Kategoriarkiv: Transport

Motorvejsko

Det står mig nu lysende klart hvorfor, det har været nødvendigt med de voldsomme investeringer i motorveje i Nordjylland:

Politiet afspærrede derfor hele motorvejen mellem afkørsel 7, Brønderslev S og afkørsel 8, Tylstrup…

jp.dk: Aggressiv tyr skudt på motorvej

Hvis pengene i stedet var blevet brugt til investeringer i jernbanen ville det ikke være nødvendigt at skulle stå som sild i en tønde i S-togene, og den stakkels tyr havde formentlig overlevet (lidt længere).

Dyt!

I modsætning til Torben Sangild har vi ikke praktisk mulighed for benytte os af delebiler. Hvor gerne vi end ville, findes de simpelthen ikke i Hvidovre, og det er vist kun Kamilla der er interesseret i at starte en klub her…

Vi har derfor været på brugtbilsmarkedet, og spenderet en del tid på at finde ud af hvad vi havde behov for, og hvad der kunne lade sig gøre.

Der var klart, at hovedformålet var børnetransport, men også besøg på genbrugspladsen skulle gerne kunne lade sig gøre. Et stort bagagerum og en jydekrog var derfor på must-listen, ligesom aircondition også endte med at være — specielt med børn i bilen er det interessant.

Til at begynde med var det Opel Astra Stationwagon der var i fokus, men senere blev det Skoda Fabia Combi der tiltrak sig opmærksomheden. Det viste sig dog, at der ikke rigtig er ordentlig plads til en barnevogn bagi — i hvert fald ikke af den slags vi har bestilt, en Emmaljunga Big Star Classic (sort!). Med lidt god vilje kunne den måske godt presses ind, men så ville der ikke være plads til andet, og det ville ikke ligefrem være en triviel operation med et barn på armen.

Til sidst endte det derfor med en Ford Focus Stationcar:

Ford Focus

Den blev lidt dyrere end vi egentlig havde regnet med, men til gengæld har den alt vi skal bruge, og så er den lige lidt nyere end hvad vi ellers havde kunne få.

Nu skal den så lige forbi FDM til et brugtbilstjek, så vi er sikre på at den er helt i orden.

Delebiler i Hvidovre?

Delebiler bliver mere og mere udbredte, ikke mindst fordi man både kan spare penge og miljø ved ikke at have en metalklods stående i garagen.

Desværre er der ikke en delebilsordning i Hvidovre hvor vi bor, de nærmeste foreninger er i Albertslund, Rødovre og København, og det er ikke praktisk nok til at være interessant.

Er der mon ikke andre derude, som også ville finde det interessant at kunne deles om en bil — eller flere? Måske vi kunne finde sammen om at starte en forening med centrum i Hvidovre?

Hensynsløshed

Det var vist godt det var på vejen hjem i går, jeg udfyldte spørgeskemaet fra DSB S-tog, for oplevelsen her til morgen var væsentlig under sædvanlig standard.

Jeg tror jeg krydsede af ved “Acceptabelt” under spørgsmålet om antallet af forsinkelser, men det er faktisk ikke acceptabelt, at togene bliver forsinkede bare fordi der er rimfrost på køreledningerne. Det er trods alt et rimeligt ofte forekommende fænomen på disse breddegrader…

Heldigvis nåede vi et tog som kørte på samme tidspunkt som det vi ellers skulle have været med, men det var kun med nød og næppe — og det skyldes kun i første omgang DSB.

Toget var jo et forsinket et af slagsen, og der var derfor rigtig mange mennesker med, så mange at både kupeerne og indgangspartierne var i brug. Jeg hørte flere gange udtrykket “sild i en tønde” anvendt, og det var ikke helt ved siden af. Selvom der var proppet, var der dog plads nok til alle, men kun fordi vi var nogle der insisterede på at komme med.

Det var jo halvtidligt på dagen, men jeg forstår alligevel ikke hvordan folk kan være så egocentrede, hensynsløse og småtåbelige. Det var som om de alle tænkte: “Nu er jeg kommet med, så er alt OK. Hellere stå her i gangen som en sild i en tønde, end gå ind i kupeen og sætte mig på den ledige plads, så de næste også kan komme med.”

For selvom der var proppet ved dørene, var der faktisk ledige siddepladser, og også plads til en del flere på højkant i kupeerne.

Alligevel insisterede dem ved dørene på at blive stående, og der var først på gentagne opfordring at nogle stykker kunne overtales til at gå ind i kupeerne, resten måtte man presse sig forbi, så både maver og tasker blev fladtrykte som rødspætter. Og da man endelig nåede ind i kupeen kunne man blot konstatere, at der var mere plads lidt længere henne, men alligevel insisterede folk på at blive stående, og at sætte sig ned som nummer tre på et sæde kunne slet ikke komme på tale.

DSB er ofte i skudlinien, jævnligt med rette, men deres passagerer er værre — hvorfor insisterer man på suboptimering i det omfang, er det bare den tidstypiske egoisme?