Alle indlæg af Morten

Om Morten

Morten Høybye Frederiksen bor i Hvidovre, arbejder til daglig med databaser, skyen og projektledelse, er gift og far til to børn, og bruger fritiden på bl.a. politik, fotografering, WordPress og det semantiske web.

Selvundersøgelse

I en artikel fra Nyhedsavisens angrebsserie mod DR bliver de konservatives Helge Adam Møller citeret for at mene, at DR er en bananrepublik:

»DR er åbenbart den rene bananrepublik. Det svarer jo til at sætte en læge, der har savet det forkerte ben af, til at behandle klager over sig selv,« siger Helge Adam Møller.

Til det er der vel kun at konstatere, at så må regeringen også være en bananrepublik. Den har jo undersøgt sig selv, og er (også) nået frem til at der ikke er noget at komme efter.

Relateret: Boomerang

Krak og Gauguin i byretten

Det blev som frygtet en hurtig forestilling i byretten her til formiddag. Kun godt 20 minutter tog det før retten blev hævet af dommer Torrild Thomsen.

Krak var repræsenteret af Jesper Langemark og Kasper Heine (som vil føre sagen fremover) fra BvHD, og ikke som forventet af Tom Mortang. Gauguin var repræsenteret af sig selv i skikkelse af direktør Troels Olivero.

Kraks advokater indledte med at henvise til en fax, der ikke var nået frem til hverken dommer eller sagsøgte. Det viste sig at Krak først i sidste uge havde skiftet advokat — muligvis på grund af medieomtale af sagen om Per Kaarup, en fortolkning der understøttes af Computerworld — og de ville derfor gerne have tid til at forberede sig.

Samtidig mente de at sagen havde principiel karakter, og derfor burde behandles af Sø- og Handelsretten (som i parantes bemærket linker “dybt” til HT og DSB på deres side Sådan finder du os). Endvidere mente de at sagen havde mere markedsretlig karakter end oprindeligt antaget, idet sagen var startet som en inkassosag.

Gauguin mente ikke sagen var speciel principiel, idet der jo tidligere var faldet dom i tilsvarende sager, og ville derfor gerne have sagen gennemført. Samtidig gjorde Troels Olivero opmærksom på, at Gauguin ikke var interesseret i forlig, man ville have sagen ført til doms.

Herefter var der en diskussion om sagens indhold, hvor Krak hævdede at sagens genstand er dybe links — en “særlig måde at linke på, til en konkret fil el. lign.” — direkte til Kraks kort. Krak mente ikke der var faldet dom i sager om beskyttet, lovligt materiale, og mente derfor der var tale om en principiel sag, som samtidig havde pressens bevågenhed. Det sidste kunne Troels Olivero bekræfte — han oplyste at han var blevet ringet op af 50 journalister…

Der blev undervejs henvist til både tyske domme, Newsbooster-sagen, Ofir/Home-sagen og MP3-sagen i Vestre Landsret fra 2001 om links til ulovligt materiale. Der blev også smidt paragraffer rundt i salen, også i forhold til ophavsret og en evt. henvisning til Sø- og Handelsretten, men det mest overraskende moment var, da der blev forsøgt opnået enighed om de faktiske forhold.

Gauguin fortalte at man havde lavet et link til Kraks kort, så besøgende havde en mulighed for at finde ud af hvor Gauguin bor, uden at skulle indtaste adressen på Kraks side. Samtidig kunne Troels Olivero dog ikke erindre om der var tale om et “dybt link” eller om der kun var linket til forsiden…
Som jeg tidligere har vist, er det ved hjælp af internetarkivet’s wayback-maskine dog let at forvisse sig om, at linket rent faktisk var direkte til en kortside. Der kan man også se, at linket til Krak var på plads i hvert fald i perioden fra 5. august 2003 til 3. april 2005. Det står i modsætning til Gauguins påstand om, at det kun drejede sig om et par uger i begyndelsen af 2006, da sagen tilsyneladende tog sin begyndelse. Han brugte iøvrigt udtrykket “erindrer” på en måde som fremkalder minder om hedengangne Viggo Fischers udtalelser under Tamil-sagen.

Krak var enige i, at linket var blevet fjernet, men ikke i at den evt. korte varighed gjorde sagen mindre principiel.

