Jeg har fået briller.
Eller mere præcist: Jeg har skiftet kontaktlinseabonnement fra Synoptik til Louis Nielsen (det er billigere), og i den forbindelse får man lov til at afbetale et par briller med kr. 10,- om måneden.
Jeg begyndte at bruge kontaktlinser for snart tre år siden da jeg efterhånden syntes det begyndte at blive lettere uforsvarligt og upraktisk. Ganske vist har jeg kun omkring -1,50 på hvert øje, men det var alligevel en stor lettelse at kunne se detaljer…
Nu har jeg så fået mig et par eksterne glas til “fritidsbrug”, og det er næsten lige så stor en udfordring som det var at lære at sætte kontaktlinser i øjnene. Indtil videre har jeg kun fået prøvet dem et par aftener, men det er ikke nemt at vænne sig til. Udsynet bliver noget begrænset af, at glassene kun dækker omkring 20% af synsfeltet, og så er der den med at man hele tiden lige skal skubbe dem længere op på næsten når de er gledet lidt ned.
Jeg har dog på fornemmelsen at jeg godt kan vænne mig til det, i hvert fald når det kun er til reservebrug — og så har jeg fået at vide at jeg ser både sød og klog ud med dem på!