Alle indlæg af Morten

Om Morten

Morten Høybye Frederiksen bor i Hvidovre, arbejder til daglig med databaser, skyen og projektledelse, er gift og far til to børn, og bruger fritiden på bl.a. politik, fotografering, WordPress og det semantiske web.

Bent og patenterne

Ifølge Politiken (EU’s softwarepatenter vedtaget trods dansk modstand) har Bendt Bendtsen ikke fulgt det mandat han fik med af Europaudvalget i fredags. Resultatet er ikke bare sørgeligt for innovationsmulighederne, konkurrencesituationen og bl.a. open source-bevægelsen, det er også sørgeligt for demokratiet.

Den måde at handle på vækker minder om dengang daværende udenrigsminister Uffe Ellemann på samme vis tog afsted med bundet mandat, men undlod at efterleve det.

Det sidste ord er formentlig ikke sagt i denne sag — regeringen står ikke over Folketinget.

Opdatering: Henrik Føhns og IT-Politisk forening er på sagen: Danmark ignoret i sag om softwarepatenter.

Håb

Det er jo ingen hemmelighed, at kernefamilien har det hårdt i dagens Danmark. Det gælder også singler — selvom der begynder være kamp om dem, i hvert fald i København.

Til gengæld skulle det vistnok gå bedre for familier med flere end to børn — det er måske der, årsagen til nedenstående skal findes:

hope.dk: Alkoholafhængig eller pårørende?

På den anden side kan vi jo allesammen have brug for hjælp og håb en gang i mellem…

Filmanmeldelser fra vennerne

Jeg har tidligere skrevet om FilmTrust — stedet hvor man kan anmelde film med vennerne.

Oprindeligt efterlyste jeg et RSS-feed, så man kunne abonnere på sine filmanmeldelser og f.eks. vise dem på sin blog. Der var ingen andre der sørgede for det, og så må man jo selv i gang.

Ved hjælp af sin FOAF-profil (min), noget XSLT og W3C’s XSLT service er det nu muligt ikke bare at få sine egne anmeldelser ind i sin nyhedslæser, men også vennernes – prøv selv!

Sub FilmTrust reviews by mortenf and friends

Det er værd at bemærke, at dette er muligt, fordi FilmTrust integrerer filmanmeldelserne med det sociale netværksaspekt, men faktisk er der information nok derude til noget tilsvarende — når blot man tager det Semantiske Web i brug. På FilmTrust er man identificeret med sine (krypterede) email-adresse, og filmene er identificeret ved deres IMDB-hjemmeside. Samtidig er vi jo flere og flere der har vores egen FOAF-profil (eller flere), og deraf kan man bl.a. se nogle af mine venner og at jeg interesserer mig for film (identificeret via en wikipedia-side om film som levende billeder). Sammenholder man de to profiler, og tilføjer vennernes profiler (som også linket sammen), kan man nemt se hvordan det i fremtiden vil være muligt at finde f.eks. anmeldelser fra vennerne uden at skulle vedligeholde et separat socialt netværk hvert sted man besøger — tænk hvis IMDB, MSN, eBay, Amazon osv. offentliggjorde FOAF-profiler!

Lidt mere teknisk information og baggrund: Binary Relations » Friendly Reviews

SF-Nørrebro på nettet

Den har været længe undervejs, alt for længe, men nu er den her: SF-Nørrebros hjemmeside og weblog.

Fra begyndelsen var der lagt op til en lille samling statiske sider, efterfulgt af idéer om brug at et CMS af en eller anden slags, dernæst et ambitiøst projekt baseret på det Semantiske Web, og endelig en samling dynamiske sider med en blog centralt placeret.

Det endte med en løsning baseret næsten udelukkende på WordPress — ganske vist er der behov for en tilføjelse i form af noget kalenderfunktionalitet, men selv de “statiske” sider er drevet af WordPress, og designet har kun krævet få ændringer (i form af tilføjelser af nogle ekstra elementer her og der) udover selve CSS-arbejdet. Lige netop layoutet har til gengæld været lige nøjagtig så problematisk som sædvanlig, hvis bare Internet Exploder ikke var så fejlbehæftet…

Nu må vi se hvordan det udvikler sig og hvor det bærer hen.

