Ryd forsiden – flere penge, tak!

På forsiden af dagens Berlingske Tidende slår den nye direktør for Lægemiddelindustriforeningen, Ida Sofie Jensen, til lyd for, at Danmark skal bruge flere penge på medicin: Medicinalchef: Syge snydes for den bedste medicin.

Man har tilsyneladende lært af klynkeriet fra den finansielle sektor — hun forsøger at bruge argumenter der går på patienternes forhold, men den slet skjulte hensigt er naturligvis flere penge i kassen til interesseorganisationens medlemmer. Det er jo det hun er ansat til, så det er forventeligt, omend hun tilsyneladende har misforstået Anders Foghs budskab om en større offentlig sektor (den går på antallet af ansatte, mens udgifterne skal skæres).

Til gengæld udviser Berlingske en hidtil uset mangel på kritisk sans, når man slår den slags stort op uden at kunne gennemskue dagsordenen. Siden hvornår er det blevet en nyhed, at medicinalindustrien gerne vil have der bliver brugt flest mulig penge på medicin? Hvis så bare man havde taget konsekvensen af den linie der forsøges lagt, og rent faktisk havde undersøgt hvordan det forholder sig med alternativerne eller de faktiske forhold, så det ikke ensidigt bliver lægemiddelindustriens “argumenter” der præsenteres. Er det professionel journalistik?

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *