Det startede faktisk allerede lørdag formiddag.
Det var som om man pludselig var blevet lidt mere motorisk udfordret end normalt. Som om der var lidt uoverensstemmelse mellem diverse objekters faktiske og tilsyneladende placering. Til at begynde med gik det dog ikke helt galt, og der skete hverken skade på materiel eller personer.
Søndag blev det værre.
Det kostede et smadret glas og to smadrede tallerkener. Der var dog stadig ingen personskader. Og jeg fik afleveret mit forslag til XTech uden problemer.
Mandag morgen tog prisen.
Jeg sov over mig. Det tog åbenbart længere tid at sove end jeg havde regnet med, omend jeg har på fornemmelsen at et fladt batteri i vækkeuret har sin del af skylden. Da jeg omsider ankommer på arbejdet vælter det ind med ekstra småopgaver, og det er blevet tid til at adgangskoderne skal skiftes. Ikke en effektiv dag målt på projekt-fremdrift.
Her mandag eftermiddag forekommer det at være overstået, i hvert fald resulterede et på forhånd aftalt besøg hos tandlægen ikke i uventede overraskelser, omend der da var et par småreparationer der skulle fikses. Samtidig er der blevet ryddet lidt ud i opgaverne på arbejdet, overskueligt er det dog ikke endnu.
Gad vide hvordan det går med aftenens point-konkurrence om NFL-slutspillet?
Opdatering: Jeg havde i min hast i morges naturligvis også glemt at få taget armbåndsuret på. Det er først når man ikke har det på, man opdager hvor meget man bruger det — og det selvom jeg normalt også render rundt med både GPS-modtager og kamera med indbygget ur.
Opdatering 2: Det kunne blive værre: Natten til tirsdag tilbragte jeg det meste af tiden med hovedet i kummen, tilsyneladende en eller anden maveinfektion — måske frikadellerne mandag aften? Heldigvis var det en kortvarig omgang, allerede tirsdag eftermiddag havde jeg indhentet den manglende søvn, og her onsdag morgen er alt tilsyneladende OK.