt observeret via min anden weblog, der tydeligt lider af infrekvens.

Derimod føler jeg at jeg er blevet lidt mindre perfektionistisk, det er som om antallet af ord per minut er steget over de seneste par år.

Det er lidt sværere at vurdere hvorvidt jeg blevet bedre til at skrive, det er der nok andre der har en mening om, men det er ikke umiddelbart mit indtryk at det går den forkerte vej (som det kan udtrykkes).

Alt i alt er det nok for tidligt at erklære det for en succes, men under alle omstændigheder har jeg haft det — og har det fortsat — sjovt, og det har været en spøjs oplevelse at lægge mærke til, hvordan jeg jævnligt fanger mig selv i at tænke det her skal blogges

Zeitgeist

I disse dage bliver der gjort status — med inspiration fra Googles Zeitgeist bliver der offentliggjort lister med tendenser og statistikker, som f.eks. hos Jesper Laugesen, og således også her, Zeitgeist for Eksponering 2006:

Top 10 mest besøgte indlæg:

  1. Kur, dag 1
  2. Vis mig din fryser…
  3. Kur, evaluering
  4. Gmail-invitationer
  5. Skrivebordet
  6. UFO?
  7. NFL på Zulu
  8. Vægt
  9. Spam-underholdning
  10. Mandagsfoto

Top 10 mest anvendte søgetermer fra Google (synonymer o.l. udeladt):

  1. vægttab
  2. rigshospitalets stofskiftekur
  3. gmail
  4. 13 dages kur
  5. forår
  6. invitationer
  7. pot
  8. natfilmfestival
  9. blog
  10. ufo

Ikke overraskende er der stor korrelation mellem læste indlæg og anvendte søgetermer…

Bonusinformation: Det suværent mest kommenterede indlæg var Gmail-invitationer med over 60 kommentarer, dog heraf halvdelen mine egne.

Godt Nytår!

Gus Jensen outet

Så er der ikke længere en mystisk Gus: Gus Jensen besøger Nyhedsavisen.

Anders Gylling Trier fra Nyhedsavisen var ved at få skovlen under “ham”, og så var det slut. Bag facaden i Sydhavnen gemte sig to redaktører fra PC World, Mikkel William Nielsen og Jes Schyum.

Det er et spøjst indlæg i blåkosfæren der hermed har fået en ende. Måske ikke ligefrem Danmarks svar på lonelygirl15, men dog alligevel et fænomen der sætter sine spor, og markerer en overgang.

Blogs er mainstream, også i Danmark.

Akismet-problemer

Det lader til at der er problemer med Akismet, som jeg og mange andre benytter til at validere kommentarer her på bloggen.

Under normale omstændigheder er det bare genialt til at undgå link til porno og viagra, men her til formiddag melder den pludselig, at min API-key fra WordPress.com ikke er gyldig. Jeg har imidlertid dobbeltchecket den, og den skulle være god nok.

Til gengæld ser det ud til at problemet skyldes, at en central server hos Akismet er nede, eller nærmere at de har problemer med deres DNS-opsætning:

$ ping rest.akismet.com
ping: unknown host rest.akismet.com

Jeg håber de får den op at køre snart, for ellers bliver jeg nødt til at lukke for kommentarer indtil jeg har fundet en anden løsning — alternativet er 30-40 stykker spam om dagen, og selvom det til tider kan være ganske underholdende, vil jeg egentlig helst være fri…

Update: Den var god nok, det var DNS-problemer. Problemet lader i øvrigt ikke til at have haft den helt store effekt på antallet af spamkommentarer, men måske spammerne også har været til julefrokost?