Kategoriarkiv: Medier

Fri TV på nettet?

Der er gode nyheder for alle os der betaler licens: Snart kan vi alle gå på skattejagt i DR’s arkiver.

Det er godt gået af alle involverede, at man har kunnet nå frem til en aftale på et så kompliceret område. Nu er der bare tilbage at håbe på, at de ender med at bruge en Creative Commons-licens, og så er det ellers om at væbne sig med tålmodighed, der bliver først åbnet for sluserne til næste år.

I mellemtiden kan man jo finde et par af DR’s udsendelser på Joost — ganske vist ikke i speciel god kvalitet (endnu?), men konceptet holder vist, også fordi det måske kan hjælpe på DR’s kapacitetsproblemer.

Joost har i øvrigt lavet en fin lille reklamevideo:

What's Joost?

Joost™ the best of tv and the internet

Alle i samme båd?

Khader-kompagniet har vel egentlig fået nok dækning for i dag, men så alligevel:

Claus gør opmærksom på medlemstælleren på alliancens hjemmeside, en tæller som vist først begyndte noget efter frokost i dag, rundede 2.000 ved 19-tiden, og lige nu nærmer sig de 5.000

Fortsætter den i samme takt bliver det hurtigt meget uinteressant med alliancer på tværs, for så har Khader skabt sin egen blok…

Et par hurtige fremskrivninger, hvis medlemstilstrømningen holder:

  • I morgen ved frokosttid er SF’s medlemsrekord slået.
  • Onsdag morgen er der medlemmer nok til at dække behovet for underskrifter.
  • I weekenden er de første fire mandater hjemme.
  • På næste fredag har de passeret de radikales mandattal.
  • Omkring 1. juni er det absolutte flertal i hus.
  • Midt i sommerferien er de 175 mandater hjemme.
  • Ved skolestarten i august er alle danskere medlem.

Nu er der vist blot tilbage for Khader-kompagniet at læne sig tilbage og håbe på de allesammen betaler!

Opdatering 8/5 kl. 15:29: Det tog godt tre timer mere end forudsagt, men nu er det sket: Medlemstælleren (der tilsyneladende også omfatter Anders And og Miami Dolphins anno 1972) har rundet de 10.000 og dermed også overgået SF’s medlemstal.

Borgerlige klynk

Et nyt medie er opstået, ikke i kølvandet på Den Store Aviskrig, men tilsyneladende i kølvandet på Anders Foghs demontering af sit liberale projekt. Både det ene og det andet er faktisk temmelig sørgeligt…

Mediet udmærker sig bl.a. ved ikke at ville give plads til andre end meningsfæller, og så forekommer det naturligt hverken at nævne det ved navn eller beære det med et link.

En nichefunktion vil det dog formentlig kunne opfylde: Man kan orientere sig i annoncørerlisten, for derved at finde de steder man skal holde sig væk fra…

Bogbloggerier

Min gamle ven, forlagsredaktøren på Forlaget Facet, Sebastian Schultz (som jeg i parantes bemærket får set alt for lidt), får god omtale i disse dage — Ane-Marie Kjeldberg udgiver i næste uge romanen Fred og Ro, og i den forbindelse lanceres et litterært eksperiment.

Vi har tidligere set hvordan blogs er blevet brugt til at skrive bøger, men nu blogger de tre hovedpersoner fra bogen selv:

De tre blogge i sammenhæng kan anskues som et litterært værk, der er baseret på den umiddelbare og nogenlunde kontinuerte skrivning og på interaktivitet med læserne.

Jeg ved ikke hvor det vil bære hen, men det ser interessant ud, og derudover ser bogen faktisk også ud til at være ganske interessant.

Farvel dato…

Så kom det første offer for aviskrigen: Urban og Dato fusionerer.

Jeg skal ikke begræde at dato forsvinder, det er nok den gratisavis jeg har brugt mindst tid på. 166 udgaver af dato blev det til, sådan cirka 4 gange så mange udgivelser som Dagen

Om det får JP/Pol til også at lukke 24timer er nok tvivlsomt — de har trods alt ikke Urban, og Nyhedsavisen fortsætter formentlig et stykke tid endnu. Krigen er altså ikke aflyst, men det første slag er overstået.

Blogs hos Politiken

Politiken har nu lanceret deres tidligere omtalte blog-platform på weblog.dk. Indtil videre er det kun interne blogs, men inden længe bliver det muligt for enhver at oprette egen blog.

Det ser godt ud — helt som forventet når nu der bruges WordPress, men lidt spøjst at man bruger ordet “posteringer” til at omtale indlæg. Det er dog naturligvis bedre end at bruge ordet “blogs” til formålet — en blog er jo en samling indlæg. Nåja, og så er der er enkelt “required” i kommentarformularen der er smuttet i oversættelsen et sted.

Mere interessant er det at se, hvordan man tilsyneladende vil håndtere ophavsretten:

Ophavsret: Ophavsretten tilhører Politiken. Netavisens artikler og informationer må ikke elektronisk kopieres eller indekseres uden tilladelse. Materialet må ikke bruges og distribueres i kommercielt øjemed.

Det er den samme formulering der bruges på politiken.dk, men da det står på alle siderne på weblog.dk, må det antages også at gælde der. I forhold til feeds osv. kan det være problematisk, men jeg vil ikke selv oprette en weblog på de betingelser — jeg vil selv have lov til at bestemme hvilke evt. begrænsninger der skal være, og under ingen omstændigheder kan det være Politiken der har ophavsretten.

Den nye platform er blevet lanceret på domænet weblog.dk, som Overskrifts underskrift har en fin lille anekdote om. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at henvise til Thomas Froms analyse af udviklingen fra weblog til blog, specielt fordi jeg selv har domænet blog.dk (som kunne trænge til en designmæssig overhaling eller en ny ejer)…