I dagens Information omhandler lederen det faktum, at SF nu er det parti i Folketinget med den suverænt dårligste kønsfordeling (i dette tilfælde er det — som det plejer at være — kvinderne der er i undertal, men den modsatte situation er vel heller ikke at foretrække). Det er ærgeligt, og så skal der jo findes en syndebuk.

Det bliver så opstillingsformen der bliver udpeget, for i både Frederiksborg Amt og i Århus Amt stillede SF’erne op på partiliste, med det resultat at hhv. Poul Henrik Hedeboe og Morten Homann blev valgt fremfor Pia Olsen og Pernille Frahm, der ellers fik flere personlige stemmer.

Heldigvis er debatten på SF’s debatforum mere nuanceret. Som det bl.a. er blevet påpeget af Kasper Bjering Jensen, betyder sideordnet opstilling ofte at det er de velkendte ansigter der bliver genvalgt, mens partilisterne til gengæld bl.a. har den ulempe at de personlige stemmer i praksis er uden betydning, og dermed er vælgernes indflydelse væk. Generelt mener jeg at sideordnet opstilling må være at foretrække, men der kan være situationer hvor det af hensyn til partiet (og dermed medlemmerne) kan være nødvendigt at “vælge” for vælgerne — f.eks. når man vil have fornyelse, undgå kupforsøg eller måske sørge for en rimelig kønsfordeling. Til gengæld kræver det så, at også medlemmerne i den sag sætter samtlige medlemmers interesser højest, ikke bare ens egne.

Problemet med “de manglende kvinder” hænger naturligvis også sammen med den manglende fornyelse, og i den forbindelse håber jeg inderligt, at man på landsmødet vil beslutte at lægge beslutningen om en ny formand ud til medlemmerne, og dermed holde fast i princippet om medlemsdemokrati — i så fald vil jeg stemme på Pia Olsen — hvis vi kan få hende til at stille op — og opfordre andre til at gøre det samme. Hun kan bringe både fornyelse og gennemslagskraft til SF.