Denne weekend bød på en amerikansk mini-udgave af Å2T-problemet — derovre plejer de ellers at lave alting meget større, men denne var de åbenbart lidt mere ydmyge.
USA er i år gået over til sommertid tre uger tidligere end normalt — søndag den 11. marts i forhold til 1. april, og vil blive på sommertid helt frem til den 4. november. Selve skiftet er ikke i selv problematisk, sommertid har været anvendt i mange år, men de nye regler for bestemmelse af skiftedatoen har gjort at flere softwareleverandører m.fl. har svedt lidt ekstra i den forgangne weekend. Nogle leverandører, f.eks. Microsoft, har dog benyttet sig af lejligheden til at tjene lidt ekstra…
Præcis som det var tilfældet ved årtusindskiftet (eller året før eller efter, afhængigt af regnemetoden), har der været diskussioner om hvorvidt det ville give problemer, eller om alle forsøg på at rette potentielle fejl ville være penge ud af vinduet. Under alle omstændigheder ser det ikke ud til at have skabt væsentlige problemer, men der er dog også enkelte rapporter om det modsatte.