Kategoriarkiv: Ting og sager

Matrikelovervejelser

I søndags var vi for første gang ude for at se på et hus for anden gang:

Lellinge Allé 52 (Google Map)

Præcis ligesom første gang fandt vi det temmeligt charmerende og velbeliggende, men der er lige nogle småting der gør beslutningen sværere end som så.

Samtidig er det først nu, det er ved rigtigt at gå op for mig, hvad det egentlig er vi er i gang med at give os i kast med. Det skete vist lige omkring det tidspunkt hvor vi indkaldte de bygningskyndige i familien til et tredje besøg…

Mobilos

Det er indtil nu lykkedes for mig at styre uden om tidens vel nok største dille og tilsyneladende nødvendighed: Mobiltelefonen. Først og fremmest fordi jeg ikke har fundet det nødvendigt, og så er der jo farerne ved at være tilgængelig — mere stress og mindre rigtig tid.

Nu holdt det ikke længere.

Jeg er på arbejdet blevet tilknyttet et projekt hvor det ikke er praktisk med fastnettelefoner, og man har derfor insisteret på at “låne” mig en mobil. Når nu det skulle være, tænkte jeg så, kunne man jo ligeså godt få en der var til noget, så jeg fik chefen overtalt til at der skulle være en Sony Ericsson P910i.

Den kan lidt af hvert, dog ikke tage P3 og koge kaffevand, og jeg er rimelig sikker på at jeg i fremtiden ikke vil kunne undvære den. Vennerne er allerede rigtig glade for at kunne sende SMS’er til mig…

Jeg har allerede investeret i et ekstra flash kort (et memory stick duo pro kort, der ikke kan bruges til andet) så jeg også kan høre musik (en mp3-afspiller har heller ikke hidtil fundet plads i mit arsenal), og på et tidspunkt finder jeg vel tid til at finde ud af det med ekstra-programmer osv. — foreløbig spørger jeg mig frem om selv de mest basale ting, så jeg formentlig fremstår som et teknologiforskrækket oldtidsfund…

Dobbeltspil med discount

Computer Reseller News — et blad jeg af en eller anden årsag får tilsendt med posten hver 14. dag — skriver i dagens udgave om online-forhandlere af IT-udstyr som har både en normal- og en discount-udgave af den samme butik: Onlinebutikker spiller på to heste.

Af papirudgaven fremgår det behjælpeligt præcist hvilke butikker det drejer sig om. Listen er gengivet herunder til fremtidig reference, dvs. næste gang jeg skal forbi EDBpriser.dk:

antal_cykler−−;

Øv.

Min cykel er blevet stjålet. Igen. For tredje gang (eller er det fjerde gang?) på godt 6 år på Nørrebro.

Nu skal jeg jeg så have meldt det til politiet og forsikringen, og overvejet hvilken cykel jeg skal anskaffe mig istedet. Én ting er dog sikkert: Det bliver ikke igen en cykel fra Cykelhandlerkæden. De leverer for dårlig kvalitet og service, f.eks. solgte de mig en cykel som ikke kan tåle frostvejr!

Jeg tror det bliver en Jensen.