Kategoriarkiv: Verden

Stem — med hjerte og omtanke

Det er blevet tid til at tage stilling.

Stem ikke på politikere uden visioner og mod, ikke på politikere der lyver, ikke på politikere der kun tænker på sig selv, ikke på politikere der vil dele os op.

Stem på et parti med holdninger, et parti der vil en bæredygtig fremtid, et parti der tør tage stilling, et parti der vil os alle.

Stem på SF.

Stem.

Superbowl

Man kan blive så træt…

Ikke nok med at det nu er et godt stykke ud på natten — eller snart morgen, alt efter temperament — men det blev endnu en gang de halvkedelige New England Patriots der vandt Superbowl. Philadelphia Eagles spillede som man forventer af et NFC-hold, men desværre også nøjagtig lige så risikobetonet.

Heldigvis var jeg ikke alene om oplevelsen — vi var vel et par hundrede stykker på Hotel Mariott, der spiste tex-mex og så bold på fire storskærme, inklusive nogle gode kolleger fra arbejdet. Alt i alt ganske fornøjeligt på trods af tidspunktet, der ikke ligefrem passer godt ind i slutspurten af en valgkamp, men jeg tror desværre ikke jeg vandt vores interne konkurrence, der har løbet gennem sæsonen — måske fintællingen kan hjælpe…

Update: Stillingen efter Superbowl er uafgjort i toppen: 228-228. Probowl-kampen vil være tiebreaker…

Valgkampsfarce

Denne valgkamp er gået helt op i røg. Der er praktisk taget ikke noget politik tilbage — det hele handler om personer, spin og meningsmålinger, ikke politik:

En “debat” i bedste sendetid, med kun lederne af de to største partier, som om der ikke er findes alternativer.

En samling lyvende ministre og manipulerende oppositionspolitikere, som alle “afviser” fakta.

En live-rapport fra et meningsmålingsinstitut, *mens* målingerne bliver foretaget — med en halvlegsstilling.

Æv — tilsyneladende er valget i sig selv vigtigere end resultatet…

0 stemmer?

Politiken har, som en del af deres dækning af 2005-valget, en oversigt over de opstillede partier med link til en beskrivelse af hvert enkelt.

I oversigten har der tilsyneladende sneget sig en lille trykfejl ind, DF’s “O” er blevet til et “0” — måske en kandidat til en spinne-liste med subliminale beskeder?

0 stemmer til DF?

Gid det måtte vise sig at være en præcis forudsigelse…

Nedsabling, overraskelse og fløjte

De danske håndboldherrer holder for tiden til i Tunis og omegn — der er VM i håndbold.

Efter søndagens sejr over Grækenland — som i dag overraskende vandt over Frankrig — skulle danskerne klare skærene mod Angola. Selvom det før har været svært mod utraditionelle hold, blev det praktisk taget en walk-over, aldrig spændende, og slet ikke en kamp der kunne forhindre zapperi.

Blandt de resterende hold i den indledende runde er værtsnationen Tunesien, som uanset hvad man ellers måtte mene om landet og dets indbyggere, formentlig godt kan skabe lidt spænding, i hvert fald baseret på deres storsejr over Canada.

Til gengæld bør tilskuerne dernede oppe sig lidt, der er temmelig stille — til tider er det eneste man kan høre tilsyneladende en blok- eller tværfløjte! Ikke ligefrem noget der larmer i samme omfang som de norske bjælder.

Hærværk

Hvor er det sørgeligt, at der er folk som ikke forstår demokratiets spilleregler. Det er en ting at hænge valgplakater ulovligt op, f.eks. for tidligt, for lavt eller på ulovlige steder — jeg har selv hængt plakater op, det kunne være rart at undgå turen op i 8 meters højde — men at ødelægge andres er bare for dumt.

Allerede på førstedagen af valgkampen havde Venstres website problemer, og senere kunne bl.a. Politiken berette om hærværk mod valgplakater: Venstre-kandidater hevet ned fra lygtepælene. Rundt omkring i København er der fjolser som har overklistret diverse plakater med en henvisning til ny-regering.nu, og nu er også SF’s hjemmeside blevet ramt, tilsyneladende af et DOS-angreb (kombineret med nogle menneskelige og tekniske uheld).

Ifølge Politiken er der også tåber der sænker niveauet yderligere: Trusler mod folketingskandidat.

Holdning!

På en af valgkampens første dage blev bl.a. Enhedslistens Keld Albrechtsen spurgt om, hvilken politisk modstander han helst ville stemme på. Svaret var Birthe Rønn Hornbech.

Det er helt rigtig set. Birthe Rønn Hornbech er en af de få politikere der står ved sine holdninger, uanset om det er belejligt, i overensstemmelse med partilinien, i tråd med meningsmålingerne eller stemmetalsfremmende. I dagens Politiken har hun et debatindlæg under overskriften “Holdninger er bedre end stylede fastelavnsris”, hvor hun bl.a. skriver:

Vi folkevalgte skal lytte til befolkningen, men vi er ikke sat til at løbe efter tidsånden og skiftende stemninger. Der er tværtimod brug for folkevalgte med et solidt fundament og grundholdninger, der styrer de politiske initiativer. Der er brug for folkevalgte, som ved, hvad de vil med Danmark, og ikke render i rumpen på den svingende folkestemning og lefler for alt og alle.

Hvis bare hun kunne trænge igennem med det synspunkt, ville vi borgere have et reelt valg.

Også de konservatives Lars Barfoed gjorde et godt indtryk i DR’s Profilen den anden dag. Han gjorde sig bl.a. til talsmand for, at man ikke burde binde partierne tæt sammen ved at give hinanden vetoret, men istedet fremføre hvad man mente, og først derefter forsøge at opnå et kompromis. Også han gjorde op med partilinien og står højt på listen over de politikere man har grund til at have respekt for.

Del jer efter anskuelse — giv os et valg.

Valgkampsforberedelse

Valgkampen er jo allerede gået i gang, først og fremmest på TV, politikerne kappes om at komme først med de samme løfter, og så er de begyndt at stege hidtil usete mængder valgflæsk: Allerede på andendagen var man ude med “tilbud” (læs: tomme løfter) om hjælp til ofre for massefyringer, og dankort-gebyret er man også begyndt at trække i land på.

På internettet er spinkontrol.dk allerede lukket ned igen, og rundt omkring får SF’s weblogs godt med opmærksomhed, ikke mindst takket være {Lisbeth Klastrup}, hendes nye Walgblog og hendes optræden i Politiken:

Se også: Marie Daugaard — folketingskandidat i København.

Imens er vi nogle der forsøger at skabe lidt opmærksomhed om alternativerne, først og fremmest på det lokale plan:

image-05: Ole Riisgaard
image-7