Kategoriarkiv: Verden

Kaffe er godt

En god nyhed til os kaffedrikkere: Drik kaffe med god samvittighed

Jeg drikker en del kaffe, det kan sagtens blive til mere de gennemsnitlige 4 kopper på en dag, så det er absolut en god nyhed, at det ikke er så skadeligt som jeg havde regnet. På den anden side ved vi jo, hvordan det er med den slags undersøgelser, til næste år kommer der en der siger det modsatte.

At kaffepriserne for producenterne igen er på vej op er mindst ligeså god nyhed. De sidste par år har jeg — når jeg kunne vælge — først og fremmest drukket kaffe fra Estate Coffee, de har en hel del forskellige varianter som både smager godt, er økologiske og samtidig også økonomisk bæredygtige.

Det sidste er jo heller ikke uden betydning på længere sigt, og selvom det ikke længere er Max Havelaar-uge, kan man jo godt nævne dem i forbifarten…

93

93 var det rigtige nummer — husnummeret der indgår i {Rasmus Rasmussen}s adresse, der hvor der var Blog ‘n’ Beer II i går aftes.

En anden væsentlig ingrediens var naturligvis øl, og dertil kommer så den orange papirspose der fulgte med {Anders Pollas}’ “værtindegave”…

image-02: Paper bag [ 1 ], Lisbeth Klastrup and Joachim Oschlag

Det var en fornøjelse, dog mest i går, i dag er det knap så sjovt.

Natfilmfestival!

Programmet til dette års Natfilmfestival er på gaden!

I år det Valeria Bruni-Tedeschi der er coverstjerne — mig bekendt er det endnu ikke lykkedes mig at se en film med hende, men det bliver der i hvert fald mulighed for.

Valeria Bruni-Tedeschi

Endvidere spiller Poul Nyrup en central rolle, altså ham der er død, filminstruktøren. Alle hans film bliver vist på festivalen — alle 3.

Derudover ser der ud til som sædvanligt at være godbidder rundt omkring i programmet, f.eks. Dandelion, A Dirty Shame og After the Day Before samt naturligvis en samling rigtige Bollywood-film.

Jeg glæder mig allerede, og vil som sædvanligt forsøge at få inviteret en bunke af vennerne en tur i mørket, så jeg kan få set flest muligt…

Den lille forskel

Det der med kvindekamp, ligestilling og feminisme er svært. Heldigvis er der hjælp at finde, og det selvfølgelig i et dagbladene fra netop i dag.

Information har i dagens udgave en gennemgang af nogle af de svenske variationer over ordet feminisme (heldigvis kan jeg linke til den, det er ikke altid det er muligt hos Information, desværre).

Hvis jeg skulle vælge blandt de forskellige typer, tror jeg det må blive livmoderfeministen — men som sædvanligt er verden ikke sort/hvid…

Jeg tror det er vigtigt ikke at se sig blind på lighedstanken — mænd og kvinder er forskellige, både som et resultat af arv og miljø, og det vil være til fordel for begge “parter” hvis man indser det. Ikke dermed sagt at man bør drage forkerte konklusioner og sende kvinderne tilbage til kødgryderne, tværtimod. Pointen er ikke at forøge ulighederne, lige muligheder er lige så vigtige, men derimod at udnytte forskellene til fælles fordel, f.eks. giver kvindelige ledere bedre bundlinje.

8. marts

Ganske vist går jeg mest i røde sokker, men rigtig rødstrømpe er jeg ikke — og så måske alligvel lidt.

Under alle omstændigheder er der grund til at stoppe op netop i dag, stoppe op og kigge lidt omkring, stoppe op og reflektere lidt over verdens sande tilstand.

Rigtig mange steder i verden har kvinderne langt fra samme rettigheder og muligheder som mænd, bare kig i en tilfældig af dagens aviser eller på f.eks. det seneste valg i Saudiarabien. Også herhjemme er vi et pænt stykke fra ligestilling. Som oftest er det også her kvinderne der forfordeles, men mændene går heller ikke altid ram forbi.

Gid kampdagen om ikke så længe kan fejre sit hundrede års jubilæum ved at nedlægge sig selv…

Bent og patenterne

Ifølge Politiken (EU’s softwarepatenter vedtaget trods dansk modstand) har Bendt Bendtsen ikke fulgt det mandat han fik med af Europaudvalget i fredags. Resultatet er ikke bare sørgeligt for innovationsmulighederne, konkurrencesituationen og bl.a. open source-bevægelsen, det er også sørgeligt for demokratiet.

Den måde at handle på vækker minder om dengang daværende udenrigsminister Uffe Ellemann på samme vis tog afsted med bundet mandat, men undlod at efterleve det.

Det sidste ord er formentlig ikke sagt i denne sag — regeringen står ikke over Folketinget.

Opdatering: Henrik Føhns og IT-Politisk forening er på sagen: Danmark ignoret i sag om softwarepatenter.

SF-Nørrebro på nettet

Den har været længe undervejs, alt for længe, men nu er den her: SF-Nørrebros hjemmeside og weblog.

Fra begyndelsen var der lagt op til en lille samling statiske sider, efterfulgt af idéer om brug at et CMS af en eller anden slags, dernæst et ambitiøst projekt baseret på det Semantiske Web, og endelig en samling dynamiske sider med en blog centralt placeret.

Det endte med en løsning baseret næsten udelukkende på WordPress — ganske vist er der behov for en tilføjelse i form af noget kalenderfunktionalitet, men selv de “statiske” sider er drevet af WordPress, og designet har kun krævet få ændringer (i form af tilføjelser af nogle ekstra elementer her og der) udover selve CSS-arbejdet. Lige netop layoutet har til gengæld været lige nøjagtig så problematisk som sædvanlig, hvis bare Internet Exploder ikke var så fejlbehæftet…

Nu må vi se hvordan det udvikler sig og hvor det bærer hen.

Ryd forsiden – flere penge, tak!

På forsiden af dagens Berlingske Tidende slår den nye direktør for Lægemiddelindustriforeningen, Ida Sofie Jensen, til lyd for, at Danmark skal bruge flere penge på medicin: Medicinalchef: Syge snydes for den bedste medicin.

Man har tilsyneladende lært af klynkeriet fra den finansielle sektor — hun forsøger at bruge argumenter der går på patienternes forhold, men den slet skjulte hensigt er naturligvis flere penge i kassen til interesseorganisationens medlemmer. Det er jo det hun er ansat til, så det er forventeligt, omend hun tilsyneladende har misforstået Anders Foghs budskab om en større offentlig sektor (den går på antallet af ansatte, mens udgifterne skal skæres).

Til gengæld udviser Berlingske en hidtil uset mangel på kritisk sans, når man slår den slags stort op uden at kunne gennemskue dagsordenen. Siden hvornår er det blevet en nyhed, at medicinalindustrien gerne vil have der bliver brugt flest mulig penge på medicin? Hvis så bare man havde taget konsekvensen af den linie der forsøges lagt, og rent faktisk havde undersøgt hvordan det forholder sig med alternativerne eller de faktiske forhold, så det ikke ensidigt bliver lægemiddelindustriens “argumenter” der præsenteres. Er det professionel journalistik?