Kategoriarkiv: Blåkosfæren

http://da.wikipedia.org/wiki/Weblog

Blogkontrol?

Emme mener at det ikke sjovt mere, nu hvor DJØF har kigget nærmere på blogs og medieansvarlighedsloven.

Uden at være jurist ser der dog ud til, at man ikke behøver bekymre sig voldsomt — først og fremmest fordi det er frivilligt om man vil registrere sig, og dermed blive omfattet af loven. Til gengæld får man så formentlig heller ikke mulighed for at beskytte sine kilder…

Analysen fra DJØF mener dog at vide, at blot man tillader uredigerede kommentarer, falder man udenfor loven, men den holder vist ikke i retten. Det er vist ikke urimeligt at antage, at man som blogger ikke er ansvarlig for kommentarer, men selve indlæggene kan man ikke løbe fra.

Til gengæld bliver de henne i USA ikke bekymret med muligheden for at vælge — blot man har mere end 500 læsere (hvordan det så end opgøres?) og i øvrigt mener noget, skal man måske fremover registrere sig hos kongressen som lobbyist.

Det er underligt med de amerikanere. For over 200 år siden var der nogle der var godt fremme i skoene og tænkte fremsynede tanker, og de nuværende indbyggere i Guds eget land forsømmer aldrig at henvise til dem i forhold til til andre landes opførsel, men alligevel formår de at skyde sig selv i foden, tilsyneladende helt uden at opdage det…

Opdatering: Det ser ud til at faren for amerikanerne er afblæst, i hvert fald i denne omgang.

2 års fødselsdag

Nærværende blog kan i dag fejre to års jubilæum.

Mit første indlæg indvarslede et forsøg med indbygget forsæt til semidaglige opdateringer, og nogle kun delvist konkrete mål:

Jeg vil lære at være mindre perfektionistisk, skrive bedre og blive mere produktiv.

Hvordan synes jeg selv det er gået?

Jeg kan med rimelig sikkerhed konstatere, at jeg ikke er blevet væsentlig mere produktiv — sjovt nok nemt observeret via min anden weblog, der tydeligt lider af infrekvens.

Derimod føler jeg at jeg er blevet lidt mindre perfektionistisk, det er som om antallet af ord per minut er steget over de seneste par år.

Det er lidt sværere at vurdere hvorvidt jeg blevet bedre til at skrive, det er der nok andre der har en mening om, men det er ikke umiddelbart mit indtryk at det går den forkerte vej (som det kan udtrykkes).

Alt i alt er det nok for tidligt at erklære det for en succes, men under alle omstændigheder har jeg haft det — og har det fortsat — sjovt, og det har været en spøjs oplevelse at lægge mærke til, hvordan jeg jævnligt fanger mig selv i at tænke det her skal blogges

Zeitgeist

I disse dage bliver der gjort status — med inspiration fra Googles Zeitgeist bliver der offentliggjort lister med tendenser og statistikker, som f.eks. hos Jesper Laugesen, og således også her, Zeitgeist for Eksponering 2006:

Top 10 mest besøgte indlæg:

  1. Kur, dag 1
  2. Vis mig din fryser…
  3. Kur, evaluering
  4. Gmail-invitationer
  5. Skrivebordet
  6. UFO?
  7. NFL på Zulu
  8. Vægt
  9. Spam-underholdning
  10. Mandagsfoto

Top 10 mest anvendte søgetermer fra Google (synonymer o.l. udeladt):

  1. vægttab
  2. rigshospitalets stofskiftekur
  3. gmail
  4. 13 dages kur
  5. forår
  6. invitationer
  7. pot
  8. natfilmfestival
  9. blog
  10. ufo

Ikke overraskende er der stor korrelation mellem læste indlæg og anvendte søgetermer…

Bonusinformation: Det suværent mest kommenterede indlæg var Gmail-invitationer med over 60 kommentarer, dog heraf halvdelen mine egne.

Godt Nytår!

Gus Jensen outet

Så er der ikke længere en mystisk Gus: Gus Jensen besøger Nyhedsavisen.

Anders Gylling Trier fra Nyhedsavisen var ved at få skovlen under “ham”, og så var det slut. Bag facaden i Sydhavnen gemte sig to redaktører fra PC World, Mikkel William Nielsen og Jes Schyum.

Det er et spøjst indlæg i blåkosfæren der hermed har fået en ende. Måske ikke ligefrem Danmarks svar på lonelygirl15, men dog alligevel et fænomen der sætter sine spor, og markerer en overgang.

Blogs er mainstream, også i Danmark.

Akismet-problemer

Det lader til at der er problemer med Akismet, som jeg og mange andre benytter til at validere kommentarer her på bloggen.

Under normale omstændigheder er det bare genialt til at undgå link til porno og viagra, men her til formiddag melder den pludselig, at min API-key fra WordPress.com ikke er gyldig. Jeg har imidlertid dobbeltchecket den, og den skulle være god nok.

Til gengæld ser det ud til at problemet skyldes, at en central server hos Akismet er nede, eller nærmere at de har problemer med deres DNS-opsætning:

$ ping rest.akismet.com
ping: unknown host rest.akismet.com

Jeg håber de får den op at køre snart, for ellers bliver jeg nødt til at lukke for kommentarer indtil jeg har fundet en anden løsning — alternativet er 30-40 stykker spam om dagen, og selvom det til tider kan være ganske underholdende, vil jeg egentlig helst være fri…

Update: Den var god nok, det var DNS-problemer. Problemet lader i øvrigt ikke til at have haft den helt store effekt på antallet af spamkommentarer, men måske spammerne også har været til julefrokost?

Videojul — nu med julehjerte

Det er ikke længere kun emme og Line P der kan kalde sig pinlige, jeg er nu også med i det (gode eller ekslusive?) selskab.

Jeg fik låge nummer 6 i Pollas’ videojulekalender

Skulle man i øvrigt være blevet træt af at reloade julekalenderen for at se hvornår det næste afsnit er klar, kan man benytte sig et feed jeg har lavet til formålet: videojul.rss.
Hvis man vil gøre sig uafhængig af min maskine, og hellere vil bruge f.eks. W3’s XSLT-service, kan man her hente det XSLT-script der bliver brugt til at generere feedet: videojul.xsl (eksempel på brug).
Det hele baserer sig naturligvis på, at Pollas ikke lige pludselig begynder at producere en anden slags HTML…

PS: Der er vist stadig ledige låger!

Video-julekalender

Det første afsnit af pollas’ video-julekalender er nu tilgængeligt bag den første låge på KarateCorp (?).

Emme og Line P caster til et blogosfærisk krybbespil — ganske glimrende, men lettere ekskluderende, i hvert fald når man som langt størstedelen af blogosfæren ikke er med blandt de udvalgte til rollerne! Det lød dog som om der stadig var ledige pladser på engleholdet.

Nu må jeg bare til selv at komme i gang med at filme…

I øvrigt havde pollas geniale idé inspireret mig til en ikke helt så genial idé, men dog alligevel med potentiale indenfor vlog-genren. Jeg havde afskrevet selv at gøre noget ved den, men det kunne jo være der var andre der havde lyst. Som sædvanligt blev jeg dog overhalet af virkeligheden.

Idéen: Jul i Ungdomshuset.

Virkeligheden: Det er allerede 1. december, Ungdomshuset bliver ikke ryddet, og så har Urban desuden brugt konceptet i artikelform.

Hrmf.