John Gøtze er i sit seneste indlæg på Danmark 2.0 — Velfærden skal betales med open source — venlig nok til at pege på SF’s seneste udspil: 100 konkrete forslag fra SF, også kendt som 100 punkts-planen.
Han udnævner det lidt i spøg som venstreorienteret propaganda, men nævner dog samtidig at det bestemt ikke kun er venstrefløjen der har sagen på dagsordenen. Også de radikale er jo med på vognen med forslaget om brug af åbne standarder, og mange andre steder i både ind- og udland er der netop nu fokus på problemstillingen. Det gælder dog ikke hos f.eks. det såkaldte liberale parti, som åbenbart mener at monopoler er til for at blive vedligeholdt, ikke udfordret…
John fokuserer i sit indlæg på formuleringerne om at spare penge og på ordet IT-platforme.
Den sidste del kan jeg desværre ikke svare på, men i forhold til det med at spare penge er der nok ingen tvivl om, at de direkte besparelser — når alle omkostningerne regnes med — ikke alene kan betale for velfærden, men så er det jo man skal have hele den oprindelige sætning med:
Udover at spare penge vil det styrke IT-udviklingen i Danmark, også i private virksomheder
Her er det vigtigt at have helheden med: Øget IT-udvikling lokalt vil have en gunstig indvirken på samfundsøkonomien generelt!