I dag begynder COP15, og dermed er nedtællingen til i hvert fald årets — hvis ikke årtiets — vigtigste begivenhed slut.
Der har været en del skriverier om de videnskabelige beviser for den globale opvarmning, specielt i forhold til den del der er menneskeskabt. I den forbindelse er det vist vigtigt at huske på, at der ikke som sådan findes videnskabelige beviser for særlig mange ting, men “kun” teorier, der ikke endnu er blevet modsagt. Sådan er videnskaben nemlig indrettet, og det gælder også for klimaet; alting tyder på, at CO2-indholdet i atmosfæren stiger, at det medfører temperaturstigninger, og at årsagen blandt andet er menneskelig aktivitet.
Fraværet af endegyldigt bevis, og det faktum, at risikoen for konsekvenser ser ud til at blive imødegået, får mig til at frygte, at vi om mange år ender i en situation, som den der opstod efter Y2k (Å2t) — der blev brugt mange penge på at rette til, som følge heraf opstod der ikke så mange problemer som forudset, og det blev derfor konkluderet, at problemet ikke var så stort som oprindeligt antaget.
Med lidt held når vi dog først dertil på et tidspunkt, hvor problemet er løst…