Kategoriarkiv: Fødevarer

Mandagsfoto

En gang i mellem tænker jeg på hvor rart det ville være med et rigtig makro-objektiv, så man kunne komme rigtig tæt på først og fremmest blomster og insekter. Ikke mindst fordi den gyldne regel om at gå tæt på synes næsten uopnåelig uden.

Det sker dog, at man alligevel kan komme tæt nok på, selv med et almindeligt objektiv:

Tomat på ost og løg

Jeg skulle nok have skåret lidt mere af i toppen til fordel for lidt mere bund, men alt i alt syntes jeg det er et lækkert billede — måske også fordi jeg er lidt sulten…

Samtidig illustrerer det — ligesom de forrige fotografier — hvad man kan gøre med det “rigtigte” udstyr, billedet ville slet ikke være blevet det samme med et almindeligt lomme-digitalkamera.

Titelforsvar

Der var quiz på Wascator igen i går.

Sidste gang vandt vi — og gangen før blev vi nummer to, så forventningerne var naturligvis i top. Det blev resultatet ikke, det endte med en sjetteplads blandt otte deltagende hold!

Vi begyndte ellers fint med en delt førsteplads i først runde, for derefter at dumpe ned på tredjepladsen efter anden runde (der bl.a. indeholdt et spørgsmål om den tidligere quizmaster Torben Sangild). Det var den tredje runde der tog pusten fra os, med sine mange obskure musikrelaterede spørgsmål, f.eks. om et norsk dødsmetalband og om punk i 70’erne…

Bonusrunderne havde vi heller ikke held med, og da holdet med svigerinden endte som nummer to, var det som om at glide ned i et sort hul af klæbrig apati.

Vi fik spist præmien fra sidst og drukket den glimrende tilhørende økologiske hvidvin, et par høkerbajere blev det også til, men alt i alt var det en skuffende aften. Det kan godt være de siger det gælder om at være med, men der er altså ikke noget som at vinde…

Back in the ‘hood

Skal slå et par timer ihjel på Nørrebro, og det går op for mig, hvor rart det er at være tilbage.

Efter flytningen til Hvidovre har jeg ganske vist været forbi en del gange, men det har været i hurtigt tempo, og ofte lukket inde i et mødelokale.

Stemningen er altså helt speciel, også her på Laundromat, hvor det er blevet til en klassisk caféburger:

Grillburger

Man føler sig lidt som gæst, når man sådan kommer udefra.

Men rart er det.

Skæverter

En lille samling af dagens muntre indslag:

  • Byen Roanokeva i Virginia, USA, har valgt at hænge parkeringssyndere ud på nettet. Godt man ikke behøver tænke på den slags.
  • I dagens Urban er der en artikel om fødevarer og slagtere, hvor en af sidstnævnte har valgt dagens dårligste analogi: Kunderne skal have en god oplevelse i butikken og ikke bare bankes igennem som et stykke kvæg. Jeg tror jeg handler et andet sted, hvis det er udtryk for deres indstilling til kvægbehandling.
  • Apropos fødevarer: Familie- og Forbrugerminister Lars Barfoed søger en særlig rådgiver. Formentlig ingen helt dårlig idé, men det er vel de færreste der ikke kan fortælle ham, at han nok burde gøre mere ved problemerne, fremfor at sminke på dem.

Vis mig din fryser…

… og jeg skal sig dig hvem du er?

Måske ikke, men Rasmus fra Kammeret (er der i øvrigt en sammenhæng mellem “Kammeret”, “Kammerat” og “Kameraet”?) viste i sidste uge indholdet af sin fryser frem, komplet med flickr tags.

Chancen for at deltage i sådan et meme kan jeg naturligvis ikke lade gå fra mig, så jeg smuttede en tur i kælderen, tog et billede og gik derefter i krig med noterne på flickr:

Fryser

I modsætning til Rasmus’ fryser er vores ikke nær fuld — det er en helt ny og energieffektiv kummefryser, indkøbt bl.a. fordi vi gerne vil gave plads til et halvt dyr i ny og næ, og så fordi haven producerer diverse frugter vi kan gemme.

Er det service? Jeg ved det ikke, men under alle omstændigheder understreger det vist pointen i det forrige indlæg

Vægt

Der er ikke noget som en fin kurve…

Vægt: Fra 91,3 til 81,3 på 16 uger

Kurven vil blive opdateret med forholdsvis jævne mellemrum, så længe jeg gider (baggrund og forklaring).

Jeg har overvejet om det psykologisk ville være bedre med en kurve der steg i stedet for at falde, måske ved at plotte “tabt overvægt” i stedet for faktisk vægt, men det virker vist godt nok som det er.

Opdatering 3. juli: Kurven knækkede i forrige uge, men jeg har på fornemmelsen det skyldes ekstraordinært vægttab i den foregående uge, siden da er den fortsat i den rigtige retning.

Opdatering 19. juli: Endnu engang er kurven knækket, og med den kommende uges hårde alkoholprogram er det nok tvivlsomt om jeg får den tilbage på ret kurs inden længe. Overordnet går det dog fortsat i den rigtige retning, og der er flere og flere af dem jeg ikke ser jævnligt som lægger mærke til det!