Ryd forsiden – flere penge, tak!

På forsiden af dagens Berlingske Tidende slår den nye direktør for Lægemiddelindustriforeningen, Ida Sofie Jensen, til lyd for, at Danmark skal bruge flere penge på medicin: Medicinalchef: Syge snydes for den bedste medicin.

Man har tilsyneladende lært af klynkeriet fra den finansielle sektor — hun forsøger at bruge argumenter der går på patienternes forhold, men den slet skjulte hensigt er naturligvis flere penge i kassen til interesseorganisationens medlemmer. Det er jo det hun er ansat til, så det er forventeligt, omend hun tilsyneladende har misforstået Anders Foghs budskab om en større offentlig sektor (den går på antallet af ansatte, mens udgifterne skal skæres).

Til gengæld udviser Berlingske en hidtil uset mangel på kritisk sans, når man slår den slags stort op uden at kunne gennemskue dagsordenen. Siden hvornår er det blevet en nyhed, at medicinalindustrien gerne vil have der bliver brugt flest mulig penge på medicin? Hvis så bare man havde taget konsekvensen af den linie der forsøges lagt, og rent faktisk havde undersøgt hvordan det forholder sig med alternativerne eller de faktiske forhold, så det ikke ensidigt bliver lægemiddelindustriens “argumenter” der præsenteres. Er det professionel journalistik?

De Nyliberale?

Det lader til, at det der oprindeligt mest så ud til at være en spøg, nu måske bliver til virkelighed. Berlingske skriver i dag: Liberale på vej med nyt parti.

Initiativet er særdeles prisværdigt, både fordi det altid er godt at diskutere med et ideologisk udgangspunkt, så det hele ikke ender i farcer som den der udgjorde valgkampen (og de seneste år generelt), men også fordi der så er håb om, at endnu flere får øjnene op for de bedrag regeringen dagligt udsætter os for.

Med lidt held bliver resultatet også endnu mere stemmespild på højrefløjen, ikke mindst fordi der tilsyneladende også er andre initiativer i gang (De Uafhængige) — måske højrefløjen ender med at blive lige så fragmenteret som venstrefløjen har været det?

En hjemmeside fra ophavsmanden bag et af de nye partier, liberalismen.dk, byder i øvrigt på en ganske tankevækkende påstand:

En liberal er en person, som er ligeglad med om andre tisser i hans sukkermad.
En liberalist er en person, som er ligeglad med om andre tisser i deres egen sukkermad.

Afenginn

Lørdag aften bød efter Sannes fødselsdagsmiddag på en oplevelse udover det sædvanlige: Afenginn gav koncert i Amager Bio (stedet der de kommende par måneder også bringer os Procul Harum, Sussi og Leo samt Hanson brødrene) med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester.

Koncerten der går under navnet Nordlyd, og som tilsyneladende kan opleves flere andre steder i den kommende tid, var både flot og fræk. Ikke nok med at man fik vellyd fra et helt symfoniorkester, der var også godt med energi fra bandet selv, specielt fra Kim Nyberg på mandolin:

image-71: Kim Nyberg

Får man chancen for at overvære dette show, bør man udnytte den uden tøven.

Natteliv for alle

Henover weekenden har den nye kampagne Natteliv for alle fra Integrationsrådet og Københavns Kommune fået en del opmærksomhed, bl.a. har DR haft et par hold teenagere i byen for at se hvordan det står til. Ikke at det ligefrem har været en hemmelighed, men det ser ikke godt ud — det er simpelthen bare for ringe.

Måske man burde tage en snak med Datatilsynet og finde ud af om det vil være lovligt at oprette en hjemmeside, hvor folk kan anføre steder hvor de er blevet afvist eller har set andre blive afvist, så kan vi alle være med til at give dem et vink med en vognstang og undlade at komme på den slags steder.