I dag var den første dag i den første af 12 uger, hvor jeg skal være hjemme med min dejlige datter, Ester. Hun bliver 9 måneder gammel i morgen, og jeg glæder mig til at følge med på endnu tættere hold end det hidtil har været muligt.

Det var ikke en svær beslutning at planlægge den kommende tid. Økonomisk er det ikke problematisk, lønnen tikker ind som sædvanligt takket være en god lokalaftale, og moderen kunne også sagtens set det fornuftige i at faderen fik noget tid alene med datteren. Den eneste lille streg i regningen er sådan set, at jeg må afskrive muligheden for at være med til at bære et mere end tre år stort projekt i hus, men jeg har aldrig været tvivl om hvad der var vigtigst.

De første tre uger bliver en overgangsperiode med kernefamiliehygge indtil moderen skal tilbage i det pulveriserende, men så bliver det alvor — bare Ester og mig. Til efteråret bliver det så daginstitutionen der kommer til at overtage, men med nogle ekstra ugers ferie i forlængelse af orloven, og de fem uger efter fødslen betyder det, at jeg har haft mulighed for at være med en god del af min datters første år.

Det er spændende, mens også en lille smule skræmmende.

Jeg glæder mig.