Kategoriarkiv: Politik

http://da.wikipedia.org/wiki/Politik

Magtens arrogance

Tragikomisk, men samtidig endnu et eksempel på de borgerliges forkvaklede indstilling til demokrati, spilleregler og magt:

»Folketinget har aldrig oplyst mig om, at jeg skal betale skat af det. Så I kan rende mig et vist sted. Det var mig der byggede Storebæltsbroen, og det var mig, der byggede Øresundsbroen. Så manglede det da bare, at jeg får transport, når jeg skal til Christiansborg til møde.«

Berlusconi-Mikkelsen går i aktion

Vi er endnu ikke derhenne, hvor den danske regering kontrollerer medierne fuldstændigt, men Brian Mikkelsen og resten af regeringen har taget mere end første skridt på vejen:

… udenrigsministeren mente at vi ikke burde privatisere TV2 som var fair i Irak dækningen, men snarere DR.

Samtidig har flere medlemmer af regeringen tidligere påstået aldrig at have omtalt personer hos DR, for slet ikke at sige “drømme om” at gøre det:

Spørgsmål:
Har der på regeringsmøder været drøftelser af enkelte medarbejdere i DR, og i givet fald hvilke?

Svar:
Pressefriheden er afgørende i et demokratisk samfund som det danske, og regeringen kunne derfor ikke drømme om at søge at påvirke den redaktionelle linje på et medie som antydet i spørgsmålet.

Det er beskæmmende for demokratiet, og ikke mindre beskæmmende for en regering der påstår at have centrale rettigheder som ytringsfrihed og demokrati som en del af regeringsgrundlaget.

Muerto Fride

Titlen på dette indlæg er også navnet på min avatar i Second Life.

Det skulle jo lige prøves, det der Liv 2.0, men jeg er ikke voldsomt imponeret. På den anden side har heller aldrig været til FPS, og jeg tror der er nemmere og bedre måder at kommunikere på.

Nå ja, så har jeg nok heller ikke tålmodigheden til at lege på det niveau — selvom det da var meget skægt at kigge forbi Ungdomshusets nye virtuelle lokation:

Jagtvej 2.0

Sørgeligt at det tilsyneladende kun er i en virtuel verden det kan lade sig gøre at opretholde en alternativ kultur (se også Dronnings Jagtvej)…

Den sorte plet ved siden af skiltet er vist nok min avatar, jeg synes ikke rigtig den ligner den jeg valgte…

Køb varm luft!

Jeg har været på indkøb, for det er nu muligt nemt at købe en CO2-kvote, som så ikke længere vil være tilgængelig på markedet:

Køb selv ind på CO2Quota.org — dermed vil prisen stige for dem der vil betale sig fra at forurene frem for at spare på udledningen. Lad markedet lære hvordan også miljøhensyn er en del af produktionsprisen.

PS: Glem ikke selv at tænke over hvad du kan gøre for at nedbringe CO2-udslippet — det er ikke tanken at man skal købe aflad…

Årsag eller konsekvens?

Integrationsministeriet (som også står for det newspeak-navngivne “Udlændingeservice”) har via den såkaldte Tænketank udgivet en rapport om udlændinges værdier og normer, og hos Afskaf Provinsen er der plukket nogle citater om sammenhængskraft ud til sammenligning med udtalelser fra Dansk Folkeparti, f.eks.:

”23% af indvandrerne i Danmark mener ikke, at homoseksualitet er i orden.”
Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark, Integrationsministeriet 2007

”Der er tale om en forurening af sproget, når der tales om forælderskab frem for moderskab og faderskab, og om medmor og forældrepar af samme køn.”
Søren Krarup, Dansk Folkeparti, Folketingets talerstol, 1. december 2006

via shevy.dk

Kæmp!

Det er i dag Kvindernes internationale kampdag.

Det har været hvert år den 8. marts siden 1911 (eller 1908, eller 1921, afhængigt af hvem man spørger), hvor det blev foreslået i selvsamme ungdomshus der blev ryddet i sidste uge og revet ned i denne.

