Fangst

Jeg er normalt ikke tilbageholdende med fotodokumentation, men jeg tror jeg laver en undtagelse i denne situation, og nøjes med at bruge ord — dog under 1000 af slagsens.

Vi har fanget en mus. Eller, mere præcist: Slået den ihjel. I en dertil indrettet musefælde af den klassiske klap-slags.

I den forgangne vinter hørte vi jævnligt puslelyde fra gulvet og væggene, men det var først i begyndelsen af ugen vi så den — ud af øjenkrogen på køkkengulvet. Og nu er den altså død.

Den lå der i fælden, eller rettere under den, for på en eller anden måde havde den fået vendt sig selv og fælden om. Den så lidt flad ud, musen altså.

Nu ligger den i skraldespanden til afhentning i morgen, og fælden er gjort klar igen — en rosin er igen placeret det strategisk rigtige sted. Så må vi se om familien er større end som så…

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *