Så skete det — endelig.

Rygterne har cirkuleret en del gange, senest op til nytår, men denne gang er den god nok: Vi skal til stemmeurnerne den 8. februar.

Omsider har vi muligheden for at komme af med den uduelige, løgnagtige og sørgelige undskyldning af en samling politikere der kalder sig en regering. Omsider har vi chancen for at få rettet op på de seneste års nedbrydning af snart sagt ethvert område af betydning i samfundet. Omsider kan det lade sig gøre at se fremad mod lysere tider.

Som sædvanlig har flere medier allerede forudsagt resultatet på baggrund af diverse meningsmålinger, men når historien, usikkerhederne og de kommende tre uger tages med i betragtning, er løbet langt fra kørt — endnu. Men det kræver en indsats, og jeg skal i hvert fald ikke være den der lader chancen glide mig af hænde, jeg skal ud på gaden og agitere, hænge valgplakater op, dele pjecer ud og i øvrigt gøre alt hvad jeg kan for at overbevise om alternativerne.

Lad os få en regering der siger hvad den mener, og mener hvad den siger, ikke en regering der har det som sit fornemste mål at følge meningsmålinger.