Alle indlæg af Morten

Om Morten

Morten Høybye Frederiksen bor i Hvidovre, arbejder til daglig med databaser, skyen og projektledelse, er gift og far til to børn, og bruger fritiden på bl.a. politik, fotografering, WordPress og det semantiske web.

Fullrate, kapitel 2

Der er nu gået en uge siden vi fik oprettet abonnement hos Fullrate.

Som jeg skrev i mandags betyder det dog ikke at vi har fået forbindelse…

Telefonen virker fortsat fint, og lejlighedsvis er der da også hul igennem, som det kan ses af nedenstående graf der viser, om der var forbindelse i løbet af dagen i går:

Fullrate-forbindelse 8. februar

Der er sendt mails frem og tilbage mellem Fullrates support og mig, men lige lidt har det hjulpet. Der er heller ikke noget der tyder på at de rent faktisk foretager sig noget, for det meste bliver der bare stillet alibispørgsmål: “Virker telefonen stadig?” eller “Næste gang I oplever udfald…”.

Til gengæld virker deres opkrævningssystem upåklageligt, jeg er allerede blevet opkrævet anden gang…

Krak blogger

Det er tilladt at linke dybt til alle blog-indlæg.

Fra Computerworlds artikel om Kraks blog.

Krak har over de sidste par uger været genstand for debat på en række blogs.
Ubehageligt fordi der ikke har været meget sympati for vores prispolitik vedrørende såkaldte dybe links til vore kort – men også inspirerende og spændende.

Fra Krak-direktør Ove Leth-Sørensens første indlæg på bloggen.

Smart træk, men næppe noget der grundlæggende vil ændre på opfattelsen af deres prispolitik vedrørende såkaldte dybe links.

Ifølge Computerworlds artikel er det tilladt at linke dybt til alle blog-indlæg, men det fremgår ingen steder, så jeg risikerer jo nok at få tilsendt en regning på et tidspunkt.

I røg og damp

Atomkraft
Foto: tnarik

Der kan — og bør — siges meget for og imod atomkraft, herunder f.eks. at risikoen er stor.

Dog bør det dog være klart for enhver, at lige netop CO2-udledning ikke ligefrem er et problem med atomkraft, tværtimod.

Alligevel er det vist — sammen med trafikbilleder fra Asien — den hyppigst brugte illustration i forbindelse med i hvert fald tv-indslag om global opvarmning, givetvis på grund af den store mængde udledt vanddamp, der jo ligner røg.

Således også i DR’s nyhedsudsendelse her til aften — de burde skamme sig. På den anden side fik både Eyvind Vesselbo og Connie Hedegaard lov til uimodsagt at gentage deres håbløse mantra om hvor god regeringen er for miljøet, så egentlig overraskende er det vel ikke. De sorte lejesvende fra DR slår til igen.

Fullrate, kapitel 1

Vi har fået Fullrate derhjemme. Næsten.

Det har taget sin tid, for den første bestilling blev annulleret fordi Tele2 ikke havde fået ryddet op efter deres mislykkede forsøg på at flytte vores forbindelse sidste vinter (spørg ikke).

Anden gang var tilsyneladende lykkens gang, IP-telefoni og 2M/512k for kr. 299,- blev tilføjet ekstra uploadhastighed så det blev til 2M/1M for 329,- og netop som der blev åbnet lancerede de en kampagne så det blev til 5M/1M for samme pris.

Problemet er bare, at det kun er telefonen der virker. Næsten.

Det er lykkedes at få hul igennem, men kun sporadisk:

Fullrate ping

Det er næsten som om der er en bro der går op med jævne mellemrum — den der internetmotorvej krydser åbenbart en kanal el. lign. på vej til mig…

Jeg har skrevet til deres tekniske support i fredags men endnu ikke hørt noget. De må gerne til at rubbe neglene, for jeg har egentlig ikke tænkt mig at betale for noget jeg ikke får (og pengene blev jo trukket et stykke tid før “forbindelsen” blev leveret).

Hvis ikke det var så tragisk, at jeg endnu aldrig har fået leveret en teleforbindelse der virkede, er det lige før det er komisk. Næsten.

Krak i retten igen

Computerworld har fundet endnu en historie om et Krak-besøg i retten — det kan vist godt blive relevant for Krak at opkræve nogle flere penge, hvis de skal kunne betale advokatregningerne…

Denne gang er det Transvestitforeningen i Danmark der er tiltalt for at linke dybt, men præcis som i sagen mod Gauguin er der nogle detaljer der gør, at sagen formentlig aldrig når til en reel afgørelse. Denne gang er det fordi Krak tilsyneladende ikke kan finde ud af, om det er foreningen eller en tidligere virksomhed, Tranny Scandinavia, der skal sendes til inkasso. Krak’s direktør beklager naturligvis sagen, og vil formentlig på mandag sørge for at trække sagen tilbage.

Computerworld skriver også om sagen mod Gauguin:

Kraks stævning mod auktionshuset Gaugain for brug af dybe links blev i tirsdags flyttet til Sø- og Handelsretten.

Bortset fra stavefejlen og de manglende links i artiklen er dette decideret forkert. Som jeg beskrev i mit referat fra Retten i Lyngby (i Hellerup), vil Krak bede om at sagen bliver flyttet til Sø- og Handelsretten, men det er ikke afgjort endnu, og bliver tidligst afgjort i marts måned.

Til gengæld betyder den nye sag, at vi nu også skal holde øje med retslisten fra Retten i Roskilde

Rundt om København med links

Der er skarp konkurrence om de københavnske (for-)brugere for tiden.

For nogle måneder siden slog MitKBH de virtuelle døre op for deres bidrag i konkurrencen om at være alternativet til AOK, og i dag bliver KBH360 lanceret officielt. I modsætning til førstnævnte er sidstnævnte et samarbejde med AOK, men det er ikke klart i hvilket omfang der er overlap i indholdet, eller om det kun er et teknisk samarbejde.

KBH360 ser ikke umiddelbart ud til at tilbyde noget nyt og revolutionerende, men layoutet er betydeligt mere tiltalende end hos MitKBH. Det eneste element der rigtigt adskiller KBH360 fra MitKBH er en lille kasse med eksterne links, så man kan finde vej til stedet:

Som man kan se, er der noget der tyder på, at KBH360 har haft den store pengepung op af lommen, for der er “dybe links” til Krak! De virker ganske vist ikke, men det afholder jo nok ikke Krak fra at opkræve kr. 4.500,- pr. stk. Det fremgår ikke hvor mange steder der er anmeldt på sitet, men et umiddelbart gæt vil være i størrelsesordenen et par hundrede, og det giver jo også en god indtjening for Krak. Hvordan KBH360 har tænkt sig at skabe indtægter fremgår ikke.

Der er i forvejen integrerede kort fra Google på siden, så hvorfor det skulle være nødvendigt med et link til Krak er mig en gåde. Folkene bag burde gå foran og droppe Krak.

2000 bloggere

Ligesom bl.a. Rasmus, Trine-Maria, Christoffer, Kim, Karin, Joachim, Lisbeth og flere andre danske bloggere er jeg nu én af 2000 bloggere fra hele verden der er med i en kollage påbegyndt af Tino — der i øvrigt linker til bloggere uden betaling…

Det er et skægt “lille” eksperiment, uden den store umiddelbare pointe, men alligevel et projekt der gør blogosfæren lidt mindre — man kommer uvilkårligt til at besøge blogs man ellers ikke kendte til, og på den måde er det også et nyt socialt netværk af de mere specielle.

Mig!

Kan du finde mig på kollagen?

Continue reading 2000 bloggere