Kategoriarkiv: Demokrati

Balance?

Højrefløjens stakkels undertrykte bloggere og øvrige pseudo-dissidenter bliver forhåbentlig i bedre humør i denne uge: Berlingske skriver i denne uge om danske blogs under overskriften Det er borgerligt at blogge.

Det er naturligvis den altid saglige og neutrale Bent Blüdnikow der tager blåkosfæren under behandling, bl.a. ved at bruge resten af ugen på at interviewe udelukkende højrefløjens bloggere.

Balance er godt. Ubalance er skidt. Dobbeltubalance er dobbelt så godt?

Ny strategi

Efter torsdagens begivenheder i London gentog Præsident Bush i går hvad han har sagt før: Vi kæmper mod islamistisk fascisme.

Hvad han desværre ikke udtalte sig om, var strategien, og dermed er han nok indstillet på at fortsætte i samme spor.

Det var til gengæld hvad Tony Blair gjorde i sidste uge, hvor han talte i World Affairs Council i Los Angeles.

Han sagde noget af det rigtige, og lader til at have fattet, at man ikke kan bekæmpe kriminalitet med kanoner.

Terroristerne der opererer i Islams navn er kriminelle, ganske vist temmelig specielle og voldelige kriminelle, men alligevel kriminelle. Kriminelle kan man ikke undgå udelukkende ved voldelige forsøg på demokratisering — bare se hvordan kriminelle fra demokratiske England tilsyneladende var nær ved at lykkes med et terrorangreb mod fly til USA. Og den slags kriminelle kan man ikke nå eller forhindre uden også at se på hvorfor de bliver kriminelle.

Det er derfor hævet over enhver tvivl, at det er nødvendigt med en strategi der gør, at de gamle og eksisterende fronter ikke bare får ny næring, en strategi der involverer langsigtet tænkning i forhold til forebyggelse, en strategi der starter fra bunden.

Islamisme er ikke det samme som Islam.

SU og demokrati

Man må håbe for SU’en og demokratiet at det er Berlingskes journalist der har lavet dårlig research og været lidt for hurtigt ude med konklusionen, og ikke regeringen der er hoppet fra SU-forliget:

Berlingske 15/6:

Regeringen satser på at præsentere et bredt velfærdsforlig i weekenden. DF og S har til dels reddet studerende, seniorer og arbejdsløse fra sparekniven, men til gengæld skal der formentlig bruges yderligere af fremtidens råderum for at få råd til satsning på uddannelse og forskning.

SF 6/4:

Både SF’s uddannelsesordfører Thomas Krog og SF’s formand Villy Søvndal er glade for at regeringen nu har meldt ud, at man vil respektere SU-forliget. Det betyder, at regeringens forslag om at forringe SU’en for unge på videregående uddannelser, ikke kan blive gennemført.

Demokratisk kortslutning

Efter sidste uges spændende afstemning om behandlingsrettigheder for enlige og lesbiske, som takket været bl.a. nogle “afhoppede” Venstre-folk endte med det rigtige resultat, er de konservative nu gået i sort.

De er naturligvis i deres gode ret til at mene noget andet end det der blev vedtaget, og at fremsætte ændringsforslag er en naturlig konsekvens. Men at droppe clearing-aftalerne for på den måde at forsøge et kup af demokratiet er simpelthen under lavmålet.

Snup en tude-kiks i stedet.