Opdatering 21. august: Efter et lille hik — formentlig på grund af feriens udskejelser — er vægten fortsat på vej ned. Hastigheden er naturligvis ikke hvad den har været, men det går da i den rigtige retning. De 10 kilo er rundet, og næste milepæl bliver når jeg når ned i halvfjerdserne, det har jeg vist ikke været siden gymnasietiden…

Opdatering 18. marts: Her næsten et år efter vi begyndte på kuren, holder vægten stadig. Den har over det sidste halve års tid ligge rimelig konstant omkring de 82, men er lige nu — efter et par omgange influenza el. lign. — nede omkring de 80. Det ser ud til at det holder…

Andre observationer i forbindelse med vægttab:

  • Jeg får brug for et bælte mere (jeg tror jeg skipper selerne, også de røde).
  • Trapper er ikke så slemme mere.
  • Jeg kan passe de bukser jeg i et optimistisk øjeblik havde købt på tilbud.
  • Der skal fjernes et led i min urkæde.

Kur, evaluering

Der er nu gået nogle uger siden kuren — den 13-dages kur der nogle steder går under navnet “Rigshospitalets Stofskiftekur”, uanset at der ingen sammenhæng er mellem kuren og Rigshospitalet — og det må være på tide med lidt evaluering.

Bruttoresultatet af kuren blev et tab på 6 kilo, målt som ændring i daglig morgenvægt over de 13 dage, fra 91,4 kilo til 85,4 kilo. Umiddelbart efter kuren røg der omkring 1,5 kilo på igen.

Efter kuren har vi forsøgt at lægge vores kost lidt om, så vi spiser bedre morgenmad, og samtidig prøver at spise færre kulhydrater, specielt den slags man ellers får nok af når man spiser bl.a. pasta, ris, kartofler og (hvidt) brød. Det har også virket, og målt på ugentlig gennemsnitsvægt er jeg nu blevet reduceret fra 91,3 kilo til 83,8 kilo på 8 uger, hvoraf de første 2 uger ganske vist bestod af hårde prøvelser, men der er alligevel røget 2,5 kilo siden kuren sluttede.

Vore kostomlægning er inspireret af bogen “Lev fedt — bliv slank, Omega-metoden (En livsnyders guide til et sundere liv)” af Niels Ehler, Gyldendals Bogklubber. Der er formentlig lidt slægtskab med Atkins-diæten, men bogen argumenterer godt for sagen i sin analyse af stofskiftet og de faktorer der påvirker det, herunder hvordan der også er forskel på de forskellige typer fedt. Grundlæggende er moralen at man sagten kan spise godt og fedt — dvs. grundlæggende normalt — hvis bare man undgår for mange kulhydrater, og desuden sørger for at reducere mængden af dårlige fedtsyrer.

Min oplevelse er i store træk i overensstemmelse med “opskriften”: Selvom vi næsten dagligt både spiser (rug- eller knæk-)brød med smør, dressing på salaten og (mørk) chokolade til kaffen, og jævnligt skejer ud og både drikker øl og spiser “dårligt”, fortsætter vægten med at falde. Man skal ganske vist tænke en smule mere over sine indkøb og valg, men når det er overstået føler man absolut ingen afsavn — når f.eks. middagen kan bestå af både kød og salat, gør det ikke så meget at man skal undvære pasta, ris eller kartofler, og morgenmaden bestående af friskpresset grapefrugt, appelsinjuice, youghurt med müsli og knækbrød med smør og ost er faktisk en bedre oplevelse end det sædvanlige grovbrød, også selvom det koster lidt mere af den dyrebare morgentid.

Konklusionen er altså at 13-dages kuren ganske vist virker, men også baseret på oplevelserne under kuren — sult og træthed — er det ikke noget man skal kaste sig ud i uden overvejelser. Samtidig er det grundlæggende nok ikke besværet værd, det giver ligeså godt at spise bedre, uanset at vægttabet måske tager lidt længere tid.

Jeg vil fortsætte med at spise som jeg har gjort de sidste uger, og så må vi se hvad der sker — jeg har ingen grund til at tro at fortsat fokus på kulhydraterne kombineret med bl.a. en ugentlig tur i svømmehallen ikke vil reducere min vægt yderligere, eller i hvert fald sørge for at den er sammensat og placeret bedre…

Update: flix har en artikel om principperne, Pas på pastaen og proteinerne, læs den!

Kur, dag 13

Så oprandt den, dag 13. Normalt forbinder man jo tallet 13 med noget dårligt eller uheldigt, men sådan er det ikke for os der er født på den 13. — og så var det jo i øvrigt ikke fredag…

Under alle omstændigheder var også vægten med på legen, der var røget et halvt kilo mere, og da dagen blev begyndt lidt senere end normalt, har der ikke været problemer med at få maden til at strække. På den anden side kræver det heller ikke meget energi at se fodbold i fjernsynet!

Det endelige resultat venter i morgen tidlig, men bare det at have gennemført er en sejr i sig selv, så det måtte vi fejre med et lille stykke chokolade til kaffen.