Kategoriarkiv: Foto

http://da.wikipedia.org/wiki/Fotografi

Farsel

I dag var min første dag på farselFar’s barsel — eller i dette tilfælde “Fars ferie og barsel”; udtrykket er ikke min egen opfindelse. Jeg bilder mig ind at det stammer fra Torben Sangild’s blog Farbar, men jeg kan ikke lige finde referencen..

Sønnike har efterhånden rundet de 8 måneder, og det betyder bl.a. at det nu er blevet min tur til at være hjemme hos ham til daglig.

Albert

Vi begynder med ferie for hele familien, og så går det ellers derudaf de næste 3 måneder, indtil han i slutningen af juni skal begynde at undvære både mor og far, når vuggestuen kalder.

Jeg glæder mig — dog formentlig ikke som et lille barn, også fordi det jo er nummer to — ikke mindst fordi det naturligvis er blevet timet til foråret (vi ser bort fra prognosernes snevejr), og så fordi det bliver sjovt at finde ud af, hvornår det rigtigt vil vise sig at det blev en lillebror til storesøsteren.

Det bliver også godt at komme lidt ned i gear — selvom barselsorlov jo altså ikke er den rene badeferie — og væk fra arbejdet, som har trukket lidt ekstra tænder ud på det seneste. Det har også været sjovt, men man kan jo ikke køre på den store klinge hele tiden.

Selektiv fokusering

Lensbaby 2.0
Foto: Photo Mojo

Jeg har fået en baby. Version 2.0.

Den er til mit kamera — det er en Lensbaby, og falder absolut indenfor kategorien legetøj. Prisen på omkring en tusse afspejler at det er dyrt legetøj, men når den forventede levetid tages i betragtning er det faktisk ikke urimeligt, og der er masser af timer i sådan en.

I modsætning til mine andre objektiver har den fingerstyret selektiv fokusering, manuel indstilling af blændeåbning via udskiftning af hullet (!), og med tilhørende makrokit i form af små linser der skrues på fronten.

Det helt specielle ved sådan en lensbaby er, at fokusering foregår ved at sammenpresse en bælg ligesom i de gode gamle dage, og så det at fokus kan flyttes rundt i billedfeltet ved at fordele presset ujævnt.

I praksis gør metoden det svært at ramme præcist, men til gengæld får man muligheden for at tage nogle billeder man ellers ikke kunne, f.eks. portrætter hvor det stort kun er øjnene der er i fokus.

Lensbaby portræt

Det kan være temmelig svært at ramme rigtigt, men så er det bare om at skyde løs, og acceptere at fejlraten er noget højere end man er vant til.

Effekten af at fokusplanet ikke er som det plejer er, at der opstår nogle kraftige forvridninger i de øvrige dele af billedet, og specielt når man bruger det til at tage landskabsbilleder kan man komme tæt på at fremkalde søsyge.

Lensbaby landskab

Til gengæld virker det fint til makrofotografering, specielt når man ikke har et dedikeret objektiv til formålet. Som sædvanligt kræver det dog vindstille eller immobile motiver, men sådan er makroreglerne jo.

Lensbaby makro

Siden mit indkøb er Lensbaby 2.0 udgået, men den er til gengæld blevet erstattet og suppleret, så der nu findes flere valgmuligheder afhængig af temperament. Skulle jeg vælge i dag ville jeg nok gå efter den samme type, den hedder nu “Muse“, men “Composer” kunne også være en mulighed, den minder mere om et traditionelt objektiv med ringfokusering, og har kuglelejebaseret fokusering i stedet for bælg.

Duer

En dag i maj sidste år, var det som om der pludselig var duer over det hele, og det var ikke fordi jeg stod på Rådhuspladsen i København. Det var derimod mit sociale netværk, der pludselig kastede duer i min retning, og så hele tre af slagsen:

Trine havde en Tirsdagstanke om duers alder

Torben mødte Den kontemplative due i sit vaskehus

Nikolaj fik en due gennem skorstenen, ned i brændeovnen

Som supplement kan jeg tilbyde et billede af en due fra haven, dog ikke fra sidste år:

image-6: Tree [ 1 ] and Ringdue

Bemærk dog, at dette er en ringdue, også kendt som skovdue, ikke en en tamdue / klippedue / rådhuspladsdue / bydue, som er den man ellers støder på i byen.

Bonus: Netop som indlægget her blev færdigskrevet, men inden offentliggørelsen, slår netværket til igen: LineP-tv tester kammertonen.. på nogle duer: LineP-tv og kammertonen

dada album cover meme

Et fint lille meme til at begynde det nye år med:

  1. The first article title on the Wikipedia Random Articles page is the name of your band.
  2. The last four words of the very last quotation on the Random Quotations page is the title of your album.
  3. The third picture in Flickr’s Interesting Photos From The Last 7 Days will be your album cover.
  4. Use your graphics programme of choice to throw them together, and post the result.

