Foto: Photo Mojo

Jeg har fået en baby. Version 2.0.

Den er til mit kamera — det er en Lensbaby, og falder absolut indenfor kategorien legetøj. Prisen på omkring en tusse afspejler at det er dyrt legetøj, men når den forventede levetid tages i betragtning er det faktisk ikke urimeligt, og der er masser af timer i sådan en.

I modsætning til mine andre objektiver har den fingerstyret selektiv fokusering, manuel indstilling af blændeåbning via udskiftning af hullet (!), og med tilhørende makrokit i form af små linser der skrues på fronten.

Det helt specielle ved sådan en lensbaby er, at fokusering foregår ved at sammenpresse en bælg ligesom i de gode gamle dage, og så det at fokus kan flyttes rundt i billedfeltet ved at fordele presset ujævnt.

I praksis gør metoden det svært at ramme præcist, men til gengæld får man muligheden for at tage nogle billeder man ellers ikke kunne, f.eks. portrætter hvor det stort kun er øjnene der er i fokus.

Det kan være temmelig svært at ramme rigtigt, men så er det bare om at skyde løs, og acceptere at fejlraten er noget højere end man er vant til.

Effekten af at fokusplanet ikke er som det plejer er, at der opstår nogle kraftige forvridninger i de øvrige dele af billedet, og specielt når man bruger det til at tage landskabsbilleder kan man komme tæt på at fremkalde søsyge.

Til gengæld virker det fint til makrofotografering, specielt når man ikke har et dedikeret objektiv til formålet. Som sædvanligt kræver det dog vindstille eller immobile motiver, men sådan er makroreglerne jo.

Siden mit indkøb er Lensbaby 2.0 udgået, men den er til gengæld blevet erstattet og suppleret, så der nu findes flere valgmuligheder afhængig af temperament. Skulle jeg vælge i dag ville jeg nok gå efter den samme type, den hedder nu “Muse“, men “Composer” kunne også være en mulighed, den minder mere om et traditionelt objektiv med ringfokusering, og har kuglelejebaseret fokusering i stedet for bælg.