Esben Fjord påpeger at World Wide Web har fødselsdag (i går den 6. august).
Det er en væsentlig opfindelse der fylder 15 år. De fleste er nok enige om, at i hvert fald en god del af verden ville have set anderledes ud, hvis ikke Tim Berners-Lee havde tænkt tankerne — og gjort dem tilgængelige for alle uden beregning og patenter. Skulle man mene at WWW ikke når ud i alle verdens små afkroge, kan man jo kaste et blik på Kiva.
Esben peger også på den oprindelige annoncering, men af den fremgår det faktisk ikke, at en væsentlig del af pointen med World Wide Web faktisk var, at det ikke skulle være envejs-kommunikation, det skulle være muligt for alle både at skrive og læse. Samtidig var det også den oprindelige tanke, at der skulle være mening i links, og dermed er World Wide Web faktisk bare en første udgave af Det Semantiske Web — man burde nok vente med Web 2.0 indtil man havde Web 1.0 på plads…