Mashups er farlige

Det tidligere omtalte valgkampsmashup fra SF, Find Villy, har vist sig at have en uventet sideeffekt: Det har været muligt for nogle ingeniørstuderende m.fl. at lure, hvor hurtigt Villy har kørt i sin kampagnebil — og tilsyneladende er det til tider gået lidt for stærkt, i hvert fald i forhold til fartgrænserne.

Hvis vi et øjeblik ser bort fra, at der er en vis usikkerhed i målinger og registreringer, illustrerer sagen vist først og fremmest, at mashups har den fine egenskab, at man kan bruge dem til bl.a. at skabe nye mashups — og i dette tilfælde altså til at faktatjekke en politiker…

Faktatjek har om noget været det netop overståede valgs tema, desværre har det bare været petitesseafdelingen der er blevet undersøgt, ingen af de grundlæggende påstande om samfundets tilstand er blevet underkastet et kritisk blik.

Ryk til venstre

Det blev desværre ikke til en ny regering i denne omgang, men der er alligevel kommet noget godt ud af valget.

SF er mere end fordoblet, regeringspartierne, deres støtter og højrefløjen generelt er gået tilbage, og opgjort på de to akser, den økonomiske og den værdimæssige, er Danmark rykket godt mod venstre, desværre dog stadig med overvægt til højre på den værdimæssige akse:

Akse/Parti A B C F O V Y Ø 2005 2007
Økonomi 2 -2 -3 3 1 -1 -4 4 0,2 0,35
Værdier -1 2 -2 3 -4 -3 1 4 -1,39 -1,21

De sidste to kolonner angiver mandatvægtet sum af de placeringer jeg har tildelt de enkelte partier — alternative metoder til at opgøre udviklingen imødeses med interesse…

Luftbåren prævention?

Der er formentlig ingen sammenhæng mellem de to nedenstående nyheder fra dagens aviser, men måske alligevel Statens Luftfartsvæsen og Sundhedsministeriet bør indgå i et joint venture?

Singapore Airlines beder flypassagerer om ikke at dyrke sex om bord på deres nye superjumbo, Airbus A380.

Kastrup-nødlanding skyldtes glemt gummi

Mon ikke man iøvrigt kan forudse at “en kastrup-nødlanding” kommer til at få en helt bestemt betydning fremover?

Folketingsvalgspanelistdebut

Valgmøde

En enkelt debataften har ikke gjort mig til politiker…

Aftenens valgmøde om it-politik gik sådan set rimeligt, men jeg var bagud på point allerede efter mit åbningsindlæg — i hvert fald hvis pointene blev tildelt efter taletid. Jeg kan altså ikke finde ud af det med at svare uden at svare, at tale uden at sige noget, eller at gentage andres synspunkter, let omformuleret, bare for at sige noget.

Det gjorde det ikke voldsomt meget bedre at der blev fokuseret meget på terrorlovgivning og medieforliget med medielicens (som SF desværre har stemt for) og på lovgivningsprocesser som jeg af gode grunde ikke har været del af, så jeg endte med at have brugt omkring en fjerdedel af den tid de mest aktive havde brugt.

Det blev dog også til et par gode diskussioner, bl.a. om it i folkeskolen, hvor det blev klart hvem der mener at open source og åbne standarder har en reel rolle at spille, og hvem der egentlig helst så status quo og monopolet bevaret. Jeg lærte også en del undervejs, så selvom det ikke var en ubetinget succes eller fornøjelse, fik jeg da i det mindste noget med hjem. Om det så også blev til stemmer ved valget er nok tvivlsomt, men jeg fik da et bifald eller to fra de omkring 40 tilhørere.

Jeg var blevet placeret mellem Ny Alliances Camilla Bartholdy og De Radikales Morten Helveg Petersen — som buffer? — og det var fint nok. Om ikke andet så fordi jeg kunne se, at Morten Helveg noterede sig mit forslag om it-vurderinger på samme måde som der er miljøvurderinger og ligestillingsvurderinger ved udarbejdelse af lovforslag.

Nå ja, og så fik jeg hilst på den virtuelle kandidat, Bent Soelberg — ham var jeg ikke overraskende ikke særlig enig med — og på den konservative Claus Christiansen, som var lidt af en klovn, der mod slutningen rodede sig ud i en grundig misforståelse om filformater.

IT-politisk debat

IT-Politisk Forening holder i morgen onsdag den 31. oktober kl. 18 på IT-universitetet valgmøde om it-politik — og undertegnede vil repræsentere SF.

Jeg kommer i godt og udfordrende selskab — ifølge Computerworld vil der desuden være deltagelse af Claus Christensen fra Det Konservative Folkeparti, Per Clausen fra Enhedslisten, Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokraterne, Bent Soelberg fra Venstre, Malou Aamund fra Ny Alliance og Morten Helveg Petersen fra Det Radikale Venstre.

Vil du høre lidt meningsudveksling om bl.a. åbne standarder, overvågning, softwarepatenter og it-anvendelse generelt, så duk op på Rued Langgaards Vej 7 i Auditorium 1!