Brugergrænsefladehistorik

Det er efterhånden så længe siden, at jeg ikke kan huske hvor og hvornår jeg blev fortalt historien, men i min hukommelse fremstår det som om, jeg har det fra en kilde der var med i processen.

For efterhånden mange år siden skulle man designe grænsefladen til en pengeautomat, en ATM (muligvis i forbindelse med indførslen af Dankort). Det fysiske design var på plads, men det logiske skulle også være det, og man overvejede hvordan automaten skulle betjenes.

Der blev udarbejdet flow-diagrammer mv. for de handlinger man skulle igennem i løbet af en “session” med pengeautomaten, og kristiske elementer var bl.a. håndtering af kort, kvittering og penge. Alt var til sidst på plads, men det viste sig hurtigt, at der var en fatal fejl i designet: Brugerne fik altid deres penge (når automaten altså ikke var løbet tør for penge), men de glemte ofte kvittering og kort!

Årsagen var naturligvis, at man som bruger af en pengeautomat har et behov for penge, og når man har fået opfyldt behovet, er man færdig med at bruge pengeautomaten. Næsten. For designet var skruet sådan sammen, at pengene kom ud før kvittering og kort, og dermed var det muligt at forlade automaten med pengene, men uden kort (og kvittering).

Historien gentager sig nu, for det lader til at p-automaterne har samme fejl, og løsningen er naturligvis den samme som dengang: Opbyg processen, så man som bruger skal udtage kortet før pengene (eller i dette tilfælde billetten) kommer ud. Simpelt, svært at gennemskue i diagramform, men effektivt.

Erfaring kan man ikke få nok af…

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *