Der var mail fra biblioteket den anden dag:
Fremover vil du modtage følgende meddelelser elektronisk:
– Reserveringsmeddelelse
– Påmindelse 3 dage før lånetidens udløb
– Evt. hjemkaldelseDen elektroniske service vil løbende blive udvidet med relevante meddelelser.
Ikke ligefrem revolutionerende tiltag, men dog glimrende service-initiativer.
Det specielle er dog, at mailen kom fra Københavns Kommunes Biblioteker, som jeg tidligere har benyttet mig af. Da jeg jo er flyttet Hvidovre, benytter jeg mig nu i stedet af de lokale biblioteker, og der er serviceniveauet ikke helt det samme.
Det blev ellers fornylig foreslået, at man som ovenfor anført skulle have mulighed for at få tilsendt påmindelse (evt. også per SMS mod betaling), når lånetiden var tæt på at blive overskredet.
Desværre valgte man — dvs. socialdemokraterne — at se bort fra hensynet til de andre lånere, som jo ellers nok kunne have gavn af at materialerne blev returneret til tiden. I stedet fokuserede man på en misforstået opfattelse af et lighedsprincip: Hvis ikke alle har mulighed for at drage nytte af tiltaget, skulle ingen have det. Derudover ville forslaget muligvis have indflydelse på budgettet, da antallet af opkrævede gebyrer formentlig ville falde, men selv ikke i forhold til næste års budget var der åbenhed.
Der var naturligvis også såkaldte borgerlige stemmer der mente, at det offentlige ikke skulle hjælpe på den måde — hvis man ikke kan aflevere til tiden, må man betale bøden. Det er formentlig de samme mennesker der finder det urimeligt at opkræve bøder for at overtræde hastighedsgrænser…