Kategoriarkiv: Web

http://www.w3.org/

Ny linkpolitik hos Krak

For nogle uger siden, umiddelbart efter en del blog- og medieomtale af bl.a. sagen mod Gauguin, oprettede Krak nogle weblogs, heriblandt en til direktøren, Ove Leth-Sørensen.

Han kan i dag fortælle, at Krak har brugt de seneste uger på at revidere deres linkpolitik. Han henviser til Peter Sejer Dypevåg, som på sin blog fortæller om de nye regler, og at der nu findes en decideret FAQ (OSS) for de relaterede spørgsmål.

De nye retningslinjer gør det klart, at enkeltstående links er tilladt, også fra kommercielle foretagender, mens flere links ikke er.

De har altså ændret på deres holdning til enkelte links — dog under dække af, at man ikke har været tilstrækkelig præcise i udmeldingerne — men har fortsat ikke ændret holdning til det grundlæggende spørgsmål: Er det lovligt at linke til en specifik side hos Krak, uden forudgående aftale? Krak mener altså fortsat, at det kræver en aftale hvis det er link nummer to, mens det første link er OK. Det er vist ikke en juridisk fortolkning der vil holde i byretten Sø- og Handelsretten.

Samtidig har man ikke opdateret kortsiderne med links til retningslinjerne, så det er fortsat en form for bondefangeri man bedriver — det er umuligt at gætte sig til de betingelser der tilsyneladende gælder, det eneste der fremgår af kortsiden er teksten på selve kortet:

Kortet må ikke eftergøres uden tilladelse fra Kraks Forlag AS [sic].

Hvis Krak mener at den sætning gør det klart, hvordan og hvornår man må linke til deres kortsider, mener de åbenbart samtidig, at et link er det samme som eftergørelse, og det er jo ikke tilfældet — det er ikke ophavsretten der er i spil her.

Læs i øvrigt mere hos Paul O’Flaherty om sagen i forhold til linkpolitikken, han har blandt andet foretaget et interessant eksperiment.

Google i modvind i Belgien

Google har i Belgien også tabt anden runde i en sag om ophavsret.

Som Google selv skriver om sagen på deres blog, er der tale om links til artikler med tilhørende overskrift og uddrag. Google mener naturligvis at det er “fair use”, men retten mente altså at der var tale om en overtrædelse af ophavsretten. At de belgiske medier kunne have undgået problemet i første omgang ved at benytte sig af standarder som robots.txt og metatags, havde åbenbart ikke betydning.

Uanset det endelig udfald af sagen — hvis Google som meddelt har tænkt sig at anke den — er det da i det mindste en god ting, at det ikke er selve linkene der er i skudlinjen, men udelukkende brugen af overskrift og uddrag. Sagen kan altså ikke bruges som argument i debatten om “dybe links”, som Krak ellers prøver på.

Opdateret: Computerworld skriver om sagen, og desværre forsøger de også at kæde det sammen med “dybe links” — men mener samtidig at det er sjældent “at enestående brug af andres artikler bliver kørt igennem pressemaskinen” (her mener de dog nok “enkeltstående” hhv. “retsmaskineriet”). DDF‘s chefjurist Holger Rosendal holder dog tungen lige i munden og nøjes med at konstatere at “man jo gerne må skrive resuméer af andre nyheder”.

BlogTjek!

Som tidligere omtalt er der blevet fulgt op på et initiativ fra Blogforum2, og BlogTjek 07 er nu i luften!

Jeg har tilmeldt min blog, Eksponering (husk at svare på spørgeskemaet, det tager kun 2 minutter), og for at få et godt grundlag at konkludere på, synes jeg også DU skulle tilmelde din blog.

Resultaterne fra undersøgelsen bliver gratis tilgængeligt for alle, dog naturligvis undtaget de “personlige” kommentarer om denne blog, som kun kan ses af undertegnede. Der bliver desuden skrevet en rapport om undersøgelsen, og den bliver naturligvis også gratis!

Skynd dig at svare og tilmelde din egen blog — undersøgelsen vil kun være aktiv i et par uger.

Udskæringsoversigt på kødtavlen

For os som ganske vist er vokset op på landet, men ikke har stået i lære på det lokale slagteri, har Kødbranchens Fællesråd været så venlige at stille et fint lille værktøj til rådighed:

Okseudskæringer

Det findes i både en kalve- og en okse-udgave (men man kan ikke linke direkte til dem).

