Man kan — og skal — kritisere regeringen for meget, men dens kreativitet kan man ikke beskylde den for at være karrig med. En tradition der vel blev grundlagt med en vis skatteministers bogføringseskapader i starten af 90’erne.

I forbindelse med årets finanslovsforslag har man igen grebet dybt i bunken med “specielle” beregningsmetoder, nøjagtig som man gjorde det da man lovede 16 milliarder til forskning. Det var dog over en årrække, så det kun svarede til 2 milliarder per år…

Det samme gør man nu, hvor der i forbindelse med finanslovsforhandlingerne skal argumenteres for, at den offentlige service alligevel ikke er blevet udhulet. Man udvider perioden og bruger forskellige regnemetoder, der både afviger fra normal praksis og fra hvad regeringen selv tidligere har brugt: Man mener sig nu i stand til at argumentere for, at væksten i den offentlige sektor har været større end i den private.

Som det understreges af de store morgenavisers dækning har regeringen et vist held med sin kreativitet:

• Jyllands-Posten: Væksten i det offentlige overhaler det private
• Politiken: Nyt regnestykke skal udhule kritik
• Berlingske: VK kan ikke styre de offentlige udgifter i kommuner og amter

Samtidig er det vel også et meget godt udtryk for de faste vinkler fra disse aviser: Berlingske er hoppet i med begge ben, Jyllands-Posten har luret hvad det drejer sig om, men fastholder en tendentiøs overskrift, mens kun Politiken reelt gør op med regeringens forsøg på fordrejning.

Gid man kunne få disse pseudoliberale til at stå bag deres holdninger, i stedet for at forsøge at dække sig ind bag et røgslør af spin, det ville være befordrende for demokratiet.