Kategoriarkiv: Langt ude

Magtens arrogance

Tragikomisk, men samtidig endnu et eksempel på de borgerliges forkvaklede indstilling til demokrati, spilleregler og magt:

»Folketinget har aldrig oplyst mig om, at jeg skal betale skat af det. Så I kan rende mig et vist sted. Det var mig der byggede Storebæltsbroen, og det var mig, der byggede Øresundsbroen. Så manglede det da bare, at jeg får transport, når jeg skal til Christiansborg til møde.«

Muerto Fride

Titlen på dette indlæg er også navnet på min avatar i Second Life.

Det skulle jo lige prøves, det der Liv 2.0, men jeg er ikke voldsomt imponeret. På den anden side har heller aldrig været til FPS, og jeg tror der er nemmere og bedre måder at kommunikere på.

Nå ja, så har jeg nok heller ikke tålmodigheden til at lege på det niveau — selvom det da var meget skægt at kigge forbi Ungdomshusets nye virtuelle lokation:

Jagtvej 2.0

Sørgeligt at det tilsyneladende kun er i en virtuel verden det kan lade sig gøre at opretholde en alternativ kultur (se også Dronnings Jagtvej)…

Den sorte plet ved siden af skiltet er vist nok min avatar, jeg synes ikke rigtig den ligner den jeg valgte…

En belysningsforbrydelse

Det lader til at der er en del, der er enige med mig i, at DR’s Forbrydelsen er filmet ekstremt mørkt — selv med slukket lys er det til tider mere end svært at lure hvad der foregår — og også ATS har nu bekendt kulør:

»Her har vi fået blot en enkelt forbrydelse til at strække sig over hele tyve afsnit«, siger Plummer og tilføjer: »Og ikke nok med det. Ved at lade det hele foregå i halvmørke, har vi også sparet på elregningen«.

Sommertid 2.0

Denne weekend bød på en amerikansk mini-udgave af Å2T-problemet — derovre plejer de ellers at lave alting meget større, men denne var de åbenbart lidt mere ydmyge.

USA er i år gået over til sommertid tre uger tidligere end normalt — søndag den 11. marts i forhold til 1. april, og vil blive på sommertid helt frem til den 4. november. Selve skiftet er ikke i selv problematisk, sommertid har været anvendt i mange år, men de nye regler for bestemmelse af skiftedatoen har gjort at flere softwareleverandører m.fl. har svedt lidt ekstra i den forgangne weekend. Nogle leverandører, f.eks. Microsoft, har dog benyttet sig af lejligheden til at tjene lidt ekstra…

Præcis som det var tilfældet ved årtusindskiftet (eller året før eller efter, afhængigt af regnemetoden), har der været diskussioner om hvorvidt det ville give problemer, eller om alle forsøg på at rette potentielle fejl ville være penge ud af vinduet. Under alle omstændigheder ser det ikke ud til at have skabt væsentlige problemer, men der er dog også enkelte rapporter om det modsatte.

Spam-sjov

Jeg har tidligere skrevet om underholdende spam, og det er åbenbart ikke en genre der har tænkt sig at nøjes med de allokerede 15 minutters berømmelse.

I går ankom en kommentar til mit forårsindlæg fra sidste år, en kommentar som jeg ikke helt ved hvad jeg skal mene om — der var ingen links, og den fremstod derfor ikke som klassisk spam, men tværtimod som en huskeseddel af de mere aparte:

Arrestere sadisttortur-sekt og sende dem i livstids-fængsel
CT scanning og ultralyd-foto af kranie
Erstatning for hjerneskade og hjernecancer
Eva fiskekøkkenredskaber
Flügger honninghvid
Frøkatalog Mor
Georg barometer
Gran til KARA
Have, koge, økonomibog
Hobby bærbusk
Ikea Beta urtepotte
In Wear vinterbukser
Ivar arbejdsbord
Jobnet check hver 3. måned indtil 01.10.07 derefter 1 gang pr. uge
Krydderurter
Lene bordlampe
Linnea Løkken kontoudtog
Operere radiosender-elektroder ud

Afsenderen var desuden identificeret ved en email-adresse der forekom plausibel (jeg har dog ikke forsøgt at tage kontakt), så måske der rent faktisk er tale om en noget speciel huskeseddel?

Luk og sluk!

Be Quiet
Foto: said&done

Jeg tror jeg skal have konsulteret det lokale trykkeri inden jeg næste gang skal rejse med toget: SHHH kampagnen goes danish….

Det er én ting at høre om planlægningen af byturen (først på Burger King, så på Vega, til sidst på Hong Kong) eller indkøbene (flåede tomater, mælk og chips), noget ganske andet er det med opdateringen om sidste weekends scoring eller at få genfortalt en voldtægt.

Via: 15 minutter

Hårrejsende påstande om bloggere

Henrik Føhns blogger her, der og allevegne, og i sidste uge skrev han i Informations klumme om det globale visitkort.

Argumentationen og tallene skal jeg ikke gå nærmere ind på, men blot konstatere, at selvom han måske ikke bærer blåkosfærens mest omfangsrige hårpragt, er der alligevel et stykke vej til at erklærer os alle for hovedhårsmæssigt udfordrede:

I disse år er vi vidner til den største offentlige fremvisning af uautoriserede cv’er nogensinde. Men bloggerne løber med al opmærksomheden, selvom de er kun sølle 55 millioner på verdensplan og skaldede 30.000 i Danmark.