Krak i retten igen

Computerworld har fundet endnu en historie om et Krak-besøg i retten — det kan vist godt blive relevant for Krak at opkræve nogle flere penge, hvis de skal kunne betale advokatregningerne…

Denne gang er det Transvestitforeningen i Danmark der er tiltalt for at linke dybt, men præcis som i sagen mod Gauguin er der nogle detaljer der gør, at sagen formentlig aldrig når til en reel afgørelse. Denne gang er det fordi Krak tilsyneladende ikke kan finde ud af, om det er foreningen eller en tidligere virksomhed, Tranny Scandinavia, der skal sendes til inkasso. Krak’s direktør beklager naturligvis sagen, og vil formentlig på mandag sørge for at trække sagen tilbage.

Computerworld skriver også om sagen mod Gauguin:

Kraks stævning mod auktionshuset Gaugain for brug af dybe links blev i tirsdags flyttet til Sø- og Handelsretten.

Bortset fra stavefejlen og de manglende links i artiklen er dette decideret forkert. Som jeg beskrev i mit referat fra Retten i Lyngby (i Hellerup), vil Krak bede om at sagen bliver flyttet til Sø- og Handelsretten, men det er ikke afgjort endnu, og bliver tidligst afgjort i marts måned.

Til gengæld betyder den nye sag, at vi nu også skal holde øje med retslisten fra Retten i Roskilde

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *