Det er underligt hvordan vi mennesker ikke altid opfører os rationelt:
Sammenhængen? Den er vist ikke-eksisterende…
Det er imponerende, at Ny Alliance har formået at konvertere så mange tilmeldinger til betalende medlemmer, også selvom prisen ikke ligefrem er afskrækkende — det er trods alt mindre end hvad det f.eks. koster at være medlem af SF i et enkelt kvartal.
Til gengæld er det så heller ikke klart hvad man får for pengene hos NA…
Der er ingen vedtægter på plads, så det kan være medlemmerne får mulighed for at slikke frimærker, men heller ikke mere — måske det nye parti bliver topstyret i endnu højere grad end tidligere set?
Samtidig er politikindholdet i det nye parti mildest talt fraværende — udover et par overskrifter der først og fremmest er antiholdninger i forhold til Dansk Folkeparti, er det mest klare en udmelding om et skatteloft på 40%, men intet om hvordan det skal finansieres og hvem der skal betale for at dem der har nok skal have mere.
Bedømt på det sparsomme grundlag er der ikke grund til at tro andet end at de ender med at blive vedhæng til Anders Foghs projekt, og så kommer vi vist til at skulle nøjes med status quo og ikke en revolution.
Eller som det bliver udtrykt i At Tænke Sigs Nyhedsbanalyse:
Skulle det alligevel lykkes for nasercisterne at komme i Dolketinget, vil de ligesom Dansk Folkeantipati pege på Anders Fjogh Rasmussen som statsminister og støtte en stram udlændingepolitik for at sikre, at Dansk Folkeantipati ikke får indflydelse på regeringens politik.
For noget tid siden kom forbruger- og familieminister Carina Christensen i modvind med sit krav om, at danskerne skulle få flere børn. Det blev præsenteret skidt, men baggrunden var sådan set reel nok — nu om stunder kan det være problematisk at få det hele til at hænge sammen for en stor gruppe børnefamilier.
Det stod hurtigt klart, at det var nødvendigt med konkrete initiativer for at nå målet om flere børn, og nu er Familie- og Arbejdslivskommissionen så kommet med sine 31 bud på at skabe bedre balance mellem familie- og arbejdsliv. Der er gode elementer, men ligesom regeringen reelt fraskriver sig ansvaret med sin kampagne om et ton mindre CO2, er der alt for meget varm luft i rapporten:
Anbefaling 6: Der bør indføres sunde, forældrebetalte madordninger i alle dagplejer, vuggestuer, børnehaver og skoler.
Fint, men hvor skal pengene komme fra? Fra de udsultede kommuner? SF’s forslag, Tid til det hele liv, tager anderledes håndfast stilling, som det også kan ses i et tidligere fremsat forslag om gratis, økologisk skolemad.
Specielt hyklerisk kommer det til at se ud, når man i det foregående forslag forsøger at dreje sig lidt ind i retning af den vigtige forebyggelsesvinkel:
Anbefaling 5: Sygdom i dagtilbud bør forebygges. Børn i daginstitutioner er dobbelt så meget syge som børn, der bliver passet hjemme. Risikoen for smitte skal mindskes.
Det hænger jo sammen — nok og bedre mad giver bedre helbred, dermed færre sygdomme og dermed færre sygedage og sparede sundhedsudgifter.
Et godt forslag er derimod udvidelsen af hjemmeserviceordningen, hvis den som planlagt bliver målrettet børnefamilierne — det vil samtidig reducere omfanget af sort arbejde og formentlig også medvirke til bedre integration generelt.
På barselsområdet er udspillet dog næsten ligeså bagstræberisk som man kunne forvente:
Anbefaling 20: Der bør skabes bedre betingelser for, at mænd kan tage barselsorlov. Der bør øremærkes minimum to ugers ekstra lønnet barselsorlov til mænd.
I det tempo vil det tage lang tid at nå op på siden af lande vi normalt sammenligner os med — tag hellere fat i SF’s forslag om øremærkning af 3 måneders barsel til faderen!
Amerikanerne og franskmændende har nu med sikkerhed noget tilfælles, noget som måske kan skabe bedre relationer på tværs af Atlanten: De har begge valgt en højreorienteret præsident med snævert flertal, en præsident som paradoksalt nok er bedre til at dele end samle.
Det er ærgeligt at franskmændende har fravalgt muligheden for at se fremad og udad, med Nicolas Sarkozy vil de nu begynde at se indad og bagud, og dermed bliver der sat en bremse på både Frankrig og EU.
Held og lykke til Frankrig og franskmændene, de får brug det!
Det er ikke altid, den ene hånd er klar over hvad den hånd foretager sig.