Mit resultat (1, 2, 3, 4):

All Flest Must Be Eaten - One Worth Listening To
Foto: wallatrope

via

OpenID — nu med billeder

OpenID

Det påstås her og der, at OpenId er fremtidens digitale signatur. Det er nok tvivlsomt, men der er nok ingen tvivl om at vi kommer til at se mere til det her og der, specielt nu da OpenID 2.0 er på banen, skarpt efterfulgt af OAuth 1.0. Også Wired har opdaget mulighederne, DiSo er undervejs, og selv undertegnede har nu en implementering på plads.

Takket være JanRains PHP OpenID Library var det ikke svært, men jeg har alligevel lavet en simplificerende wrapper, som gør det endnu nemmere at få op at køre.

Mest interessant er det dog, at jeg har fået OpenID til at spille sammen med min fotodatabase. Den har ellers været lukket delvist ned af hensyn til svage sjæle, men nu er den altså åben igen, så man kan se sine egne og venners billeder — hvis altså man har et OpenID tilknyttet sin weblog eller en email-adresse jeg kender, og hvis jeg har været flittig nok med beskrivelserne. Prøv det — og sørg for at få taget et billede med mig næste gang du ser mig med mit kamera! Skriv endelig hvis det ikke spiller, eller hvis den ikke viser de forventede billeder, så skal jeg gøre hvad jeg kan for at få det på plads. Husk: Tålmod kommer til den der venter.

Skulle du være interesseret i de mere tekniske detaljer bag systemet, kan du læse mere om SPARQL, FOAF og OpenID i Authorization by Codepiction.

Far-oplevelser

Den nye pige i mit liv er nu 5 uger gammel, og efter den første dag tilbage på arbejdet må det være tid til at gøre lidt status.

Blypr og jeg

  • “Vi” blev tildelt en forholdvis overkommelig fødsel, kun 12 timer, men det var alligevel en voldsomt overvældende oplevelse. Specielt i de første minutter efter ankomsten stod tiden stille, og et temmelig fjoget grin sad fast på ansigtet.
  • Den første køretur i bilen med den lille var en næsten skræmmende oplevelse — næsten bogstavelig talt at sidde med livet i hænderne, og føle et stort ansvar af en helt ny slags.
  • Det er rigtigt hvad alle andre siger — bleskift er ikke noget problem, så længe det er ens eget afkom (i hvert fald ikke endnu).
  • Frustrationerne ved ikke at kunne gøre noget ved gråd og skrig har ikke været så slemme som frygtet — på den anden side har redningen i form af moderens unikke evner aldrig været langt væk.
  • At lade barnet falde i søvn på ens bryst er guld.
  • Jeg kan vist bruge uendelig tid på bare at kigge på hende.
  • … men allerhelst ville jeg egentlig gerne kramme hende rigtig godt igennem!

Jeg er far, og jeg kan li’ det.

Красавчик

Det er efterhånden et godt stykke tid siden jeg har fået lagt et mandagsfoto op her på bloggen, nok ikke mindst fordi jeg ikke har fået fotograferet så meget på det sidste. Nu er lyset dog ved at være tilbage, og så kan det være der begynder at ske noget igen.

I mellemtiden er her et par links til nogle aktive fotoblogs på LiveJournal — de er russiske, så jeg ved ikke hvad der står, men det er flotte billeder:

Se i øvrigt også Morten Blinksbjergs Fugle (via Oschlag), jeg tror også jeg må få lavet mig et blærearkiv i stedet for den store samling.

NB: Jeg aner ikke hvad overskriften på dette indlæg betyder, jeg håber det ikke er provokerende eller diskriminerende…

Cale in da House

John Cale på Rust

Der var bonuskoncert med John Cale — ikke at forveksle med J. J. Cale, jeg havde ellers warpet dem sammen til én og samme person — på Rust tirsdag aften.

Han lagde ud med nogle gamle travere der gav stærke associationer til Lou Reed, og som på en eller anden måde føltes som var det soundtracket til min fødsel, uanset at mine forældre formentlig lyttede til Elvis Pelvis og Trille på det tidspunkt. Hans indsats begrænsede sig i begyndelsen til lidt rytmeguitar og nogle nasale lyde der skulle gøre det ud for sang, det var først da han skiftede til synthesizerne, at der rigtig kom gang i den.

Sangen om Ray og de underlige gaver blev introduceret, og derefter var der flere tidspunkter hvor jeg faktisk fornemmede han ramte mig i mellemgulvet med både tekst og musik. Det var mere melodisk og langt fra den pumpende indledning. Og så spillede han “Walking the Dog”!

Vi købte ikke det netop udgivne album, Circus Live, med hjem — der var ellers mulighed for at få det signeret, men vi har overtaget svigerfars pladesamling, og i den er der flere albums der skal have en rundtur i den nærmere fremtid.

Rust havde i øvrigt respekteret et ønske fra John Cale om at holde stedet røgfrit, og det var sådan set en god idé — selvom der var proppet og varmt, var der ikke problemer med at trække vejret. Til gengæld har det den uheldige sideeffekt, at man pludselig kan lugte alt. Alt. Også ølsjatterne, det seneste måltid fra ham bagved, og kropsdunster fra ham foran…