Man opnåede således ikke enighed om det hidtidige forløb, og heller ikke om det fremtidige. Krak vil forsøge sig med at bede om en henvisning til Sø- og Handelsretten, og dommeren gjorde det klart at modstand fra Gauguin blot ville medføre at sagen blev afvist og genanlagt, hvilket naturligvis ikke vil få det overstået hurtigere.

Krak har nu fået til 20. februar til at fremsende begæringen om henvisning, hvorefter Gauguin vil få til 5. marts til at svare. Hvis begrundelsen fra Krak er god nok vil dommeren henvise til Sø- og Handelsretten.

Om det vil være godt for webbet hvis sagen kommer for Sø- og Handelsretten kan jeg ikke vurdere, men det vil være ærgeligt, hvis den kommer til at dreje sig om tid, et forsidelink eller ophavsret. Man må håbe at Gauguin får noget professionel hjælp, så Krak kan få kvalificeret modspil til deres skadelige påstand.

Indtil videre må vi nøjes med at holde øje med retslisten for Lyngby Ret og retslisten for Sø- og Handelsretten, for jeg var den eneste tilhører i lokalet — der er åbenbart alligevel en grænse for medieinteressen…

Omdelingskvaler

Som tidligere berettet har vi ikke de store problemer med overflødige gratisaviser her på matriklen. Faktisk begrænser problemerne sig til manglende gratisaviser, da det bestemt ikke er hver dag Nyhedsavisen finder vej til vores postkasse (dato og 24timer har aldrig vist sig). Som regel kan den dog så i stedet samles op på den lokale S-togsstation, og i dag gik de så vidt som til at ringe for at spørge om vi havde modtaget den!

Andre steder, f.eks. på Østerbro og Vesterbro er der dog stadig problemer, men nød lærer jo nøgen kvinde at spinde, som de siger: Det vælter frem med alternative løsningsmuligheder og nye forretningsmuligheder.

Vi har dog et relateret problem, som jeg desværre ikke lige kan finde en nem løsning på: Post Danmarks elendige service.

Siden vi flyttede hertil for godt et år siden, har vi jævnligt — som i cirka en gang om ugen — modtaget post til dem der boede her før. Der er både regninger, magasiner og noget der ligner reklamer, men naturligvis ingen lottogevinster eller lignende. Til at begynder med regnede vi med at der var lidt ged i Post Danmarks flyttemaskineri, men nej: Strømmen af forkert post blev bare ved.

Siden nytår har problemet med overflødige forsendelser taget en ny drejning. Selvom vi er tilmeldt ordningen med nej tak til reklamer, er vi begyndt at modtage den ugentlige bunke der følger med hvad Post Danmark formentlig opfatter som et servicebrev, “Med Rundt”.

Vi har naturligvis vores navne på postkassen, og udover registreringen på posthuset også et klistermærke med “Nej tak til reklamer”. Alligevel mener Post Danmarks omdelere åbenbart at reklamer og post adresseret til andre passer fint ned i vores postkasse. Jeg tror vi sammenlagt har modtaget i omegnen af 10 kilo forkert post!

Gentagne afleveringsbesøg på posthuset med lovning om snarlig handling og noteskriverier til omdelingspersonalet har ikke hjulpet, og at dømme efter udviklingen i antallet af klager lader det ikke til at man skal gøre sig de store forhåbninger om bedring.

Jeg overvejer seriøst at skrive en faktura på kr. 18,75 per fejlagtig forsendelse, men jeg synes på den anden side ikke jeg gider betale for frimærket til at sende den med…

Slut på første Krakt

Den forgangne uge begyndte tidligt på nettet, for allerede søndag blev der skrevet blog op og blog ned om hvordan Krak vil[le] have penge for link.

Forudsigeligt nok, efter sådan en gang omtale fulgt op af bl.a. Computerworld, endte det med en undskyldning — men kun til Per Kaarup, ikke til de andre der var blevet opkrævet for at linke, herunder nogle små firmaer som nu ruster sig mod Krak i sag om dybe links.

