Det blev som frygtet en hurtig forestilling i byretten her til formiddag. Kun godt 20 minutter tog det før retten blev hævet af dommer Torrild Thomsen.
Krak var repræsenteret af Jesper Langemark og Kasper Heine (som vil føre sagen fremover) fra BvHD, og ikke som forventet af Tom Mortang. Gauguin var repræsenteret af sig selv i skikkelse af direktør Troels Olivero.
Kraks advokater indledte med at henvise til en fax, der ikke var nået frem til hverken dommer eller sagsøgte. Det viste sig at Krak først i sidste uge havde skiftet advokat — muligvis på grund af medieomtale af sagen om Per Kaarup, en fortolkning der understøttes af Computerworld — og de ville derfor gerne have tid til at forberede sig.
Samtidig mente de at sagen havde principiel karakter, og derfor burde behandles af Sø- og Handelsretten (som i parantes bemærket linker “dybt” til HT og DSB på deres side Sådan finder du os). Endvidere mente de at sagen havde mere markedsretlig karakter end oprindeligt antaget, idet sagen var startet som en inkassosag.
Gauguin mente ikke sagen var speciel principiel, idet der jo tidligere var faldet dom i tilsvarende sager, og ville derfor gerne have sagen gennemført. Samtidig gjorde Troels Olivero opmærksom på, at Gauguin ikke var interesseret i forlig, man ville have sagen ført til doms.
Herefter var der en diskussion om sagens indhold, hvor Krak hævdede at sagens genstand er dybe links — en “særlig måde at linke på, til en konkret fil el. lign.” — direkte til Kraks kort. Krak mente ikke der var faldet dom i sager om beskyttet, lovligt materiale, og mente derfor der var tale om en principiel sag, som samtidig havde pressens bevågenhed. Det sidste kunne Troels Olivero bekræfte — han oplyste at han var blevet ringet op af 50 journalister…
Der blev undervejs henvist til både tyske domme, Newsbooster-sagen, Ofir/Home-sagen og MP3-sagen i Vestre Landsret fra 2001 om links til ulovligt materiale. Der blev også smidt paragraffer rundt i salen, også i forhold til ophavsret og en evt. henvisning til Sø- og Handelsretten, men det mest overraskende moment var, da der blev forsøgt opnået enighed om de faktiske forhold.
Gauguin fortalte at man havde lavet et link til Kraks kort, så besøgende havde en mulighed for at finde ud af hvor Gauguin bor, uden at skulle indtaste adressen på Kraks side. Samtidig kunne Troels Olivero dog ikke erindre om der var tale om et “dybt link” eller om der kun var linket til forsiden…
Som jeg tidligere har vist, er det ved hjælp af internetarkivet’s wayback-maskine dog let at forvisse sig om, at linket rent faktisk var direkte til en kortside. Der kan man også se, at linket til Krak var på plads i hvert fald i perioden fra 5. august 2003 til 3. april 2005. Det står i modsætning til Gauguins påstand om, at det kun drejede sig om et par uger i begyndelsen af 2006, da sagen tilsyneladende tog sin begyndelse. Han brugte iøvrigt udtrykket “erindrer” på en måde som fremkalder minder om hedengangne Viggo Fischers udtalelser under Tamil-sagen.
Krak var enige i, at linket var blevet fjernet, men ikke i at den evt. korte varighed gjorde sagen mindre principiel.
Man opnåede således ikke enighed om det hidtidige forløb, og heller ikke om det fremtidige. Krak vil forsøge sig med at bede om en henvisning til Sø- og Handelsretten, og dommeren gjorde det klart at modstand fra Gauguin blot ville medføre at sagen blev afvist og genanlagt, hvilket naturligvis ikke vil få det overstået hurtigere.
Krak har nu fået til 20. februar til at fremsende begæringen om henvisning, hvorefter Gauguin vil få til 5. marts til at svare. Hvis begrundelsen fra Krak er god nok vil dommeren henvise til Sø- og Handelsretten.
Om det vil være godt for webbet hvis sagen kommer for Sø- og Handelsretten kan jeg ikke vurdere, men det vil være ærgeligt, hvis den kommer til at dreje sig om tid, et forsidelink eller ophavsret. Man må håbe at Gauguin får noget professionel hjælp, så Krak kan få kvalificeret modspil til deres skadelige påstand.
Indtil videre må vi nøjes med at holde øje med retslisten for Lyngby Ret og retslisten for Sø- og Handelsretten, for jeg var den eneste tilhører i lokalet — der er åbenbart alligevel en grænse for medieinteressen…