Der var bonuskoncert med John Cale — ikke at forveksle med J. J. Cale, jeg havde ellers warpet dem sammen til én og samme person — på Rust tirsdag aften.

Han lagde ud med nogle gamle travere der gav stærke associationer til Lou Reed, og som på en eller anden måde føltes som var det soundtracket til min fødsel, uanset at mine forældre formentlig lyttede til Elvis Pelvis og Trille på det tidspunkt. Hans indsats begrænsede sig i begyndelsen til lidt rytmeguitar og nogle nasale lyde der skulle gøre det ud for sang, det var først da han skiftede til synthesizerne, at der rigtig kom gang i den.

Sangen om Ray og de underlige gaver blev introduceret, og derefter var der flere tidspunkter hvor jeg faktisk fornemmede han ramte mig i mellemgulvet med både tekst og musik. Det var mere melodisk og langt fra den pumpende indledning. Og så spillede han “Walking the Dog”!

Vi købte ikke det netop udgivne album, Circus Live, med hjem — der var ellers mulighed for at få det signeret, men vi har overtaget svigerfars pladesamling, og i den er der flere albums der skal have en rundtur i den nærmere fremtid.

Rust havde i øvrigt respekteret et ønske fra John Cale om at holde stedet røgfrit, og det var sådan set en god idé — selvom der var proppet og varmt, var der ikke problemer med at trække vejret. Til gengæld har det den uheldige sideeffekt, at man pludselig kan lugte alt. Alt. Også ølsjatterne, det seneste måltid fra ham bagved, og kropsdunster fra ham foran…