Kategoriarkiv: Nørderier

Hårrejsende påstande om bloggere

Henrik Føhns blogger her, der og allevegne, og i sidste uge skrev han i Informations klumme om det globale visitkort.

Argumentationen og tallene skal jeg ikke gå nærmere ind på, men blot konstatere, at selvom han måske ikke bærer blåkosfærens mest omfangsrige hårpragt, er der alligevel et stykke vej til at erklærer os alle for hovedhårsmæssigt udfordrede:

I disse år er vi vidner til den største offentlige fremvisning af uautoriserede cv’er nogensinde. Men bloggerne løber med al opmærksomheden, selvom de er kun sølle 55 millioner på verdensplan og skaldede 30.000 i Danmark.

Sensation: Bryster set på nettet

At læse overskrifter i de landsdækkende medier er til tider ikke ueffen underholdning — ikke mindst når man ved, at det er det samme de skriver om:

Jeg er ikke helt sikker på hvem der vinder, men JP havde intet bidrag, og må derfor nøjes med hædrende omtale for en artikel der kun er minimalt relateret til emnet:

Lynhurtig melon-basker kom i rekordbogen

Filmen det hele drejer sig om:

Fra speedbandits.

PS: Nej, jeg kan ikke svinge mig op til at mene det er undertrykkende for kvinder i et omfang der matcher den mulige gevinst i form af sparede menneskeliv og -lemmer — i værste fald skulle man måske mene det siger mere om målgruppen…

Pernille Bagge blogger

Jeg har netop tilføjet endnu en blogger til listen på Planet SF: Pernille Bagge.

Bloggen er ganske vist linket fra hendes “hjemmeside” hos SF, men alligevel har det hidtil — i hvert fald for mig — været en velbevaret hemmelighed.

En del af årsagen kan naturligvis være, at jeg bare ikke har fulgt med, men derudover er der det problematiske i, at bloggen benytter sig af rammer, har flere forskellige adresser, ikke har en god linkstruktur, og derudover ikke tillader hverken trackbacks eller link i kommentarerne. Det sidste er dog nok ikke så ringe, når nu spamrobotterne allerede er dukket op…

Altsammen er det naturligvis teknik, men samtidig tekniske problemer som er løst for længe siden, og som udgør en hindring for at føre en ordentlig samtale. Det er ærgeligt, for som det f.eks. kan ses på Balders blog, kan samtalerne blive ganske gode hvis man vil.

Når alt det er sagt, så glæder jeg mig dog over, at Pernille nu er at finde i blåkosfæren — og i radioen. Det bliver spændende at se om hun kan få skubbet til nogle holdninger og bragt lidt balance ind i de politiske skriverier.

Opdatering: Det bliver bare ved, nu er også SF’s næstformand og folketingskandidat i Hvidovre, Jakob Nørhøj, hoppet på blogvognen. Dermed har Planet SF rundet de 20 aktive bidragydere, omend nogle naturligvis er mere aktive end andre, og dermed er SF måske også ved at være partiet med flest bloggere og størst webtilstedeværelse.

Ny linkpolitik hos Krak

For nogle uger siden, umiddelbart efter en del blog- og medieomtale af bl.a. sagen mod Gauguin, oprettede Krak nogle weblogs, heriblandt en til direktøren, Ove Leth-Sørensen.

Han kan i dag fortælle, at Krak har brugt de seneste uger på at revidere deres linkpolitik. Han henviser til Peter Sejer Dypevåg, som på sin blog fortæller om de nye regler, og at der nu findes en decideret FAQ (OSS) for de relaterede spørgsmål.

De nye retningslinjer gør det klart, at enkeltstående links er tilladt, også fra kommercielle foretagender, mens flere links ikke er.

De har altså ændret på deres holdning til enkelte links — dog under dække af, at man ikke har været tilstrækkelig præcise i udmeldingerne — men har fortsat ikke ændret holdning til det grundlæggende spørgsmål: Er det lovligt at linke til en specifik side hos Krak, uden forudgående aftale? Krak mener altså fortsat, at det kræver en aftale hvis det er link nummer to, mens det første link er OK. Det er vist ikke en juridisk fortolkning der vil holde i byretten Sø- og Handelsretten.

Samtidig har man ikke opdateret kortsiderne med links til retningslinjerne, så det er fortsat en form for bondefangeri man bedriver — det er umuligt at gætte sig til de betingelser der tilsyneladende gælder, det eneste der fremgår af kortsiden er teksten på selve kortet:

Kortet må ikke eftergøres uden tilladelse fra Kraks Forlag AS [sic].

Hvis Krak mener at den sætning gør det klart, hvordan og hvornår man må linke til deres kortsider, mener de åbenbart samtidig, at et link er det samme som eftergørelse, og det er jo ikke tilfældet — det er ikke ophavsretten der er i spil her.

Læs i øvrigt mere hos Paul O’Flaherty om sagen i forhold til linkpolitikken, han har blandt andet foretaget et interessant eksperiment.

