Kategoriarkiv: Ting og sager

Fullrate, kapitel 4

Så er der gode nyheder!

Her til morgen blev jeg igen ringet op af medarbejderen fra Fullrate. Han kunne fortælle, at han sammen med et par teknikere havde set nærmere på min linie i går eftermiddags. De havde fundet og rettet en fejl, og håbede at det ville have en effekt.

Det kunne jeg heldigvis bekræfte — siden i går eftermiddag omkring kl. 17 (hvor de også havde prøvet at ringe) har der været hul igennem konstant:

Fullrate-forbindelsen oppe!

Desværre er den nye router allerede afsendt, og af hensyn til registreringen i deres system bliver jeg nødt til at hente den på posthuset og bytte den gamle ud, men hvis det er prisen for en velfungerende forbindelse tager jeg det med.

Nu mangler jeg bare at få hul igennem den anden vej, altså udefra, så jeg kan få flyttet serveren over på den nye forbindelse og komme af med den gamle. Indtil videre har jeg ikke haft held med det, men det skyldes muligvis mine egne roderier med routetabeller, så jeg tror jeg vil vente på den nye router og feje for egen dør inden jeg melder fejl…

Fullrate, kapitel 2

Der er nu gået en uge siden vi fik oprettet abonnement hos Fullrate.

Som jeg skrev i mandags betyder det dog ikke at vi har fået forbindelse…

Telefonen virker fortsat fint, og lejlighedsvis er der da også hul igennem, som det kan ses af nedenstående graf der viser, om der var forbindelse i løbet af dagen i går:

Fullrate-forbindelse 8. februar

Der er sendt mails frem og tilbage mellem Fullrates support og mig, men lige lidt har det hjulpet. Der er heller ikke noget der tyder på at de rent faktisk foretager sig noget, for det meste bliver der bare stillet alibispørgsmål: “Virker telefonen stadig?” eller “Næste gang I oplever udfald…”.

Til gengæld virker deres opkrævningssystem upåklageligt, jeg er allerede blevet opkrævet anden gang…

Fullrate, kapitel 1

Vi har fået Fullrate derhjemme. Næsten.

Det har taget sin tid, for den første bestilling blev annulleret fordi Tele2 ikke havde fået ryddet op efter deres mislykkede forsøg på at flytte vores forbindelse sidste vinter (spørg ikke).

Anden gang var tilsyneladende lykkens gang, IP-telefoni og 2M/512k for kr. 299,- blev tilføjet ekstra uploadhastighed så det blev til 2M/1M for 329,- og netop som der blev åbnet lancerede de en kampagne så det blev til 5M/1M for samme pris.

Problemet er bare, at det kun er telefonen der virker. Næsten.

Det er lykkedes at få hul igennem, men kun sporadisk:

Fullrate ping

Det er næsten som om der er en bro der går op med jævne mellemrum — den der internetmotorvej krydser åbenbart en kanal el. lign. på vej til mig…

Jeg har skrevet til deres tekniske support i fredags men endnu ikke hørt noget. De må gerne til at rubbe neglene, for jeg har egentlig ikke tænkt mig at betale for noget jeg ikke får (og pengene blev jo trukket et stykke tid før “forbindelsen” blev leveret).

Hvis ikke det var så tragisk, at jeg endnu aldrig har fået leveret en teleforbindelse der virkede, er det lige før det er komisk. Næsten.

Julen er reddet!

For nogle dage siden var dommedagsoverskrifterne i sving, da Politiken skrev at Posten bremser internet-julehandel. Nu forlyder det i stedet at juleposten kom ud til tiden.

Det kan jeg kun bekræfte, for den lokale pakkepost var også i julehumør, og sørgede for at en for sent afsendt pakke fra IT-butikken alligevel får mulighed for at være med under juletræet. Der var ikke nogen hjemme til at tage imod pakken, men en lille seddel på døren blev taget til følge, og på Post Danmarks T&T side tonede min “underskrift” pludselig frem:

Drivhus

Tak.

Fangst

Jeg er normalt ikke tilbageholdende med fotodokumentation, men jeg tror jeg laver en undtagelse i denne situation, og nøjes med at bruge ord — dog under 1000 af slagsens.

Vi har fanget en mus. Eller, mere præcist: Slået den ihjel. I en dertil indrettet musefælde af den klassiske klap-slags.

I den forgangne vinter hørte vi jævnligt puslelyde fra gulvet og væggene, men det var først i begyndelsen af ugen vi så den — ud af øjenkrogen på køkkengulvet. Og nu er den altså død.

Den lå der i fælden, eller rettere under den, for på en eller anden måde havde den fået vendt sig selv og fælden om. Den så lidt flad ud, musen altså.

Nu ligger den i skraldespanden til afhentning i morgen, og fælden er gjort klar igen — en rosin er igen placeret det strategisk rigtige sted. Så må vi se om familien er større end som så…

Hukommelse

Så fik vi endelig mere RAM til den nye maskine — men først efter have bestilt en gang til, fordi jeg havde været for hurtig første gang: Det kan altså ikke lade sig gøre at få 240-pins RAM presset ind et sted der er beregnet til 200-pins RAM…

Før:
512M

Efter:
2G

Ikke bare bliver det rart at kunne lege med iMovie uden problemer, det ser også pænt og fint symmetrisk ud.

Skiftetidsudfordringer

Som hintet til den anden dag havde vi bestilt en MacBook Pro — den ankom fredag aften, og siden da har vi forsøgt os udi disciplinen “skift”.

Udover kvaler med tastekombinationer — det kommer til at tage et stykke tid at kunne skrive “@” uden at tænke, og PageUp/PageDown er tilsyneladende ikke trivielt — er der nogle helt grundlæggende ting man skal vænne sig til, f.eks. den med skraldespanden. Det hjælper dog at man har prøvet det før, selvom det ligger mere end et årti tilbage.

Desuden er der ting man bare undrer sig over: Programinstallation fra disk-images foregår nemt og smertefrit — når altså man har luret hvordan det skal gøres. Efter download af f.eks. OpenOffice, bliver man præsenteret for hvad der ligner en dialogboks, med et ikon der kan flyttes lidt frem og tilbage:

OOo.dmg

Når man ikke kender til konceptet i forvejen, er det ikke soleklart, at man skal trække ikonet til mappen med programmer (eller deromkring). Der kunne den nok så berømte Mac-grænseflade godt trænge til en opdatering.

Der er dog nogle programleverandører der har luret den:

Adium.dmg

Sådan skal det gøres.