Eller: Krak fortæller udadtil med den ene hånd at de ændrer deres linkpolitik — og i øvrigt begynder at blande sig i blåkosfæren — men samtidig fortsætter de med den anden hånd de gamle takter med at sende advokatskrivelser: Krak til hobby-virksomhed: Betal for link.
Jeg ved om man skal græde eller grine, men det er vist ikke nødvendigt med yderligere kommentarer…
En heldigvis kun meget lidt relateret nyhed er, at Kraks Poul Anton Møller er død mens han var på ferie i USA. Jeg har diskuteret lidt med ham i forbindelse med Krak-link-sagerne tidligere på året, og selvom vi langt fra var enige er det alligevel sørgeligt.
Opdatering: Som jeg også har givet udtryk for det i kommentarerne til dette indlæg burde jeg ikke have blandet de to ovennævnte emner sammen. Det beklager jeg meget, og det var under ingen omstændigheder min mening at give udtryk for andet end at Poul Anton Møllers død er sørgelig og beklagelig — uanset de faglige uenigheder.
Delebiler bliver mere og mere udbredte, ikke mindst fordi man både kan spare penge og miljø ved ikke at have en metalklods stående i garagen.
Desværre er der ikke en delebilsordning i Hvidovre hvor vi bor, de nærmeste foreninger er i Albertslund, Rødovre og København, og det er ikke praktisk nok til at være interessant.
Er der mon ikke andre derude, som også ville finde det interessant at kunne deles om en bil — eller flere? Måske vi kunne finde sammen om at starte en forening med centrum i Hvidovre?
Lån og Spar Banks tidligere direktør brokker sig i Computerworld over, at det er TDC og ikke bankerne der driver den digitale signatur i Danmark:
Som det er nu, går TDCs indtægter fra den digitale signatur videre til TDCs amerikanske ejere. I virkeligheden taler vi om, at vi betaler til amerikanske pensionister, når vi bruger den digitale signatur i Danmark. Det synes jeg er dybt godnat.
Det er ikke fordi jeg foretrækker TDC, og Lån og Spar Bank er ikke den værste bank i denne henseende, men hvor skræmmende er det lige, at en bankdirektør ikke forstår kapitalstrømmene? Ville det være bedre hvis det var stenrige danske pensionister på Strandvejen og Lån og Spar Banks øvrige (muligvis amerikanske) aktionærer der fik pengene?
På en dag som netop i dag — 1. Maj, Arbejdernes Internationale Kampdag — er det vist soleklart, at hverken klassekampen eller vesntrefløjen er død. Når storkapitalisterne i den grad kan brokke sig over ikke at kunne skumme fløden endnu mere, er der stadig behov for en venstrefløj der kan lukke skattehuller og holde fokus på os alle som individer, der har rettigheder uanset hvor og hvordan vi ankommer her til verden.
Min gamle ven, forlagsredaktøren på Forlaget Facet, Sebastian Schultz (som jeg i parantes bemærket får set alt for lidt), får god omtale i disse dage — Ane-Marie Kjeldberg udgiver i næste uge romanen Fred og Ro, og i den forbindelse lanceres et litterært eksperiment.
Vi har tidligere set hvordan blogs er blevet brugt til at skrive bøger, men nu blogger de tre hovedpersoner fra bogen selv:
De tre blogge i sammenhæng kan anskues som et litterært værk, der er baseret på den umiddelbare og nogenlunde kontinuerte skrivning og på interaktivitet med læserne.
Jeg ved ikke hvor det vil bære hen, men det ser interessant ud, og derudover ser bogen faktisk også ud til at være ganske interessant.
Også Udenrigsministeriet forsøger sig nu med lidt viral markedsføring i stil med brysterne fra Rådet for Større Færdselssikkerhed.
Til brug for en kampagne for rejseforsikringer har de begået en håndholdt film som de selv mener er “lidt plat”. Det er vist meget rammende, og ikke mindre plat er deres tilgang til konceptet — de har udsendt en pressemeddelelse…
Debatten om Asmaa Abdol-Hamids holdninger, hendes tørklæde og Søren Krarups tåbelige ytringer har bølget en del frem og tilbage, og der er efterhånden ingen ledige synspunkter tilbage — alle er vist blevet dækket ind.
Således også blandt SF-bloggerne derude — dem er der efterhånden en del af — og skulle nogen være i tvivl om at der er “højt til loftet” i SF, kan man med en hurtig søgning på Planet SF selv forvisse sig om at den er god nok, der er rimelig variation i holdningerne.
Selv er jeg vist mest enig i Ida Aukens udlægning af sagen — i et demokrati kan man ikke tillade sig at pege fingre af retten til en holdning. Deraf følger naturligvis også, at alle har ret til deres egen, også selvom den er underlig — i sidste ende kan man jo stemme som man lyster…