Fullrate, kapitel 5

Jeg fik hentet den nye router fra Fullrate på posthuset i torsdags, og efter lidt roderi har har forbindelsen fungeret upåklageligt (naturligvis med en afbrydelse i forbindelse med selve udskiftningen):

Fullrate-forbindelse

Udskiftningen faldt sammen med en ændring på centralen, så jeg har også fået ny IP-adresse, men da jeg jo ikke har opdateret DNS endnu, gav det ikke problemer. Til gengæld skal jeg nu finde ud af hvordan jeg migrerer over på den nye forbindelse med minimal nedetid, for serveren i kælderen skal jo ikke gerne stå ubenyttet hen.

Foreløbig har jeg sat TTL på DNS ned til en time, men jeg overvejer om det kan lade sig gøre at sætte et ekstra netkort i serveren eller måske sætte en midlertidig proxy op foran den, men jeg ender nok med bare at skifte DNS og så satse på at virker — alternativet vil nok være for meget besvær for stort set ingenting. Til gengæld tror jeg at jeg sætter en maskine op til at svare på den gamle forbindelse med en venlig meddelelse…

Nu skal den gamle router returneres, og heldigvis fulgte der en returpakkeseddel med den nye router, så det koster kun et besøg på posthuset.

Det er god service, som stemmer fint overens med det generelle indtryk af Fullrate. Som Joachim påpegede i en kommentar udviser de godt købmandsskab, også i forbindelse med den faktiske båndbredde der skal betales for.

Det sidste er de ellers tilsyneladende blevet hængt ud for i Ekstra-bladet, men på Fullblog skriver de hvordan det faktisk forholder sig — bortset fra nogle tekniske problemer kommer man kun til at betale for det man får.

Google i modvind i Belgien

Google har i Belgien også tabt anden runde i en sag om ophavsret.

Som Google selv skriver om sagen på deres blog, er der tale om links til artikler med tilhørende overskrift og uddrag. Google mener naturligvis at det er “fair use”, men retten mente altså at der var tale om en overtrædelse af ophavsretten. At de belgiske medier kunne have undgået problemet i første omgang ved at benytte sig af standarder som robots.txt og metatags, havde åbenbart ikke betydning.

Uanset det endelig udfald af sagen — hvis Google som meddelt har tænkt sig at anke den — er det da i det mindste en god ting, at det ikke er selve linkene der er i skudlinjen, men udelukkende brugen af overskrift og uddrag. Sagen kan altså ikke bruges som argument i debatten om “dybe links”, som Krak ellers prøver på.

Opdateret: Computerworld skriver om sagen, og desværre forsøger de også at kæde det sammen med “dybe links” — men mener samtidig at det er sjældent “at enestående brug af andres artikler bliver kørt igennem pressemaskinen” (her mener de dog nok “enkeltstående” hhv. “retsmaskineriet”). DDF‘s chefjurist Holger Rosendal holder dog tungen lige i munden og nøjes med at konstatere at “man jo gerne må skrive resuméer af andre nyheder”.

Fullrate, kapitel 4

Så er der gode nyheder!

Her til morgen blev jeg igen ringet op af medarbejderen fra Fullrate. Han kunne fortælle, at han sammen med et par teknikere havde set nærmere på min linie i går eftermiddags. De havde fundet og rettet en fejl, og håbede at det ville have en effekt.

Det kunne jeg heldigvis bekræfte — siden i går eftermiddag omkring kl. 17 (hvor de også havde prøvet at ringe) har der været hul igennem konstant:

Fullrate-forbindelsen oppe!

Desværre er den nye router allerede afsendt, og af hensyn til registreringen i deres system bliver jeg nødt til at hente den på posthuset og bytte den gamle ud, men hvis det er prisen for en velfungerende forbindelse tager jeg det med.

Nu mangler jeg bare at få hul igennem den anden vej, altså udefra, så jeg kan få flyttet serveren over på den nye forbindelse og komme af med den gamle. Indtil videre har jeg ikke haft held med det, men det skyldes muligvis mine egne roderier med routetabeller, så jeg tror jeg vil vente på den nye router og feje for egen dør inden jeg melder fejl…

BlogTjek!

Som tidligere omtalt er der blevet fulgt op på et initiativ fra Blogforum2, og BlogTjek 07 er nu i luften!

Jeg har tilmeldt min blog, Eksponering (husk at svare på spørgeskemaet, det tager kun 2 minutter), og for at få et godt grundlag at konkludere på, synes jeg også DU skulle tilmelde din blog.

Resultaterne fra undersøgelsen bliver gratis tilgængeligt for alle, dog naturligvis undtaget de “personlige” kommentarer om denne blog, som kun kan ses af undertegnede. Der bliver desuden skrevet en rapport om undersøgelsen, og den bliver naturligvis også gratis!

Skynd dig at svare og tilmelde din egen blog — undersøgelsen vil kun være aktiv i et par uger.