Kategoriarkiv: Langt ude

Håb

Det er jo ingen hemmelighed, at kernefamilien har det hårdt i dagens Danmark. Det gælder også singler — selvom der begynder være kamp om dem, i hvert fald i København.

Til gengæld skulle det vistnok gå bedre for familier med flere end to børn — det er måske der, årsagen til nedenstående skal findes:

hope.dk: Alkoholafhængig eller pårørende?

På den anden side kan vi jo allesammen have brug for hjælp og håb en gang i mellem…

ATS — nu med Pia

Også Politikens “At Tænke Sig” har fundet sagen om Pia Olsen underholdende nok til at spinde en ende på den: ATS: Lyninterview

»Hun har anbefalet radikale vælgere at stemme på en radikal kandidat!«.

Er det virkelig alt?

»Nej, hun er også blevet set i byen, imens hun drak cafe latte, og det kan man simpelt hen ikke tillade sig som SF’er. Enhver ved jo, at det er en radikal drik. Jeg har også hørt, at hun skulle have skiftet sin Fjällräv ud med en håndtaske!«.

Hvis man er SF’er og skulle have lyst til at høre om Pia Olsens visioner for SF’s fremtid, kan man kigge forbi i dag i Landspolitisk Forum på Blegdamsvej 24A: SF — hvad gør vi nu lille du

0 stemmer?

Politiken har, som en del af deres dækning af 2005-valget, en oversigt over de opstillede partier med link til en beskrivelse af hvert enkelt.

I oversigten har der tilsyneladende sneget sig en lille trykfejl ind, DF’s “O” er blevet til et “0” — måske en kandidat til en spinne-liste med subliminale beskeder?

0 stemmer til DF?

Gid det måtte vise sig at være en præcis forudsigelse…

En af den slags

Det startede faktisk allerede lørdag formiddag.

Det var som om man pludselig var blevet lidt mere motorisk udfordret end normalt. Som om der var lidt uoverensstemmelse mellem diverse objekters faktiske og tilsyneladende placering. Til at begynde med gik det dog ikke helt galt, og der skete hverken skade på materiel eller personer.

Søndag blev det værre.

Det kostede et smadret glas og to smadrede tallerkener. Der var dog stadig ingen personskader. Og jeg fik afleveret mit forslag til XTech uden problemer.

Mandag morgen tog prisen.

Jeg sov over mig. Det tog åbenbart længere tid at sove end jeg havde regnet med, omend jeg har på fornemmelsen at et fladt batteri i vækkeuret har sin del af skylden. Da jeg omsider ankommer på arbejdet vælter det ind med ekstra småopgaver, og det er blevet tid til at adgangskoderne skal skiftes. Ikke en effektiv dag målt på projekt-fremdrift.

Her mandag eftermiddag forekommer det at være overstået, i hvert fald resulterede et på forhånd aftalt besøg hos tandlægen ikke i uventede overraskelser, omend der da var et par småreparationer der skulle fikses. Samtidig er der blevet ryddet lidt ud i opgaverne på arbejdet, overskueligt er det dog ikke endnu.

Gad vide hvordan det går med aftenens point-konkurrence om NFL-slutspillet?

Opdatering: Jeg havde i min hast i morges naturligvis også glemt at få taget armbåndsuret på. Det er først når man ikke har det på, man opdager hvor meget man bruger det — og det selvom jeg normalt også render rundt med både GPS-modtager og kamera med indbygget ur.

Opdatering 2: Det kunne blive værre: Natten til tirsdag tilbragte jeg det meste af tiden med hovedet i kummen, tilsyneladende en eller anden maveinfektion — måske frikadellerne mandag aften? Heldigvis var det en kortvarig omgang, allerede tirsdag eftermiddag havde jeg indhentet den manglende søvn, og her onsdag morgen er alt tilsyneladende OK.

Gaffel sb., gaf(fe)len, gafler

Det er et underligt ord, gaffel.

Ligesom de fleste ord bare bliver til lyd og meningsløse når de bliver gentaget, bliver også ordet gaffel til det rene ingenting, og det endda efter bare et par enkelte gentagelser. Det er i hvert fald det eneste ord jeg i den grad opfatter som meningsløst næsten umiddelbart efter at have udtalt det.

En hurtig gaffel-søgning på Google giver ikke meget om ordets oprindelse, men tilsyneladende er det hentet fra Holland, og har vist sit udgangspunkt i det maritime begreb Gaffelsejl.