Krak mener at sagen nu er slut, men faktisk er der kun pause i forestillingen. Den kommende uge byder nemlig på andet akt i historien om de dybe links. Vi vil formentlig inden længe høre mere om dem der allerede har betalt til Krak, eller andre der er blevet bedt om det, men mest spændende bliver det nok i Lyngby Ret:

Borgerlig sag, Almindelig civil sag/betalingspåkrav
30-01-2007 kl.09:30. Retssal 8, Hellerup. Rettens j.nr.: BS 03-89-166/2006
Domsforhandling
Retsmødet er offentligt
Dommer: Torrild Thomsen
Sagsøger: Kraks Forlag A/S
Sagsøgerens advokat: Tom Mortang
Sagsøgte: Gauguin auktioner ApS
Sagen drejer sig om: Anvendelse af “dybe links”

Computerworld har også nævnt sagen, men dog uden at gøre opmærksom på, præcis hvad det drejer sig om. Jeg tror dog at et godt gæt vil være at emnet er “dybe links” til Kraks kortsider, i hvert fald viser det sig, at Gauguins kontaktside i internetarkivet indeholder et link til Krak, mens den nuværende kontaktside ikke gør, og tilsyneladende ikke har gjort det siden juni 2005:

2005 2007
2005 2007

Jeg tror jeg skal et smut til Hellerup på tirsdag. Adressen er Rygårdvænget 6, 2900 Hellerup (kort-link), og der er gratis adgang — nogen der vil med og heppe på Gauguin?

Det bliver formentlig ikke uinteressant, medmindre altså sagen bliver udsat fordi Kraks advokat har lært noget over den sidste uges tid. Måske det er et godt tegn, at domstolen har sat “dybe links” i anførselstegn?

Egentlig burde det dog slet ikke være så spændende.

Som citeret flere steder, har W3C’s TAG for lang tid siden tydeliggjort, at alle links er dybe links, en pointe som også Trine-Maria fremhæver i sit velbesøgte indlæg om sagen, Krak er faret vild i link-skoven?

Samme sted forsøger Jens Lund ihærdigt at få Krak til at indse, at der er forskel på kopiering af f.eks. et kort og et link. Indtil videre uden held.

Hvis det kan hjælpe er her endnu en vinkel: Overvej, hvem det er, der har konstrueret de “dybe” links. Det har nemlig hver enkelt bruger, ikke Krak. Krak har lavet deres sider, deres kort og deres programmer, men de har ikke lavet de omstridte links — dem har brugerne selv lavet, med hjælp fra Kraks til formålet frembragte værktøjer.

Det er nok tvivlsomt om konstruktionen af en URI har værkshøjde, men det kan måske være med til at nuancere debatten lidt.

Jeg havde i øvrigt overvejet at lade ovenstående dybe link til findvej.dk pege på Kraks Kort i stedet, eller gøre noget tilsvarende fra mit firmas hjemmeside — naturligvis som et nofollow-link — men Oschlag har allerede været der med den udfordring. Skulle det blive nødvendigt vil jeg hellere støtte der, så jeg fastholder min politik om slet ikke at linke til Krak (og bemærker mig i øvrigt, at det naturligvis er gratis at linke til findvej.dk).

Trostank

Et stk. nyt ord til det danske vokabularium, kraftigt inspireret af dagens Doonesbury:

Belief Tank

trostank
En tænketank hvori der ikke tænkes, troen udelukker enhver tvivl og afgør ethvert spørgsmål.

PS: Bemærk at ordet trostank bør deles mellem s og t, ikke før s’et (omend det måske alligevel kommer ud på ét)…

Blogundersøgelse

Blogforum 2 i efteråret var der en gruppe der satte sig for at lave en undersøgelse af “blogforbrugerne” i Danmark.

Projektet har ligget lidt i dvale over julen, men takket være Trine-Maria fra Social Square er det nu kommet ny luft og gang i hjulene.

Spørgsmålene til undersøgelsen er ved at være på plads, og Niels Hartvig har vist allerede noget fungerende teknik på plads.

Nu mangler den sidste finpudsning, herunder detaljer som tidsplan, opsætning, markedsføring og behandling af resultater mv., og der bliver derfor afholdt møde om undersøgelsen på onsdag den 24. kl. 17:15 hos Social Square, Vimmelskaftet 41A, 3. sal.

Vi ses!