Dagen i dag er dog langt fra kun interessant af historiske årsager. Der er stadig masser at kæmpe for.

Kvinder verden over bliver misbrugt, handlet og overset — også herhjemme, hvor ligeløn endnu ikke er en realitet, hvor kvinder fra både ud- og indland bliver tvunget ind i sex-industrien, og hvor kvinder er voldsomt underrepræsenteret i de højere ledelseslag.

Også mændende bliver overset, og reel ligestilling fordrer også at mændende får nogle flere rettigheder, bl.a. til bedre barselsforhold og øvrig retsstilling i forhold til børn.

Det er nødvendigt med ændrede regler, love, holdninger og indstillinger, til både mænd og kvinder.

Det vil være fremskridt, for både mænd og kvinder.

Lad os kæmpe sammen, for hinanden — både mænd og kvinder.

Weekend på Holmen, dag 2

Lørdagen på Linuxforum 2007 bød bl.a. på et spændende indlæg om fri software i udviklingslande af Tomas Krag. Han fortalte både om OLPC — også kritisk, det er ikke et entydigt perfekt projekt — og om forskellige andre tiltag, f.eks. en USB-udgave af sneakernet

Det er tankevækkende hvor lidt der skal til for at skabe noget fra bunden, og samtidig opløftende hvordan kreativiteten hersker når der ikke er ubegrænsede ressourcer. Jeg har i efterhånden en del år været registreret hos Geekcorps, og fortællinger af denne slags skaber fornyet tankevirksomhed!

På det lidt mere jordnære plan har jeg meldt mig ind i it-politisk forening, deltaget i en lodtrækning om at vinde en OpenMoko-telefon (jeg ved endnu ikke om jeg har vundet) og tiltusket mig i alt tre t-shirts — heraf dog én der fulgte med medlemsskabet af it-politisk forening.

Weekend på Holmen, dag 1

Fredagen på Linuxforum 2007 var temmelig stille og rolig — og det var heller ikke noget problem at komme derud, jeg tog dog havnebussen for at være sikker, man ved aldrig om der pludselig skulle være nogle hærgende autonome voldsmænd (M/K) i gang med en blokering af Prinsessegade.

Det mest interessante indlæg var Morten Kjærsgaards om økonomien i åbne standarder og open source, ikke mindst fordi IT & Telestyrelsen netop har sendt en rapport om implementering af åbne standarder i høring — heldigvis udgivet i både HTML, ODF- og PDF-format.

Høringsfristen er den 23. marts, og der er nok at tage fat i, på trods af forlydender om det modsatte, mener jeg ikke ligefrem at rapporten kan siges at være progressiv, der er for mange undtagelser og forbehold.

Et andet tankevækkende indlæg var Andreas Bach Aaens om fri software og ophavsret. Han kom blandt rundt om ideelle rettigheder, open source vs. free software og desuden om licenser, kontrakter og tillidsforholdet mellem leverandører og kunder.

Rigtig godt var det, at han påpegede at musikrettigheder og -kompensation varetages i et noget specielt system af KODA — f.eks. er det principielt ikke muligt for en musiker at lægge sin egen musik gratis ud på internettet, der skal betales KODA-afgifter. Tænk hvis det samme princip blev gjort gældende for alle andre frembringelser, f.eks. bøger, artikler eller software?

Linuxforum 2007

Linux

Linuxforum 2007 er gået i gang — jeg er endnu ikke tilstede, men takket være Magenta har jeg en billet, og vil derfor tilbringe fredag eftermiddag og det meste af lørdagen på Kunstakademiets Arkitektskole.

Jeg har endnu ikke lagt mig fast på hvilke indlæg jeg skal overvære, men det er helt sikker, at jeg vil have fokus på de it-politiske aspekter og på at blive orienteret om udviklingen indenfor open source generelt. Netværkes skal der også, man ved aldrig hvad der kan komme ud af at være i selskab med smarte mennesker…