Det er indtil nu lykkedes for mig at styre uden om tidens vel nok største dille og tilsyneladende nødvendighed: Mobiltelefonen. Først og fremmest fordi jeg ikke har fundet det nødvendigt, og så er der jo farerne ved at være tilgængelig — mere stress og mindre rigtig tid.

Nu holdt det ikke længere.

Jeg er på arbejdet blevet tilknyttet et projekt hvor det ikke er praktisk med fastnettelefoner, og man har derfor insisteret på at “låne” mig en mobil. Når nu det skulle være, tænkte jeg så, kunne man jo ligeså godt få en der var til noget, så jeg fik chefen overtalt til at der skulle være en Sony Ericsson P910i.

Den kan lidt af hvert, dog ikke tage P3 og koge kaffevand, og jeg er rimelig sikker på at jeg i fremtiden ikke vil kunne undvære den. Vennerne er allerede rigtig glade for at kunne sende SMS’er til mig…

Jeg har allerede investeret i et ekstra flash kort (et memory stick duo pro kort, der ikke kan bruges til andet) så jeg også kan høre musik (en mp3-afspiller har heller ikke hidtil fundet plads i mit arsenal), og på et tidspunkt finder jeg vel tid til at finde ud af det med ekstra-programmer osv. — foreløbig spørger jeg mig frem om selv de mest basale ting, så jeg formentlig fremstår som et teknologiforskrækket oldtidsfund…