Lån og Spar Banks tidligere direktør brokker sig i Computerworld over, at det er TDC og ikke bankerne der driver den digitale signatur i Danmark:
Som det er nu, går TDCs indtægter fra den digitale signatur videre til TDCs amerikanske ejere. I virkeligheden taler vi om, at vi betaler til amerikanske pensionister, når vi bruger den digitale signatur i Danmark. Det synes jeg er dybt godnat.
Det er ikke fordi jeg foretrækker TDC, og Lån og Spar Bank er ikke den værste bank i denne henseende, men hvor skræmmende er det lige, at en bankdirektør ikke forstår kapitalstrømmene? Ville det være bedre hvis det var stenrige danske pensionister på Strandvejen og Lån og Spar Banks øvrige (muligvis amerikanske) aktionærer der fik pengene?
På en dag som netop i dag — 1. Maj, Arbejdernes Internationale Kampdag — er det vist soleklart, at hverken klassekampen eller vesntrefløjen er død. Når storkapitalisterne i den grad kan brokke sig over ikke at kunne skumme fløden endnu mere, er der stadig behov for en venstrefløj der kan lukke skattehuller og holde fokus på os alle som individer, der har rettigheder uanset hvor og hvordan vi ankommer her til verden.