I dagens Berlingske Tidende er der en interessant artikel: Tysk forlag trykker bøger på kommando. Forlaget Books on Demand åbnede i dag i Danmark med et tilbud om at trykke bøger i meget små oplag — helt bogstaveligt efter behov.
En hurtig google finder dog nemt Forlaget Underskoven, som tilsyneladende har beskæftiget sig med princippet i flere år, så helt nyt er konceptet ikke i Danmark.
Uanset hvor nyt og originalt konceptet er, er det dog stadig særdeles interessant. I takt med at internettet har vundet indpas, er information og informationsudbredelse ikke længere er forbeholdt de store, der kan trænge igennem og sætte dagsordenen. Både weblogs og open-source avisen flix er gode eksempler på dette.
Det ændrer dog ikke på, at papirmediet har en lang historie og stolte traditioner, og så er der det væsentlige faktum, at internettet langt fra har komplet udbredelse. Det sidste er nok det væsentligste, og netop der tror jeg at print-on-demand vil finde sin niche — bøger mv. til dem der slet ikke har adgang, og til dem der ikke altid har adgang (endnu), f.eks. når man sidder i regionaltoget mellem Næstved og Køge.
Med lidt held vil dette åbne øjnene på flere, og levere mere end bare en demokratisering af bogmarkedet
.