Jeg tror vi skal have Braiseret oksetværreb i morgen (men er faktisk lidt i tvivl — selvsamme Fællesråd mener åbenbart at en sådan tværreb kun er god til suppe, og vores råvare er egentlig kun en kalv, som tilsyneladende slet ikke har en sådan én).

Krak blogger

Det er tilladt at linke dybt til alle blog-indlæg.

Fra Computerworlds artikel om Kraks blog.

Krak har over de sidste par uger været genstand for debat på en række blogs.
Ubehageligt fordi der ikke har været meget sympati for vores prispolitik vedrørende såkaldte dybe links til vore kort – men også inspirerende og spændende.

Fra Krak-direktør Ove Leth-Sørensens første indlæg på bloggen.

Smart træk, men næppe noget der grundlæggende vil ændre på opfattelsen af deres prispolitik vedrørende såkaldte dybe links.

Ifølge Computerworlds artikel er det tilladt at linke dybt til alle blog-indlæg, men det fremgår ingen steder, så jeg risikerer jo nok at få tilsendt en regning på et tidspunkt.

Krak i retten igen

Computerworld har fundet endnu en historie om et Krak-besøg i retten — det kan vist godt blive relevant for Krak at opkræve nogle flere penge, hvis de skal kunne betale advokatregningerne…

Denne gang er det Transvestitforeningen i Danmark der er tiltalt for at linke dybt, men præcis som i sagen mod Gauguin er der nogle detaljer der gør, at sagen formentlig aldrig når til en reel afgørelse. Denne gang er det fordi Krak tilsyneladende ikke kan finde ud af, om det er foreningen eller en tidligere virksomhed, Tranny Scandinavia, der skal sendes til inkasso. Krak’s direktør beklager naturligvis sagen, og vil formentlig på mandag sørge for at trække sagen tilbage.

Computerworld skriver også om sagen mod Gauguin:

Kraks stævning mod auktionshuset Gaugain for brug af dybe links blev i tirsdags flyttet til Sø- og Handelsretten.

Bortset fra stavefejlen og de manglende links i artiklen er dette decideret forkert. Som jeg beskrev i mit referat fra Retten i Lyngby (i Hellerup), vil Krak bede om at sagen bliver flyttet til Sø- og Handelsretten, men det er ikke afgjort endnu, og bliver tidligst afgjort i marts måned.

Til gengæld betyder den nye sag, at vi nu også skal holde øje med retslisten fra Retten i Roskilde

Rundt om København med links

Der er skarp konkurrence om de københavnske (for-)brugere for tiden.

For nogle måneder siden slog MitKBH de virtuelle døre op for deres bidrag i konkurrencen om at være alternativet til AOK, og i dag bliver KBH360 lanceret officielt. I modsætning til førstnævnte er sidstnævnte et samarbejde med AOK, men det er ikke klart i hvilket omfang der er overlap i indholdet, eller om det kun er et teknisk samarbejde.

KBH360 ser ikke umiddelbart ud til at tilbyde noget nyt og revolutionerende, men layoutet er betydeligt mere tiltalende end hos MitKBH. Det eneste element der rigtigt adskiller KBH360 fra MitKBH er en lille kasse med eksterne links, så man kan finde vej til stedet:

Som man kan se, er der noget der tyder på, at KBH360 har haft den store pengepung op af lommen, for der er “dybe links” til Krak! De virker ganske vist ikke, men det afholder jo nok ikke Krak fra at opkræve kr. 4.500,- pr. stk. Det fremgår ikke hvor mange steder der er anmeldt på sitet, men et umiddelbart gæt vil være i størrelsesordenen et par hundrede, og det giver jo også en god indtjening for Krak. Hvordan KBH360 har tænkt sig at skabe indtægter fremgår ikke.

Der er i forvejen integrerede kort fra Google på siden, så hvorfor det skulle være nødvendigt med et link til Krak er mig en gåde. Folkene bag burde gå foran og droppe Krak.

2000 bloggere

Ligesom bl.a. Rasmus, Trine-Maria, Christoffer, Kim, Karin, Joachim, Lisbeth og flere andre danske bloggere er jeg nu én af 2000 bloggere fra hele verden der er med i en kollage påbegyndt af Tino — der i øvrigt linker til bloggere uden betaling…

Det er et skægt “lille” eksperiment, uden den store umiddelbare pointe, men alligevel et projekt der gør blogosfæren lidt mindre — man kommer uvilkårligt til at besøge blogs man ellers ikke kendte til, og på den måde er det også et nyt socialt netværk af de mere specielle.

Mig!

Kan du finde mig på kollagen?

Continue reading 2000 bloggere