Det var vist godt det var på vejen hjem i går, jeg udfyldte spørgeskemaet fra DSB S-tog, for oplevelsen her til morgen var væsentlig under sædvanlig standard.
Jeg tror jeg krydsede af ved “Acceptabelt” under spørgsmålet om antallet af forsinkelser, men det er faktisk ikke acceptabelt, at togene bliver forsinkede bare fordi der er rimfrost på køreledningerne. Det er trods alt et rimeligt ofte forekommende fænomen på disse breddegrader…
Heldigvis nåede vi et tog som kørte på samme tidspunkt som det vi ellers skulle have været med, men det var kun med nød og næppe — og det skyldes kun i første omgang DSB.
Toget var jo et forsinket et af slagsen, og der var derfor rigtig mange mennesker med, så mange at både kupeerne og indgangspartierne var i brug. Jeg hørte flere gange udtrykket “sild i en tønde” anvendt, og det var ikke helt ved siden af. Selvom der var proppet, var der dog plads nok til alle, men kun fordi vi var nogle der insisterede på at komme med.
Det var jo halvtidligt på dagen, men jeg forstår alligevel ikke hvordan folk kan være så egocentrede, hensynsløse og småtåbelige. Det var som om de alle tænkte: “Nu er jeg kommet med, så er alt OK. Hellere stå her i gangen som en sild i en tønde, end gå ind i kupeen og sætte mig på den ledige plads, så de næste også kan komme med.”
For selvom der var proppet ved dørene, var der faktisk ledige siddepladser, og også plads til en del flere på højkant i kupeerne.
Alligevel insisterede dem ved dørene på at blive stående, og der var først på gentagne opfordring at nogle stykker kunne overtales til at gå ind i kupeerne, resten måtte man presse sig forbi, så både maver og tasker blev fladtrykte som rødspætter. Og da man endelig nåede ind i kupeen kunne man blot konstatere, at der var mere plads lidt længere henne, men alligevel insisterede folk på at blive stående, og at sætte sig ned som nummer tre på et sæde kunne slet ikke komme på tale.
DSB er ofte i skudlinien, jævnligt med rette, men deres passagerer er værre — hvorfor insisterer man på suboptimering i det omfang, er det bare den tidstypiske egoisme?
